Udviklingsafdelingen i Kolarängen kommune har længe arbejdet på en aftale med firmaet SBFF om at bygge et stort butikscenter lidt udenfor byen. Projektet er ikke blevet entydigt godt modtaget af borgerne, idet man har måtte opkøbe en lokal landmands jord, der har boet på stedet i generationer.
Heller ikke internt i udviklingsafdelingen er alle lige begejstrede for butikscenteret, men nu er de taget på en to-dages konference, hvor de skal idéudveksle og opdateres på driftsplanen. Ankomstdagen går planmæssigt med arbejde og efterfølgende teambuilding-øvelse. Men efter aftensmaden tager konferencen en uventet – og blodig – drejning.
Jeg har tidligere med fornøjelse læst Færgen og Hjemmet af Mats Strandberg. Så forventningerne var høje til ”Konferencen”, som heldigvis lever op til dem.
Historien er dels en thriller om en gruppe mennesker fanget et afsides sted, hvor en ukendt jager dem og slår dem ihjel én for én. Men det er også en historie om en arbejdsplads og de mennesker, der arbejder der. Og endelig er det historien om et kontroversielt projekt, der muligvis ikke er helt rent i kanten.
Noget af det interessante ved Mats Strandbergs bøger er, at de aldrig ’kun’ er gys og splat. Han har et godt øje for at skildre sine personer, så man som læser kommer til at holde af dem. Også selvom de ikke nødvendigvis er sympatiske. Det er også tilfældet her, hvor vi får lov til at lære hver enkelt ansat i udviklingsafdelingen at kende, lige fra afdelingschefen Ingela der har ladet sig charmere fuldstændig af den yngre projektleder Jonas, over den gnavne Torbjörn der snart skal pensioneres, til anlægsingeniøren Lina der har været sygemeldt med stress men nu er startet på arbejde igen. Vi får et indblik i kollegaskabet og arbejdskulturen på en kommunal arbejdsplads på godt og ondt, og det er både interessant og tankevækkende.
”Konferencen” er dog også en actionfyldt, blodig thriller. Fra det øjeblik hvor den mystiske morder introduceres i handlingen, føles læsningen som én lang spurt, hvor siderne nærmest vender sig selv. Strandberg skriver så levende, at jeg næsten følte, jeg så en film for mit indre øje under læsningen.
Mats Strandberg serverer med ”Konferencen” endnu en gang en uhyggelig, overraskende og velskrevet historie, der ikke er for sarte sjæle. Jeg er fan.
Uddrag af bogen:
Trappen op til terrassen har kun tre trin, og hun har lige sat foden på det tredje, da hun opdager, at vinduessprosserne i terrassedøren er spættet af røde stænk. Der ligger noget på brædderne, og hendes første tanke er, at det er en bunke vasketøj.
Det er først, da hun kommer helt op på terrassen, at hjernen er med. At den med ét forstår. Wilma bliver stående med den ene hånd på gelænderet. Hun stirrer på bunken, kan ikke røre sig.
Det er et menneske, der ligger der. Det kan hun se helt tydeligt nu. Men kroppen er helt forkert. Der er en hætte på regnjakken, og det er, som om den har været slået op. Halvdelen af hovedet er væk. Der er ikke noget oven over kæbens ødelagte tandrække. Regnen har skyllet blodet væk, og hun kan se tungen. Den ligner et undervandsdyr, som har mistet sit beskyttende skjold.
Hun vil skrige, hvis hun bare kunne, men hendes hals har snøret sig sammen. Den dæmpede lyd, der slipper ud, har ikke en jordisk chance for at overdøve regnens hamren mod hendes parably. Hun kigger op på terrassedøren igen, på mørket inde bag glasset.
Er der nogen derinde? Nogen, som kigger på mig nu?
Hun styrter ned ad trappetrinene, løber tilbage til bilen ad flisegangen. Opfanger pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen, og en klynken presser sig op gennem hendes strube, da hun vender sig om mod søen og ser, at døren til en af hytterne går op. (side 13-14)
Reklame: Tak til forlaget Modtryk der har foræret mig bogen til anmeldelse
Om Konferencen:
Udgivelsesår: 13.10.2021
Forlag: Modtryk, 348 sider
Omslag: Pär Wickholm
Originaltitel: Konferensen
Oversætter: Louise Urth Olsen
