I forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poes fødselsdag udgiver forlaget 2 Feet Entertainment i samarbejde med Horsens Bibliotek en novellesamling, der indeholder fire gendigtninger af kendte Poe noveller. Anmelder Mette Strømfeldt har stået for udvælgelsen af novellerne, som er blevet gendigtet, og bidrager desuden med et informativt forord. Samlingen hedder Poe – 4 makabre hyldester og udkommer meget passende d. 13. marts.
De fire noveller er skrevet af Anne Marie Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup, og det er blevet til fire meget forskellige, men alle meget skræmmende historier.
Rikke Schubarts debutroman hed Bid, og meget passende har hun fået til opgave at gendigte Poes novelle ”Berenice”, hvor tænder indgår som en vigtig del af historien. Schubarts hovedperson er da også en tandlæge, og da jeg første gang læste ”Ormekur” tænkte jeg ”uha!”
Patrick Leis laver en meget stemningsfyldt gendigtning af Ushers fald med novellen ”Opløsning”, der stilmæssigt nok er den novelle i samlingen, der minder mest om Poe selv. Steen Langstrup undersøger på vanlig effektiv vis dobbeltgænger-temaet i sin gendigtning af ”William Wilson”, der genfortælles i novellen ”Metro”. Endelig har Anne Marie Vedsø Olesen skrevet en musikalsk og grum historie med titlen ”Orkestergraven” ud fra Poes novelle ”Hjertet der sladrede”.
Det vil være synd at fremhæve en enkelt novelle på bekostning af de andre, for alle er som sagt velskrevne på hver deres måde. Leis har f.eks. meget vellykket fanget Poes gotiske atmosfære (men naturligvis med sit eget lille Leis-twist), mens Schubart i stedet går efter en mere nutidig freudiansk fortolkning af sin novelle.
Vi har mange dygtige horror-forfattere i Danmark, og de fire som har medvirket her, hører til i toppen. I forbindelse med krimimessen i Horsens kommer alle fire om lørdagen, hvor de er deltagere i en paneldiskussion om udgivelsen af antologien og fascinationen af Poe helt op i vores tid.
Indtil da kan jeg kun opfordre alle, som holder af lidt uhygge i lænestolen, til at nyde et par timer i selskab med Poe – 4 makabre hyldester. Den er underholdende og velskrevet, og kan sagtens læses, selvom man ikke har læst spor af Edgar Allan Poe før.
Om Poe – 4 makabre hyldester:
Udgivelsesår: 2009
Omslag: Steen Langstrup