Sharon og Barry Masons datter forsvinder sporløst under en havefest. Politiet med kriminalinspektør Adam Fawley i spidsen starter en omfattende efterforskning, men i første omgang uden nogen resultater. Som dagene går, og chancen for at finde den 8-årige Daisy i live bliver mindre, dukker flere familiehemmeligheder frem i lyset, og politiet må revurdere deres opfattelse af sagen.
Familiens synder er første bind i Cara Hunters serie om Adam Fawley. Serien udspiller sig i universitetsbyen Oxford, og forlaget sammenligner bøgerne med tv-serien Broadchurch. Den må jeg indrømme, at jeg ikke har set, men måske bør jeg det, for jeg blev i hvert fald fanget ind af Familiens synder .
Romanen er bygget op i to spor. Det ene udspiller sig i nutiden og fortælles skiftevis af Adam Fawley og de øvrige politifolk, krydret med opslag på Twitter hvor naboer (og fremmede) giver deres mening tilkende om sagen.
Det andet spor bevæger sig rykvist baglæns i tiden, startende med dagen før Daisy forsvandt, tilbage til 79 dage før hendes forsvinden. Jeg har ikke læst en bog med helt samme opbygning som denne før, men jeg må sige, at det fungerer overraskende effektivt. Oplysninger, vi får i nutiden, har pludselig en helt anden betydning, når vi får baggrunden med, og det giver en helt særlig spænding i historien.
Det er heller ikke tit, at jeg har læst en bog med så usympatiske ofre. Hverken Barry Mason eller hustruen Sharon virker særligt behagelige, og det er svært at have ondt af dem, selvom deres datter er forsvundet. Måske derfor er folkedomstolen på twitter også hurtig til at dømme dem uden at have nogen beviser. Den del af historien kan jeg desværre genkende alt for let fra tastaturkrigerne på Facebook osv., der er mere end parate til at dømme andre uden at sætte sig ind i sagen.
Jeg var lynhurtigt fanget ind af Familiens synder, som både er spændende og overraskende. Jeg havde i hvert fald ikke gennemskuet plottet. Cara Hunter skriver levende, og den specielle opbygning af historien skaber en stadigt stigende suspense, så jeg nærmest ikke kunne slippe bogen, da jeg først gik i gang.
Samtidig er Adam Fawley en interessant hovedperson. Vi fornemmer fra starten, at han har en tragedie i bagagen, men hvilken afsløres først langt inde i bogen. Alligevel er han dybt professionel, og har samtidig en medfølende og venlig side der adskiller ham fra mange af tidens krimi-skikkelser. Men han har også sine personlige meninger, som ind i mellem skinner igennem i snakken med kollegaerne. Det er med til at gøre hans karakter troværdig, og jeg ser frem til at lære ham bedre at kende i kommende bind.
Cara Hunter besøger Krimimessen i Horsens d. 28.-29. marts, hvor hun vil fortælle om Familiens synder. I den forbindelse har Krimimessen spurgt hende, hvordan inspirationen til bogen opstod. Til det fortæller hun om sin fascination af ”at tage temaer op, der er blevet betydningsfulde emner både inden for den virkelige verdens kriminalitet og i fiktionens verden, og se på dem fra uventede vinkler”. I Familiens synder vender hun således rundt på ordsproget om, at det kræver en landsby at opdrage et barn. Her kræver det i stedet et samfund at miste et barn.
En absolut læseværdig og underholdende historie, hvis anderledes opbygning er med til at holde læseren fanget til sidste side. For alle der holder af gedigne og overraskende krimier med et drys domestic noir.
Uddrag af Familiens synder:
Jeg nikker. ”Det er klart. Jeg kan se, at haven støder op til kanalen. Er der en låge, som fører ud til trækstien?”
Barry ryster på hovedet. ”Som om! Det vil kommunen aldrig give lov til. Han kan umuligt være kommet ind den vej fra.”
”Han?”
Barry ser væk igen. ”Hvem det så end var. Det svin, som har taget hende. Det svin som har taget min lille Daisy.”
Jeg skriver ’min’ i notesbogen og sætter spørgsmålstegn bagefter. ”Men du så faktisk ikke en mand?”
Han tager en dyb indånding, som ender i en hulken, og så ser han væk, da tårerne igen begynder at trille. ”Nej, jeg så ikke nogen.”
Jeg bladrer i mine papirer. ”Jeg har billedet af Daisy, som I har givet kriminalassistent Davis. Kan I fortælle mig, hvad hun havde på af tøj?”
Der bliver stille.
”Vi holdt udklædningsfest,” sagde Sharon til sidst. ”For børnene. Vi tænkte, at det kunne være hyggeligt. Daisy var klædt ud som sit navn.”
”Undskyld, jeg er ikke helt med …”
”Daisy betyder tusindfryd. Hun var klædt du som en tusindfryd.”
Jeg fornemmer Gislinghams reaktion, men kigger ikke på ham. ”Nu forstår jeg. Og det vil sige …”
”Grøn nederdel, grønne strømpebukser og grønne sko. Og en hat med hvide kronblade og gult i midten. Vi fandt kostumet i den der butik på Fontover Street. Det kostede en formue bare at leje det. Og vi blev nødt til at betale depositum.”
Hun går i stå og gisper. Så knytter hun nævne og presser den mod munden med bævende skuldre. Barry lægger armen rundt om hende. Hun vugger klynkende frem og tilbage og siger til ham, at det ikke er hendes skyld – hun vidste ikke noget – og han stryger hende over håret. (side 14-15)
Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.
Om Familiens synder:
Udgivelsesår: 20.02.2020
Forlag: Gads Forlag, 354 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: Close to home, 2018
Oversætter: Brian Christensen
Læs også:
Enken af Fiona Barton
Øjensamleren af Sebastian Fitzek
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
