Drengen der tænkte ting af Henrik Einspor

Drengen der tænkte ting af Henrik EinsporSpændende børnebog om skiftinge og farlige ønsker med en gruopvækkende slutning

På det seneste har jeg fået flere spændende læsetips på Gyserens facebook-side, blandt andet Drengen der tænkte ting af Henrik Einspor. Jeg har læst flere af Einspors bøger, og han er en super dygtig forfatter. Selvom han skriver børnebøger, lykkes det ham oftest at fortælle en kompleks historie, men i et let forståeligt sprog. Flere af hans børnegysere har såmænd fået mig til at føle uhyggen risle ned ad rygraden. Så jeg sprang straks på forslaget.

Drengen der tænkte ting handler om fidusmageren Jim Horn. Han er altid på jagt efter lettjente penge, og har blandt andet turneret landet rundt med en hund, der kunne regne og en høne der kunne forudsige vejret.

Jim er ikke en rar fyr, selvom han på overfladen lader som om. Nu er han på udkig efter noget skørt til et nyt tv-program, hvor han skal være vært. Så da han hører rygtet om en dreng, der har en speciel evne til at tænke ting frem, beslutter han sig for at undersøge det.

Det lykkes for Jim at finde frem til drengen, som de lokale kalder for en skifting. Han ser også mærkelig ud. Men selvom de lokale lader til at være bange for drengen, ønsker de alligevel ikke at sælge ham til Jim. Det lader han sig dog ikke stoppe af, og snart er drengen hjemme hos Jim. Men nogle gange er det ikke godt, at få hvad man ønsker sig.

Jeg fik tippet i forbindelse med min omtale af Manden der tænkte ting, og måske har Einspor fundet inspiration her. Men Drengen der tænkte ting er alligevel helt sin egen historien, og på trods af at den er for børn, er den meget mere grum end Valdemar Holsts roman.

Drengen der tænkte ting er en del af en serie, hvor gammel folketro møder den moderne hverdag. Ofte med skæbnesvangre følger. Her i bogen er drengen en skifting, et væsen der kendes fra nordiske sagn, hvor man mente, at det var et troldbarn, der var blevet forbyttet med et menneskebarn.

Illustration af Simon Bukhave fra "Drengen der tænkte ting"Simon Bukhave står bag de stemningsfulde illustrationer, som underbygger historiens dystre stemning, og som mod slutningen hæver fortællingen til et endnu højere plan.

Målgruppen er måske nok børn på +10 år, men jeg var nu også godt underholdt. En klar anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

Flere år rejste Jim Horn fra by til by med Tot. De optrådte på teatre og i tv-shows. Den berømte hund gøede regnestykker ti gange om ugen, og Jim skovlede penge ind. Hans eneste udgift var et kødben i ny og næ og så lidt håndører til den dreng, der luftede hunden.

Kors, hvor måtte de ærgre sig tilbage i landsbyen, tænkte Jim med et grin. De skulle bare have vidst, hvor mange penge de kunne have tjent.

Desværre blev Tot mere og mere skør af at gø regnestykker. Til sidst begyndte den at regne forkert. Folk blev sure og ville have deres penge igen. I visse byer måtte Jim flygte over hals og hoved med hunden under armen. Nå ja, tænkte han. Intet varer evigt. Og en steghed dag glemte han den i sin bil. Han glemte også at rulle ruden ned. Og så var det ude med den hund. (side 8)

Om Drengen der tænkte ting:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Løse Ænder, 56 sider
Omslag: Simon Bukhave

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker
De udøde af Johan Egerkrans
De to myr af Henrik Einspor
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe
Blodets bånd af Christian Kronow
Diget af Teddy Vork

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.