November. Regnen vælter ned fra den grå, sønderjyske himmel. Max Munk tager til Ribe for at stille sin døende far det spørgsmål, der har plaget ham, siden han forlod byen for 25 år siden: Hvad ved faderen om sin datter Eleonoras selvmord? Men Munk må med gru sande, at den gamle greve rummer langt mere oprivende hemmeligheder.
Munk møder sin gamle flamme Edith. Hun beder ham finde sin forsvundne datter Caroline, mens området rystes af drabet på en lille dreng – angiveligt begået af en ulv. Forsvindings-sagen leder Munk på sporet af sin egen familie i 1700-tallet, dæmonbesættelse og dystert begær. Og da Merian ankommer, og begge udsættes for attentatforsøg, indser Munk, at der er stærke kræfter på spil, for at de ikke skal finde Caroline. (fra bogens bagside)
Sort arv er andet bind i krimiserien om Max Munk og Merian Takano. Første bind var Rød tåge, der udkom sidste år. David Garmark fortsætter således sit høje tempo med bogudgivelser – heldigvis uden at slække på kvaliteten.
Munk er tilbage i Ribe, hvor hans far ligger for døden. Munk er heller ikke selv i topform efter begivenhederne i Rød tåge. Det gør det ikke nemmere for ham at konfrontere faderen, og da han endelig får det gjort, er resultatet ikke som han forventede.
Sideløbende med at Munk forsøger at få styr på fortiden, bliver han involveret i eftersøgningen af en gammel venindes datter, Caroline. Hun har ikke kontaktet sin familie i lang tid, og moren er bange for, at der er sket hende noget.
Efterhånden som Munk graver sig ind i sagen, får han brug fra hjælp fra kollegaerne i København. Ikke mindst Merian som han beder om at komme til Sønderjylland for at hjælpe ham.
Men Merian har sine egne problemer at kæmpe med, og oveni er eftersøgningen af Caroline ikke en officiel politisag. Snart kommer Munk ud på dybt vand, mens hemmeligheder og overraskelser rasler som skeletter ud af Munkenæs-familiens historie.
Sort arv lever som sagt helt op til forgængeren Rød tåge. Noget af det, jeg synes særligt godt om ved serien, er blandingen af krimi og gyserelementer. Også denne gang er der nemlig et mystisk element i historien i form af en dæmon, der piner den forsvundne Caroline.
Samtidig lader David Garmark Munk være plaget af begivenhederne fra sidst, så hans situations-forståelse er slet ikke på toppen. Dermed har han sværere ved at agere i de mange begivenheder, der hober sig op omkring ham, som historien udspiller sig. Og det er også med til at holde læseren i uvidenhed.
Jeg var godt underholdt af Sort arv, der slutter af med en kæmpe overraskelse. Det bliver interessant at se, hvad bind tre bringer.
Reklame: Tak til forlaget Montagne der har foræret mig bogen til anmeldelse.
Uddrag af bogen:
“Maximilian?” Han rørte på sig. Munk trådte hen til sengen og så ned på sin fars indsunkne ansigt.
“Det er mig.” Havde han troet, at hans far ville se anderledes ud end før, blev han klogere. Hans far lignede sig selv, blot i en mere afpillet version. De gennemtrængende blå øjne, der så op på ham, besad stadig den magt, de havde haft over sønnen for alle de år siden. Det mærkede han med det samme som en krusning ned ad rygraden. Som en svag rysten i knæene. Skægstubbene, håret, der ganske vist var uglet, var som det plejede. Bortset fra det var det en fremmed mand, der lå i sengen. Munk kendte ham ikke mere. Han havde bestemt, at det skulle være sådan for længe siden.
En senet grå hånd kom frem fra dynen. Den karakteristiske signetring, som Munk som barn altid havde været fascineret af, sad stadig på ringefingeren. Om end løst.
“Maximilian, du kom.”
“Kun for at fortælle dig noget. Stille dig nogle spørgsmål, inden … ja, inden det er for sent.” Munk trak en stol over til sengen og satte sig ned uden at tage sin fars hånd. Han havde lyst til at få det overstået. Havde lyst til at konfrontere manden i sengen og så komme ad helvede til væk igen. Hvis han havde forestillet sig derhjemme at blive hængende på godset til det uundgåelige skete, så havde han nu skiftet mening. Der sad noget i halsen på ham, der ikke frivilligt ville væk. Ikke kvalme mere, men noget tæt på. Med smagen af noget bittert. Galde, måske. (side 49-50)
Om Sort arv:
Udgivelsesår: 25.03.2020
Forlag: Montagne, 438 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar
Krimiserien om Max Munk og Merian Takano
Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020
Besøg David Garmarks hjemmeside
Læs også:
Bjerget af Luca D’Andrea
Rød tåge af David Garmark
Det tavse vidne af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Åndemaneren af Lotte Petri
Seks stemmer af Matt Wesolowski
