Det er sjældent, at hovedpersonen i en krimi bor på et plejehjem og går med rollator. Det er dog tilfældet i Forvitring af Johan Theorin, som er femte bind i serien om den sympatiske pensionist Gerlof, der med sin skarpe hjerne ikke går af vejen for at lege privatdetektiv, når brorens barnebarn, der er ansat i politiet, har problemer med en sag.
Den 86-årige Gerlof Davidsson bor nu på plejecenteret i Marnäs, men har stadig sit sommerhus i Stenvik. Under et oprydningsbesøg i sommerhuset hører han en underlig rumlende lyd. Da han samme dag får besøg af sin brors barnebarn Tilda, der arbejder som politiassistent i Kalmar politis efterforskningsafdeling, nævner han episoden for hende.
Tilda undersøger sagen nærmere, og det viser sig, at der er sket et stenskred på stranden, som har kostet en mand livet. Endvidere opdager politiet knoglerne af endnu et lig begravet på stranden sammen med et bundt breve. Men er stenskreddet et uheld eller har det forbindelse med de gamle knogler og de friske blomster ved dem?
Jeg er stor fan af Johan Theorins Ølands-serie, og Forvitring lever efter en lidt stille start op til de øvrige bind i serien. Historien udspiller sig i 2001 og fortælles med tilbageblik til henholdsvis 1951, samt ca. 20 år tidligere hvor brevene fra graven på stranden skrives. Sideløbende følger vi Gerlofs private detektivarbejde og Tilda og politiets efterforskning.
Det viser sig, at den største katastrofe i Gerlofs eget liv er vævet sammen med sagen, og han må se dårlige minder i øjnene under forsøget på at finde ud af, hvorfor fortidens hemmeligheder stadig koster liv i nutiden.
Historien fortælles i et roligt tempo, uden hæsblæsende action. Ikke desto mindre er Forvitring spændende på sin helt egen lavmælte facon. For hvordan får man svaret på gamle hemmeligheder, når de fleste, der kendte dem, er døde eller demente, og kun myter har overlevet?
Svenske Theorins Ølands-serie er et must for alle, der holder af stilfærdige og atmosfærefyldte krimier, hvor fortidens hemmeligheder får betydning i nutiden, og hvor det uforklarlige ind i mellem titter frem.
Som altid i Ølands-serien er landskabet i Forvitring en væsentlig stemningsskaber i historien. Det golde, stenede og til tider nærmest uhyggelige landskab skaber en helt særlig atmosfære, som underbygger fortællingens iboende spænding.
Denne gang holder plottet sig dog helt i realismens verden uden svinkeærinder til tusmørkezonen som i de tidligere bind. O det er måske min eneste anke. For netop evnen til at blande myter, gys og krimi gør Johan Theorins forfatterskab enestående. Forvitring er dog bestemt stadig værd at læse, og selvom seriens bind kan læses selvstændigt, vil jeg anbefale at læse dem i rækkefølge. For hvorfor gå glip af noget godt?
Uddrag af bogen:
Fortryllelsen, eller hvad det nu var, der havde sænket sig over Tilda, var væk. Men Amor stod stadig bøjet over rosenkransen og pegede på noget ved siden af den.
“Det der,” sagde han langsomt, “det ligner lidt knogler.”
“Fra sælen?” sagde Tilda.
Da hun satte sig på knæ ved siden af ham, fik hun øje på noget småt og lyst i gruset tæt på blomsterkransen. Smalle små sten, tænkte Tilda, men de stak lodret op af gruset ved siden af hinanden.
“Hvad tror du?” sagde Amor. “Sæl eller svane eller …?”
Uden at sige noget fjernede Tilda et par sten rundt om knoglerne og rystede på hovedet. Hun nikkede i retning af Emma og Hans. “Vi må hellere tilkalde teknikerne.”
Fundet her var hverken en knogle fra et dyr eller en fugl – det var en menneskehånd, der stak op af gruset. Med flere bøjede fingre og en enkelt strakt.
En strakt pegefinger, der smal og gråhvid syntes at pege ud mod havet. (side 53-54)
Om Forvitring:
Udgivelsesår: 17.03.2022
Forlag: Modtryk, 413 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Originaltitel: Benvittring
Oversætter: Jakob Levinsen
Ølands-serien:
Skumringstimen, 2008
Natstorm, 2009
Blodlag, 2010
Gravgæst, 2014
Forvitring, 2022
