I dag bruges udtrykket “Grand Guignol” som en beskrivelse af underholdning, der behandler det makabre på en måde, der udpensler den grafiske vold, men oprindelig var det et teater i Paris Le Theatre du Grand Guignol, som blev grundlagt i 1897 og først lukkede igen mere end 60 år senere i 1962.
Grundlæggeren var Oscar Metenier, og teatret blev opkaldt efter den populære dukke Guignol (på dansk kendt som Mester Jakel), der så dagens lys i 1808 og straks blev populær både blandt børn og voksne for sit mod, sin humor og sin aldrig svigtende sans for retfærdighed. Den franske betydning af Guignol, er klovn, men det er i virkeligheden ganske misvisende, for Guignol er slet ikke dum.
En aften i Le Theatre du Grand Guignol bestod som oftest af 5-6 korte stykker, som kunne være alt fra sex farcer til suspensfyldte krimidramer, men midtpunktet for teatret var gyset, som altid blev spillet med udpenslet vold, hvor øjnene poppede ud af hovedet på skuespillerne, eller blodet væltede ud fra en overskåret hals i et dramatisk og blodigt klimaks.
Le Theatre du Grand Guignol blev over årene en populær turist attraktion i Paris, men i 1962 lukkede teatret. Efter sigende skulle daværende direktør, Charles Nonon have udtalt: “Før 2. verdenskrig følte publikum, at det, der udspillede sig på scenen, var umuligt. Men nu ved alle, at disse ting – og ting langt værre – er mulige i virkeligheden”. Teatret var blevet overhalet af virkelighedens rædsler i Holocaust.
I dag lever kun begrebet “Grand Guignol” videre, men der er ingen tvivl om, at det parisiske teater har haft en væsentlig indflydelse på hele gysergenren og ikke mindst udviklingen af special effects.
Besøg Grand Guignols hjemmeside