Tidsrejser, samfundskritik og overførsel af bevidsthed er blandt temaerne i Christopher Priests novellesamling Tidsparken. Udgivelsen hører til Science Fiction Cirklens serie ‘Internationale topnavne’, og et kig på Priests forfatterskab afslører da også, at han har modtaget et hav af priser samt endnu flere nomineringer.
Nærværende samling indeholder et udvalg af Priests noveller udgivet fra 1971 (”Hukommelse og straf”) til 2009 (”Futouristic.co.uk”), samt et uddybende efterord af Niels Dalgaard der sætter forfatterskabet i perspektiv.
Bagsideteksten afslører, at Priest tilhører den nye bølge indenfor britisk science fiction, og altså ikke er så teknologisk fascineret men har en mere humanistisk tilgang til genren. Når han f.eks. i ”Hukommelse og straf” skriver om en politisk fange, der får overført sin bevidsthed til en computer for at få ‘korrigeret sin opførelse’, er det derfor ikke teknologien, der er interessant, men fangens reaktioner og opførsel på korrektionen.
Helt uden teknik og videnskab er novellen ”En nøgen kvinde” fra 1974. Novellen udspiller sig i et samfund, hvor der er langt flere mænd end kvinder, og hvor kvindens rettigheder afhænger 100% af hendes moralske opførsel – hvis standard naturligvis er blevet defineret af mænd. Hovedpersonen har været sin mand utro, og som straf skal hun være nøgen, hver gang hun bevæger sig ud i samfundet. Oven i købet er det tilladt for mænd at voldtage hende, men ikke at hjælpe hende, så længe hun er nøgen. Novellen er stærk samfundskritisk men – desværre – stadig aktuel, for mens jeg skriver denne anmeldelse, kører #metoo kampagnen på de sociale medier.
Selv i novellen ”Tidsparken” hvor rejser i tid ikke blot er muligt, men bruges så folkeligt som til søndagsudflugter, er det hverken tidsparadokser eller hvordan det er teknisk muligt, Priest beskæftiger sig med. I stedet er fokus på, hvad tiden gør ved hovedpersonen – hvordan tiden ændrer vores identitet. Oveni laver Priest i denne novelle en periodekrølle. For selvom man kan sende rumskibe af sted, kører man i f.eks. i hestevogne og hovedpersonens nutid beskrives i det hele taget meget victoriansk.
Jeg er en doven læser, og det er desværre ikke særlig tit, jeg læser ikke-oversat science fiction. Derfor er jeg glad for Science Fiction Cirklens serie med udgivelser af internationale forfattere, vi ellers ikke ser på dansk. Christopher Priest er således et spændende bekendtskab, og flere af novellerne greb mig straks. Alligevel må jeg nok indrømme, at enkelte af novellerne var lidt for æteriske efter min smag og blev først forståelige, efter at jeg havde læst Niels Dalgaards efterord, som sætter dem i kontekst med genrens temaer og problematikker. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det kan være en ‘show stopper’, hvis man ikke er forberedt.
Hvis man er til science fiction med fokus på science er Christopher Priest ikke manden. Er man til gengæld til udforskning af menneskelig identitet, politiske problemstillinger og tid som tema, så er han et rigtig interessant bud. For mig har Tidsparken i hvert fald været en spændende tur ind i et anderledes, men fascinerende forfatterskab, jeg gerne vil udforske nærmere.
Om Tidsparken:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 259 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Oversætter: Niels Dalgaard
