Reservedelenes by af Lise Bidstrup

Reservedelenes by af Lise Bidstrup

Tænk at kunne leve over 100 år uden at skulle spekulere på sygdomme og andre aldersrelaterede skavanker – men til hvilke omkostninger?

Vinge er en uregistreret. Hun bor på jorden, Terra, sammen med sin mor og lillebror og arbejder hver dag i kartoffelmarkerne. Men når Mentoratet laver deres optællinger, er hun nødt til at skjule sig. Finder Tællerne, at der er for mange mennesker i distriktet, er det nemlig ikke kun de uregistrerede, der bliver straffet. Hele distriktet ‘nulstilles’, som Mentoratet kalder det, når de lader en bombe udslette en landsby.

Alligevel er Vinge egentlig godt tilfreds med sit liv. Ikke som vennen Ollie der drømmer om at komme op i svævebyen over dem, når han ikke fantaserer om at tilslutte sig modstandsbevægelsen og bringe Mentoratet til fald.

I fremtiden er samfundet nemlig blevet skarpt opdelt. De privilegerede klasser lever hele livet i Sky Citys; arbejder med det de har lyst til, og lever langt over 100 år hvis de ønsker det. Imens kæmper de, der blev efterladt på Terra, hver eneste dag for at overleve.

Terraboerne slaver for Mentoratet, der udnytter dem. Dels som arbejdskraft idet Terraboerne dyrker maden, der spises i svævebyerne. Dels bruger dem som en levende organbank for Sky Citys beboere. Hvert øjeblik kan en Terraboer blive standset og få fjernet organer, hvis der er brug for dem i Sky City. Og Høsterne er ligeglade med, om donoren overlever operationen.

Lægen Shoan bor i Sky City. Hun er ambitiøs og dygtig til sit arbejde, der bl.a. består i at udføre organtransplantationer. Da hendes øverste chef kommer ud for et uheld op til en afgørende operation på Sky Citys højmentor Gewin, bliver hun forfremmet til Urban Immortalis’ nye cheflæge. Men under forberedelserne til højmentorens operation begynder sandheden om donororganernes oprindelse at gå op for hende. Det idylliske liv i svævebyerne dækker over en sammensværgelse så stor, at Shoan har svært ved at begribe den.

Udover Vinge og Shoan introduceres vi også for Jonas, som står foran sin certificering, der afgør, hvad han skal arbejde med resten af livet. Jonas har altid været den bedste og drømmer om en fremtid som arkitekt. Men den afsluttende test går ikke helt som forventet, og pludselig befinder Jonas sig i et mareridt.

Det samme gør Artur. Efter et langt liv med hustruen Ester har de besluttet sig for sammen at drage ’tilhimmels’, og efter den sædvanlige ceremoni med familie og venner skydes de ud i rummet. Desværre lader det til, at der er en fejl i raketten, for afslutningen bliver ikke som forventet.

Reservedelenes by er fjerde bind i Lise Bidstrups Urban-serie, der består af selvstændige romaner med forskellige tematikker. I tredje bind Overlevernes by brød verdensøkonomien sammen og efterlod verden i kaos. Denne gang handler det om, hvor langt samfundet er villigt til at gå for at blive udødelige.

Allerede i dag kan man købe sig til ulovlige organer, hvis man er rig nok og ikke har moralske skrupler over, hvor organet kommer fra. Lise Bidstrup tager denne tanke en tand længere ud og forestiller sig et todelt samfund, hvor underklassen ikke betragtes som rigtige mennesker, og som det derfor er helt i orden at bruge som reservedele.

Hidtil havde han opfattet forsyningen af organer som en selvfølgelig nødvendighed, helt på linje med alle de andre fornødenheder, svævebyerne modtog fra Terra. De var, ligesom kyllingen, man spiste til aftensmad, udelukkende produkter. Han indså med en gysen, at han havde opfattet de mennesker, der frembragte organerne, som produktionsmidler, ganske på linje med hønen, der lagde de æg, kyllingerne var udruget af.”

Bidstrup krydsklipper mellem de fire hovedpersoner, og lader på den måde læseren få et indblik i hvordan samfundsopbygningen påvirker dem hver især. Derudover er opbygningen med til at skabe suspense, når vi pludselig efterlader én person for at følge de andre.

Med Reservedelenes by har Lise Bidstrup endnu engang skrevet en underholdende og letlæst ungdomsroman med noget på hjertet. Samtidig er historien actionfyldt, ligesom Bidstrup er god til at skildre sine personer, så de fremstår levende og relativt nuancerede.

Da det er en ungdomsbog, er der elementer af historien som fremstår lidt vel unuancerede for en voksen læser, men ikke desto mindre serverer Bidstrup en tankevækkende fortælling for læseren, som samtidig er elementært spændende. Og selve slutningen tager en overraskende drejning, jeg ikke lige havde set komme.

Af de indtil videre fire bøger i Urban-serien har jeg nu læst de to, og mens Overlevernes by var udmærket, synes jeg, at Reservedelenes by lige er en tand bedre. Dels synes jeg, at historien holder hele vejen denne gang. Dels får det dystopiske element lige et ekstra skru. Lise Bidstrup er nemlig ikke spor blid overfor sine personer denne gang.

Har du læst dystopier som Hungergames og Den femte bølge,, og har du lyst til at prøve en dansk pendant, så er Lise Bidstrups Reservedelenes by et godt bud.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om Reservedelenes by:

Udgivelsesår: 10.08.2017
Forlag: Høst & Søn, 318 sider
Omslag: Peter Stoltze

Besøg Lise Bidstrups hjemmeside

Urban-serien:

Reservedelenes by, 2017
Overlevernes by, 2015
Idolernes by, 2014
Spillets by, 2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.