9 før døden af Steen Langstrup

9 før døden af Steen LangstrupSteen Langstrup er et velkendt navn i dansk gys, og med novellesamlingen 9 før døden viser han, at han også har styr på novellens stramme komposition.

Den første novelle hedder “De sidste”, og handler om et ægtepar der sammen med deres lille datter er flyttet til Gillsby. De har ikke boet her længe, før pigen begynder at tale om nissen, som bor ude i laden, og det er ikke en hyggelig julenisse med rød hue og trang til risengrød. Forældrene tror naturligvis blot, at nissen er et fantasiprodukt, men der viser sig at gemme sig en dødensfarlig hemmelighed i laden.

“Den gamle mand” handler om en gruppe drenge, som får et sus ud af at tæske tilfældige forbipasserende på gaden. Men en aften vælger de et forkert offer. “Indbrud” er en stemningsmættet fortælling om angst. Om at vågne op midt om natten til en mærkelig lyd. Om angsten for mørket. Om forsøget på at overbevise sig selv om, at der ikke er noget i lejligheden med dig. Men hvad nu hvis der alligevel er! “Indbrud” er suverænt fortalt og samlingens bedste. Historiens allersidste linje står nærmest printet i min hukommelse, og tog fuldstændig vejret fra mig.

I “Madding til en haj” følger vi de tre kammerater, som har lånt en speedbåd og nu skal ud og fange hajer. I starten er det sjov og ballade, men så dukker der noget op. “Alene og et let offer” handler om Sille, som blaffer på en øde landevej. Hun bliver samlet op, men snart går det op for hende, at den venlige bilist har skumle bagtanker. “Huset” er en lille tæt fortælling, om pigen som er på vej ud i verden og tilbringer en uvejrsnat i et forladt hus. Men huset gemmer en hemmelighed.

“Når det regner” handler om en kriminalbetjent, der er sat til at passe på et vidne i en mordsag. Morderen har tidligere myrdet tre vidner i forbindelse med en anden sag, hvor han endte med at gå fri, så denne gang tager politiet ingen chancer. Alligevel lyder der midt om natten et skrig fra vidnets soveværelse…

I “Elizabeth” opsøger hovedpersonen en gammel ven, som viser sig at være helt anderledes, end sidst de sås. Måske nærmest besat? Og sidste novelle “Under byen” tager udgangspunkt i et bankrøveri, hvor røverne efterfølgende flygter via kloaknettet. Men kloaknettet bliver bare ved og ved, og huser noget stort og sultent.

Steen Langstrup skriver godt, og selvom novellerne måske til at begynde med virker som en lige ud af landevejen historie, så indlægger Langstrup lige et twist ind til sidst, så historien vendes mere eller mindre på hovedet.

En vellykket samling som giver gode smagsprøver på en alsidig forfatter.

I 2008 udkom flere af novellerne i de to lydbøger Alene og et let offer og Huset – gyserhistorier.

Indhold:

De sidste
Den gamle mand
Indbrud
Madding til en haj
Alene og et let offer
Huset
Når det regner
Elizabeth
Under byen

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Den hvilende ondskab – Plantagen 1
Intet er, som du tror – Plantagen 2
Porten til Helvede – Plantagen 3
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod
Katrine
Ø

Om 9 før døden:

Udgivelsesår: 2001
Omslag: Peter Stoltze

Besøg Mørket.dk

En tanke om “9 før døden af Steen Langstrup

  1. Nikolaj siger:

    Fint, og oplagt. Det er bare dårligt sat ind. Alt for meget information, intet mellemrum

    Husk: space virker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.