Sikanias arvinger af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl

Sikanias arvinger af Jeanette Hedengran & Tina SanddahlKrigen mod Koru er vundet, og Destan og Celina er sammen igen, men alt er alligevel ikke lykkeligt her i 3. og afsluttende bind i serien om Mørkets søn: Sikanias arvinger.

Under slaget mod Koru blev Destan såret, og en inhyse fløj bort med ham og efterlod ham langt fra slagmarken. Mod alle odds lykkes det ham her at finde Celina, og sammen søger de tilbage mod Heikan og sikkerheden.

Rejsen er dog langt fra ufarlig. Ikke kun er vintervejret imod dem. Destans sår gør det vanskeligt for dem at komme frem, og oveni kan de heller ikke stole på menneskene, de møder. Flere gange undervejs undslipper de kun med nød og næppe fra fjendtlige soldater og røvere.

Mens Destan er væk fra Heikan, vokser intrigerne imod ham. Rådgiver Kastor har fået vendt Destans moder mod ham og prøver nu at overtage magten i riget. Han ønsker under ingen omstændigheder at opretholde alliancen med hersker Ragn og lysets folk, og snart er alliancen, og alt hvad Destan og Celina har kæmpet for, i alvorlig fare.

Oveni indhentes Destan af sin fortid. Før han mødte Celina, var han ikke bleg for at lave ulykker og løbe fra sit ansvar. Selvom han har fortalt Celina om meget af det, er der dog én ting, han har fortiet. Nu dukker denne gamle hemmelighed op igen og risikere at ødelægge kærligheden mellem Destan og Celina.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet ret bidt af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahls fantasy-serie om Destan og Celina og deres fælles verden Sikania. Dels er her tale om en elementær spændende handling, som hele tiden får én til at læse videre for at finde ud af, hvordan det hele nu ender. Dels har forfatterne skabt en troværdig og fascinerende verden med riget Sikania, der er delt op i lysets og mørkets folk. Også personerne vokser med fortællingen, og vedbliver at udvikle sig og vise nye facetter af deres personlighed, som heldigvis er mere komplekse end bare gode og onde.

Som de tidligere bind er historien i Sikanias arvinger en vellykket blanding af action, kærlighed og et fængslende univers. Det er en historie om kærlighed og mod, og om hvor lang et menneske er villig til at gå, hvad enten det er for kærligheden eller for magten.

Forfatterne skriver godt, sproget flyder let og underholdningsniveauet er højt. Sikanias arvinger er med andre ord et vellykket punktum for en medrivende fantasy-serie for både unge og voksne.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

Om Sikanias arvinger:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Ulven og uglen, 625 sider
Omslag: Breth Design v/Mette Breth

Mørkets søn:

Mørkets søn, 2015
Grænselandet, 2016
Sikanias arvinger, 2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.