Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Pigen ingen vidste var af Wissing & WintherHvad omverdenen angår, er Hominidae Forskningscenter i Memphis en respektabel forskningsinstitution. Det kunne ikke være mere fjernt fra sandheden.

I 1969 studerer den 21-årige Bradley journalistik ved University of Memphis. Ved siden af hjælper han med småopgaver hos Hominidae, hvor hans far, Noah Hobbs, leder projekt A.N.A. Et projekt som, når det bliver offentliggjort, vil ryste den etablerede forskerverdens grundvold.

Hominidae er den latinske betegnelser for menneskeaber, og centeret rummer en gruppe chimpanser, som er det officielle mål for forskningen. Men de ikke det reelle mål. For blandt aberne lever pigen Ana, isoleret fra alle mennesker og uden kendskab til verden udenfor. Det er via Ana, at Hobbs står for at nå sine drømmes mål: At modbevise at mennesket fødes som en tom tavle, der udelukkende formes af sit miljø.

Som lille dreng fik Bradley ved et uheld kendskab til Anas eksistens, og siden har hun fyldt hans bevidsthed. Han har båret den hemmelige viden gennem alle årene, men nu er det nok. Bradley kan ikke mere se stilletiende til, mens Ana holdes fanget udenfor resten af menneskeheden. Ved et nøje tilrettelagt indbrud lykkes det ham at befri Ana fra Hominidae og flygte med hende ud i friheden. Han vil finde frem til hendes identitet og give hende retur til den familie, der uvægerligt må savne hende.

Efter den vellykkede flugt går intet dog som planlagt. Pludselig er FBI i hælene på dem, og ethvert spor, Bradley finder til Anas fortid, synes at lukke flere døre, end de åbner.

Men hvorfor bliver FBI pludselig involveret, når Hominidae ellers forsøger at holde sig under offentlighedens radar? Hvor stammer Ana egentlig fra? Og hvad har et biluheld i 1951 med begivenhederne i nutiden at gøre?

Pigen ingen vidste var er Lars Wissing og Mikkel Winthers debutroman – og uden tvivl en vellykket debut. Historien er i sig selv spændende med et forbudt eksperiment, en ung mand med dårlig samvittighed, en skruppelløs special-agent, og en dukkefører i kulissen der ikke skyer nogen midler for at holde sandheden skjult.

Romanen fortælles i to spor: fortid og nutid, og ved at skifte mellem disse holdes læseren i en konstant spænding. Vi ved noget, men ikke nok, og er derfor nødt til hele tiden at læse videre for at finde ud af sammenhængen.

Sproget er godt, og tonen veksler mellem humoristisk, filosofisk og actionfyldt. Det fungerer udmærket, og passer godt med de forskellige personer vi møder i romanen. Derudover synes jeg godt om forfatternes træk med at placere fortællingen tilbage i 1969, idet det gør plottet langt mere sandsynligt. I nutiden ville mobiltelefoner, internettet og anden moderne teknologi være en hæmsko.

Samtidig var det i 1950’erne at Behaviorismen fik sit store gennembrud i USA. Indenfor Behaviorismen mener man, at mennesket fødes som et ubeskrevet blad (Tabula Rasa) og at adfærd er et resultat af indlæring under påvirkning af miljøet. Det er denne tese, som Hobbs forsøger at modbevise med sit eksperiment, der skal vise, at arv vægter tungere end alt andet.

Visse af karaktererne nærmer sig godt nok klichéen, men igen – ved at henlægge handlingen til 1950’erne og 1960’erne så føles det ikke så utroværdigt.

Endelig er jeg helt vild med forsiden. Dels fungerer billedet og farvevalget rigtig godt, og dels leges der med perspektivet så der nærmest opstår en 3D-effekt. Det er fængende og fedt lavet. Desværre fremgår det ikke, hvem der står bag.

Der var dog også et par småting undervejs, som skurrede lidt under læsningen. Jeg undrede mig f.eks. over, at Ana er iført tøj i indelukket, hvis hun ingen menneskelig kontakt har? Ligeledes føles det lidt urealistisk, at hun så hurtigt affinder sig med Bradley og flugten, når hun hele sit liv kun har været i kontakt med chimpanser. Det kan dog være en del af romanens ‘arv kontra miljø’-tematik. Endelig er der også et par gange, hvor tingene flasker sig lidt for heldigt for at få plottet til at gå op.

Men det er dog som sagt småting, og i det store hele blev jeg fanget af historien. Plottet er spændende og hænger sammen, og selvom jeg måske ikke blev så overrasket over, hånden der styrede trådene fra kulissen, så rummede klimakset alligevel en gigantisk overraskelse, jeg ikke havde set komme.

Pigen ingen vidste var er absolut en godkendt debut med masser af spændende takter. Og så synes jeg, det er fedt, at forfatterne har turde lade romanen slutte så åbent som den gør.

Andre anbefalelsesværdige spændingsromaner, der handler om forskning og etik, er f.eks. Udryddelsen af Kazuaki Takano og Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo.

Om Pigen ingen vidste var:

Udgivelsesår: 15.10.2017
Forlag: Valeta, 389 sider

Besøg Wissing  & Winthers hjemmeside

Tak til forlaget Valeta for læse-eksemplaret. Læs mere om Pigen ingen vidste var på forlagets hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.