SMS af Steen Langstrup

SMS af Steen Langstrup

Når vi taler horror, er det ikke til at komme uden om Steen Langstrup, som var med til at sparke gang i dansk horror for voksne i 1990’erne. Langstrup har aldrig været bange for at eksperimentere, så selvfølgelig var han også med, da forlaget SMS-Press begyndte at udgive sms-noveller i 2010’erne. Hans første sms-udgivelse var El Daemon i 2011. Siden fulgte flere, og nu har han samlet sine fem sms-tekster i bogen SMS.

Samlingen indledes med et forord, hvor Langstrup fortæller lidt om at skrive i det specielle format. Her kommer han også ind på, hvordan novellen ‘I morgen skal du dø’ endte med flere politianmeldelser og blev fjernet fra de svenske biblioteker.

Herefter følger de fem historier, der emnemæssigt strækker sig fra online dæmoner over stalkere til terror, mystiske sygdomme og en umulig julehilsen.

Princippet bag sms-noveller er, at de er skrevet specifikt til mediet og bruger mobilformatet aktivt. Jeg har med stor fornøjelse læst flere af novellerne i originalformatet, så jeg var derfor spændt på, hvordan det ville være at læse dem på papir. Det viste sig heldigvis at fungere forbløffende godt. Langstrup bruger bogens layout aktivt i fortællingerne, så man sidder med en illusion af at læse en række sms’er. Der er naturligvis ikke en tidsforskydning som i den originale udgave, men historierne holder alligevel.

At læse en sms-novelle er meget anderledes end at læse en almindelig novelle. Forfatteren kommer ikke med personbeskrivelser, baggrundskulisser eller stemningsbeskrivelser. I stedet lever historien i meddelelserne, der sendes. Og det er overraskende, hvor virkningsfuldt det er i Steen Langstrups hænder. Selvom vi kun har dialogen lykkes det alligevel Langstrup at skabe stemningsfulde billeder i læserens fantasi, så historierne fremstår helstøbte. Det er godt gået.

Læs mere om de enkelte noveller på Steen Langstrups blog.

Om SMS:

Udgivelsesår: 21.04.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 104 sider
Omslag: Steen Langstrup, foto Jeanette K. B. Bernholm

Indhold:
El Daemon, 2011
I morgen skal du dø, 2012
Pakken, 2014
Hjem til jul, 2014
Læg nu smukt din hånd i min, 2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.