Edderkoppen af Richard Matheson

Edderkoppen af Richard MathesonScott Carey er en ganske almindelig mand. Gift med Lou som han har datteren Bett med, arbejder for broderen Marty og er godt tilfreds med livet. Indtil den dag det går op for ham, at han skrumper. Hvert døgn bliver han nøjagtig 3,3 millimeter mindre, og lægerne kan intet gøre.

Da sandheden går op for Scott, trygler Lou ham om at gå til lægen. Herfra bliver han sendt til specialister, som nok finder ud af, hvorfor han bliver mindre, men ikke hvordan man stopper processen. Til sidst får Scott nok af forsøg, injektioner og nysgerrighed og tager hjem, hvor han nærmest gemmer sig i huset.

Men en dag går det galt. Scott bliver ved et uheld fanget i kælderen, uden at Lou opdager det. Nu er det op til ham selv at overleve – for kælderen har flere beboere …

Jeg har aldrig lagt mærke til, at Richard Matheson er forfatter til romanen bag filmen The Incredible Shrinking Man, Jeg kender ham hovedsageligt fra Jeg er den sidste. Men stor var min glæde, da jeg tilfældigt faldt over Edderkoppen på biblioteket og så forfatternavnet.

Edderkoppen udkom i 1956, og allerede året efter blev den filmatiseret. Det forstår jeg godt, for trods de godt 60 år på bagen, så er historien stadigvæk spændende. Naturligvis er der nogle tidstypiske elementer, der virker gammeldags i dag. Ikke mindst kønsrollerne er groteske set med nutidens øjne, for her er Scott eneforsørger og enevældig, og hustruen Lou må bare smile og samtykke. Men ser man bort fra den del, så indeholder historien masser af action, men også tankevækkende betragtninger over, hvad Scott føler, og hvordan omverdenen behandler ham.

Størstedelen af fortællingen udspiller sig i kælderen, efter at Scott er blevet ganske lille. I kælderen bor også en edderkop, som er hans største fjende, udover sult og tørst. Vi følger hans forsøg på at undslippe såvel edderkop som kælder, og det er fascinerende at følge hans snarrådighed, jo mindre han bliver.

Ind i mellem klippes til fortiden, når Scott tænker tilbage. Hvert tilbageblik starter med Scotts højde, så 173 cm er f.eks. dagen, hvor Lou kan se ham ind i øjnene. Mens 78 cm fortæller om en uhyggelig oplevelse med nogle unge fyre, der er ude på ballade.

Richard Matheson er til tider skræmmende realistisk, især i betragtning af at han er amerikaner. F.eks. hører vi om, at selvom Scott ligner en lille dreng, har han stadig en voksen mands kønsdrift, og hvordan håndterer et ægteskab lige det?

Endelig er slutningen forrygende – og for mig – uventet. Det er fedt med den slags overraskelser.  Jeg var underholdt og skræmt af Scotts trængsler, og selvom Edderkoppen sikkert ikke er for alle, var det for mig en uventet god læseoplevelse.

Om Edderkoppen:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Winther, 157 sider
Omslags-layout: Tage Jørgensens tegnestue
Originaltitel: The Shrinking Man, 1956
Oversætter: Frits Remar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.