Midt i København ligger en forladt fabrik. Den har ligget øde hen i mere end 60 år, og alligevel ser alting ud, som den dag den blev forladt. Men den fredag kommer der besøg. En lille gruppe Urban Explorers vil sammen med et fotohold gå gennem fabriksporten. Spørgsmålet er, om de kommer ud igen?
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrup, så da jeg fik muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde inden udgivelsesdagen, greb jeg den med kyshånd. Og jeg blev ikke skuffet!
Steen Langstrup er altid god for en velfortalt historie, men denne gang er han tilbage i min yndlingsgenre – det rene gys – og han gør det forrygende. Få skriver så filmisk og nervepirrende som ham. Sproget er letlæst, men alligevel billedskabende og får scenerne i bogen til at udspille sig som en film bag øjenlågene hos læseren. H. C. Wilchen-Harbroes Metalvarefabrik stod i hvert fald lyslevende for mig.
Sideløbende med historien om gruppen på metalvarefabrikken springer fortællingen tilbage i tiden. I 1917 glæder en 7-årig pige i kørestol sig. Hendes far holder nemlig selskab om aftenen, og her har han inviteret en heks! Og i 1958 tager en ung kvinde med en distingveret herre hjem. Desværre venter der hende en ubehagelig overraskelse.
Ved at fortælle historien gennem forskellige personer og springe mellem nutid og fortid øges suspensen konstant. Langstrup har fuldkommen styr på de mange handlingstråde, og styrer læseren sikkert gennem plottet, hvor de mange cliffhangers fungerer perfekt som lokkemad, der kynisk og effektiv holdt mig fast til langt over min sengetid 🙂
Frygt Fabrik Fælde udkommer i første omgang som en lydbogserie i 10 episoder indlæst af Grete Tulinius, hvor første del: Et glemt sted husker udkommer d. 7. september eksklusivt på eReolen. Herefter følger et nyt afsnit hver fredag. Når sidste episode er udgivet d. 9. november, kommer romanen dog også i papirform.
Jeg har lovet ikke at afsløre for meget af handlingen i de efterfølgende episoder, men én ting kan jeg garantere. Besøget i den gamle metalvarefabrik starter måske nok en varm sommerdag i København, men herfra går turen direkte ind i frygtens iskolde favn.
Uddrag af Frygt Fabrik Fælde
Alex tager ordet. “Inden vi går, skal vi lige gennemgå, hvad urban exploration er. Der er regler. Der er ting, vi ikke gør. Urban exploration er ikke ufarligt, og det er heller ikke altid helt lovligt. Vi besøger steder, vi ikke er inviteret til at besøge. Nogle vil sige, at vi bryder ind. At vi er trespassing, som amerikanerne siger. Men vi er ikke indbrudstyve. Vi stjæler ikke. Vi beskadiger ingenting. Vi efterlader ikke mærker eller noget som helst. Det eneste, vi tager, er billeder. Alle har kameraer og mobiler med. Tag så mange billeder som muligt. Tjek, at alle batterier og powerbanks er fuldt opladet.”
“Det er måske lidt sent,” siger Sascha tørt. “Selvfølgelig er alt opladet, men hvis det ikke var, så har vi vel ikke tid at vente på, at det oplader.”
“Nej. Lommelygter. Har alle lommelygter?”
“Der er på mobilen,” siger Agnete.
“Ellers har jeg en ekstra. Inden vi går, skal vi lige kode hinandens telefonnumre ind, så vi kan komme i kontakt med hinanden når som helst. Det er et stort område, og vi vil dele os op i grupper for at dække så meget af fabrikken som muligt.”
“Roger,” siger Fiona og rejser sig op. “Skal vi komme af sted? Jeg vil gerne have fundet min location derinde og sat lys op, inden skumringen sætter ind. Vi tre er her ikke for at udforske fabrikken. Vi er her for at tage billeder til min serie.”
“Når mobilnumrene er kodet ind, går vi,” siger Gustav og løfter en pegefinger. “Men husk: Tag intet, kun billeder. Efterlad intet, kun fodspor.” (s. 8-9)
Tak til Steen Langstrup for ebogen.
Om Frygt Fabrik Fælde – Et glemt sted husker:
Udgivelsesår: 07.09.2018
Forlag: 2 Feet Entertainment
Omslag: Steen Langstrup
Indhold:
Episode 1 – Et glemt sted husker (lyt til 1. episode på eReolen)
Episode 2 – Blod varsler død
Episode 3 – Ceremoniel nedtur
Episode 4 – Mus i fælder
Episode 5 – Mørket byder indenfor
Episode 6 – Fabrikanter dør unge
Episode 7 – Fallit på afgrundens rand
Episode 8 – Alle familier har hemmeligheder
Episode 9 – Oprør og arv
Episode 10 – Dæmoner skal fodres
Læs også:
Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Dæmoner af Carina Evytt
Bunker 137 af Michael Kamp
Plantagen 1-3 af Steen Langstrup
Vrangvendt af Christian Reslow
Afsind af Martin Schjönning
Al kødets gang af A. Silvestri
Skyggernes hus af Peter Straub