Jeg har på den seneste fået læst op på en del thrillers i forbindelse med et arbejdsprojekt. Blandt dem er franske Franck Thilliez Skyggernes skov.
David Miller er bedemand. Han er gift med Cathy, som han har datteren Clara med. I sin sparsomme fritid skriver han kriminalromaner. En dag bliver han opsøgt af den invalide rigmand, Arthur Doffre. Doffre har læst Davids bog ‘På vegne af de døde’ og er meget begejstret. Han vil hyre David til at skrive historien om en særlig seriemorder, der begik selvmord for 25 år siden. Men Doffret har ikke meget tid, og har brug for et svar stort set med det samme. Til gengæld er lønnen høj, og Doffret sørger for alt, David kan få brug for under arbejdet.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men David lader sig overtale, og snart giver Cathy også efter. For at sørge for den helt rette stemning inviterer Doffret nemlig Davids familie med til en skovhytte i Schwarzwald, hvor de kan feriere, mens David arbejder på bogen. Cathy håber på, at opholdet kan blive en ny start for hende og David, for ikke alt er rosenrødt mellem parret.
Udover Miller-familien har Doffret inviteret escorten Adeline til hytten. Hun skal være hans personlige hjælper, når chaufføren forlader selskabet. Snart er de fem alene i hytten dybt inde i skoven, hvor vejen hurtigt bliver lukket af sne. Den klaustrofobiske hytte er den perfekte kulisse for David til at fordybe sig i ‘Bøddel 125’, men mens han graver sig ned i fortidens grusomheder, forværres stemningen i hytten. Og så dukker en uventet gæst op …
Skyggernes skov er på mange måder vellykket. Plottet er ikke umiddelbart gennemskueligt med sin blanding af krimi, gys og splat, ligesom selve set-uppet med en lille gruppe mennesker indespærret langt fra civilisationen emmer af uhygge. Personskildringerne står desværre ikke lige så skarpt. Særligt kvinderne virker nærmest som karikaturer, men det kan være den franske oprindelse, der gør det. Til gengæld synes jeg, at det er fantastisk fundet på, at bruge en bedemand/forfatter som udgangspunkt. Og så må jeg ganske enkelt give Franck Thillez, at jeg trods mine anker nærmest slugte bogen i en mundfuld.
Bo Tao Michäelis skrev i sin anmeldelse i Politiken: “Thilliez’ groteske krimier er en spøjs og meget fransk blanding af Stephen King og Sebastien Japrisot, pulp fiction møder gotiske fortællinger. Faktisk minder denne her om Kings ’Ondskabens hotel’ med samme klaustrofobiske skizofreni og gys.” Personligt synes jeg ikke, at Thillez er på højde med King, men der er ingen tvivl om, at Skyggernes skov er glimrende underholdning. Så er du til thrillers, hvor død, tortur og nervepirrende rædsel fylder siderne, er her et godt bud.
Uddrag af Skyggernes skov:
– En simpel bog, siger De? Nej, det er en genistreg! Jeg læser utrolig mange kriminalromaner, og jeg må indrømme, at De virkelig fik mig på krogen.
– Nu smigrer De, men jeg er glad for at høre, at De kunne lide den. Der er faktisk flere, der har kritiseret den og sagt, den var for ulækker og dyster.
Doffre hvilede sit hoved mod nakkestøtten. Hans højre hånd skinnede i lyset fra loftslampen. Det var en protese.
– Læsere er til tider nogle mærkelige skabninger, svarede han. De svælger i blod og alle de uhyrligheder, som man finder til overflod i de fleste knaldromaner … men kun så længe de ikke selv føler sig rigtigt berørt af det. De føler sig hævet over den slags. Men De derimod, De slår ned dér, hvor det gør ondt. De konfronterer dem med alt det, som de med vold og magt prøver at fortrænge. Deres egen død og de realistiske beskrivelser af kroppe i opløsning.
David satte stor pris på den bemærkning. Endelig en læser som forstod ham. (side 29-30)
Om Skyggernes skov:
Udgivelsesår: 2012
Forlag: Labyrint Forlag, 395 sider
Omslag: Arnaud De Grave
Originaltitel: La Forêt des ombres, 2006
Oversætter: Lone Garde
Læs også:
Bjerget af Luca D’Andrea
Triggereffekten af Wulf Dorn
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Lyst af Åsa Schwarz
Close-up af Esther Verhoef
Kaldet af Inger Ash Wolfe
