Jeg har været begejstret for både Zeitgeist og Zoi af Jane Mondrup, så selvom Langt hjem er en børnebog, var jeg alligevel nødt til at læse den.
Langt hjem er første bind i serien Skyggeriget. Vi følger Ofia på 11 år, der bor sammen med sin mor og far. Eller det gjorde hun. For for to år siden forsvandt faren pludselig. Moren har dog ikke opdaget det. Hun tror stadig, at han passer Ofia, når hun er på arbejde, uanset hvor mange gange, Ofia har sagt, at han er væk. Men Ofia ser stadigvæk faren en gang i mellem. Som en skygge i spejlet. Han ser trist ud, og Ofia savner ham meget.
En dag dukker en ny skygge op. Skyggen af en dreng står udenfor huset og stirrer op på Ofia. Farens skygge virker bange for drengen, men hvem er han, og hvad vil han? På trods af farens modvilje beslutter Ofia sig for at opsøge drengen i håb om at få svar. Og måske kan han hjælpe hende med at få faren hjem igen.
Vurdering
Langt hjem er en fint fortalt historie om ensomhed og savn, og Jane tegner et rørende portræt af den lille ensomme pige.
Ofia holder sig for sig selv i skolen. Derhjemme forsøger hun at blende i et med tapetet, så hun ikke er til besvær. Når moren en sjælden gang får dårlig samvittighed over at have efterladt Ofia alene, mens hun er på teatret, får Ofia det skidt. Så hun holder mund og sørger selv for aftensmaden og for at putte sig selv.
Men Ofia kan også være stærk. Da hun finder ud af, at faren befinder sig i Skyggeriget, vil hun gøre alt for at få ham hjem igen, selvom hun er bange. For skyggernes rige er farligt for mennesker, og her i første bind får vi et lille glimt af hvordan.
Langt hjem er således også en fortælling om at turde stå op for sig selv. Om ikke at være bange for at gøre opmærksom på sig selv og sine behov. For ofte vil andre én det bedste. De kan blot glemme eller overse én i deres egen travle hverdag.
Historien er både spændende og genkendelig. Vi har sikkert alle prøvet at føle os usynlige og overset. Sproget er letlæst, og de korte kapitler lokker læseren til lige at snuppe et par sider mere. Selvom jeg er noget ældre end målgruppen, er jeg spændt på, hvordan Jane fører historien videre og glæder mig til fortsættelsen.
Til slut er jeg også lige nødt til at rose Tom Kristensens atmosfærefyldte forside-illustration. Det er så dejligt, at forlaget Krabat også gør selve den fysiske bog indbydende, når nu indholdet er så fint.
Med andre ord er Langt hjem en fin og atmosfærefyldt fortælling for den +11-årige læser, der også kan lide et strejf af uhygge.
Uddrag af romanen
For dem var hun mad. Som rovdyr, der lurede på et såret bytte, ventede de på, at hun blev svag nok.
Hun så op. De var kommet tættere på. Gemte sig ikke længere mellem træerne. Nogle af dem kunne hun skelne fra hinanden. Andre flød sammen i en bleg og halvt gennemsigtig masse. Ind i mellem gjorde de sig fri af den, som en flakkende, ubeslutsom form, der snart vendte tilbage til flokken.
Hun holdt øje med en udbryderskygge, mens den skiftede kontur fra rovfugl til hare til en nisseagtig skikkelse. Så blev den igen opslugt.
Der var andre, mere stabile skygger. De var mørkere. Nærmest solide at se på, med en form, der kun ændrede sig lidt. Den form kunne minde om et menneske eller et dyrs. Men der var altid noget forkert ved den. (Side 75-76)
Om Langt hjem:
Udgivelsesår: 19.09.2026
Forlag: Krabat, 131 sider
Omslag: Tom Kristensen
Læs også:
Evighedstyven af Clive Barker.
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen.
Drømmeland af Nick Clausen.
Med døden til følge af Lars Daneskov.
Det (d)øde hus på Egevej af Mette Finderup.
Coraline af Neil Gaiman.
Den hornede gud af Magdalena Hai.
Dukkehuset af D. S. Henriksen.
Spillet af Emil Landgreen.
Brønden af C. C. Thybro.
Daisy af René Toft.
