Skjult af Cara Hunter

Skjult af Cara Hunter

Under en istandsættelse kommer håndværkerne til at bryde hul ind til naboens kælder. Her opdager de en ung kvinde og et lille barn, begge døden nær af sult og tørst.

Huset ejes af en ældre mand, der lider af demens, den tidligere professor William Harper. Harper er skiftevis bange og voldsomt aggressiv. Men han nægter at kende noget til kvinden og barnet i kælderen.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kommer på den barske sag, der ikke kan undgå at give dem mindelser til Josef Fritzl. Fritzl holdt sin egen datter fanget i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. I kælderen fødte hun 7 børn, og nu frygter Fawleys team, at Harper har gentaget Fritzls forbrydelse.

Umiddelbart ser det da også ud til at være sådan sagen hænger sammen. Og da man opdager spor til en sag om en forsvunden kvinde, der boede i huset bag Harpers, er Fawley overbevist om, at de to sager hænger sammen.

Men jo mere teamet borer sig ned i sagerne, jo flere løgne dukker frem. Beviserne lader til konstant at ændre retning, og hverken den unge kvinde i kælderen eller den demente Harper er i stand til at blive afhørt.

Skjult tager læseren på en tur ind i mørket. Både det fysiske mørke i en skummel kælder, men også det foruroligende mørke i sindet hos en psykopat.

Jeg har tidligere læst første bind i serien om Adam Fawley, Familiens synder, som skilte sig positivt ud fra mængden af krimier med sin anderledes opbygning og sit uigennemskuelige plot.

Her i Skjult fortælles historien kronologisk iblandet med indsatte afskrifter af forhør, kriminaltekniske papirer og avisartikler. Men trods den mere konventionelle opbygning er plottet mindst lige så uforudsigeligt. Jeg gættede på intet tidspunkt sammenhængen, og det er bare fedt at få fat i en krimi, der i den grad overrasker, samtidig med at den føles 100% troværdig.

Udover et spændende og overraskende plot er persongalleriet også interessant. Vi kommer lidt tættere ind på livet af Adam Fawley og hans hustru Alex, men også andre af teamets medlemmer. Bl.a. Gislingham der for nyligt er blevet far til en lille dreng. Endelig har Hunter også fokus på at skildre politiarbejdet troværdigt, hvilket giver giver historien en ekstra soliditet.

Cara Hunter skriver levende, så historien udfolder sig som en film under læsningen. Ved at krydsklippe mellem teamets medlemmer og Adam Fawleys synsvinkler er der nærmest konstante cliffhangers. Samtidig er det i sig selv skræmmende at tænke på, hvor let det er for ondskab at gemme sig i vores midte. For hvor godt kan vi egentlig kende andre mennesker?

Skjult er en overraskende og velfortalt krimi for elskere af et godt plot. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og blev som sagt fuldstændig snydt af slutningen.

Reklame: Tak til Gads forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Ved han, at du synes, han bør flytte?”

Derek Ross tager en dyb indånding. “Ja, det gør han. Jeg satte mig ned sammen med ham for halvanden måneds tid siden og prøvede at forklare ham det hele. Han reagerede desværre ikke særlig godt på det. Han blev voldelig – begyndte at råbe og kaste med ting – så jeg trak følehornene til mig. Jeg havde tænkt at tale med ham igen i denne uge. Der er lige blevet en ledig plads på Newstead House i Witney. Det er et af de bedre plejehjem. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske nu?”

Der opstår en pause. Han tømmer sit glas, og jeg skænker ham noget mere vand.

“Er den tanke faldet dig ind,” siger jeg langsomt, “at pigen i kælderen var grunden til, at han ikke havde lyst til at flytte?”

Ross bliver hvid i ansigtet og sætter glasset fra sig.

“Han kunne ikke flytte, så længe hun var der, for så ville hun blive fundet. Og han kunne heller ikke slippe hende fri af samme grund.”

“Hvad havde han så tænkt sig at gøre?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg håbede, at du måske …”

Pludselig hører jeg løbende trin ude på gangen, og Gislingham slår døren op.

“Chef,” siger han, “jeg tror …”

Men jeg er allerede på vej forbi ham. I rummet ved siden af prøver to betjente at pacificere Harper. Det er næsten ikke til at tro, at det er den samme mand – han slår ud efter dem, sparker og råber ad en kvindelig betjent.

Møgluder!

Kvinden er tydeligt rystet. Og jeg kender hende – hun er ikke nogen grønskolling. Hun har et kradsemærke på kinden og er sjaskvåd foran på uniformen.

“Jeg gav ham bare en kop te,” fremstammer hun. “Han sagde, at den var for varm, og at jeg var ude på at skolde ham, men det var jeg ikke … Det var jeg altså ikke.”

“Det ved jeg godt. Sæt dig ned et øjeblik, og få nogen til at se på den flænge der.”

Hun tager sig til ansigtet. “Jeg var ikke engang klar over …”

“Det er nok bare en overfladisk skramme, men få den hellere tjekket.”

Hun nikker, og da jeg følger hende ud af rummet, langer Harper ud efter hende igen. “Møgluder! Det er hende, du burde anholde i stedet for, din idiot. Hun prøvede fandeme at skolde mig. Ondskabsfulde ko!” (side 38-39)

Om Skjult:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Gad, 419 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: In the Dark
Oversætter: Brian Christensen

Læs et interview med Cara Hunter

Serien om Adam Fawley:

Familiens synder (Close to Home)
Skjult (In the Dark)
No Way Out
All the Rage
The Whole Truth (marts 2021)

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Familiens synder af Cara Hunter
Onde piger af Alex Marwood
Hydra af Matt Wesolowski

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.