Jonas Wilmann er en af de nye “up-coming stars” på den danske horror-scene, og noget af det interessante ved ham er, at man aldrig helt ved, hvad man kan forvente, når man får en ny udgivelse i hånden.
I “Mutagen” fik vi post-apokalyptiske mutanter med hang til menneskekød, mens “Smukke Anna” inviterede os ind i en næste poetisk drømmeverden med skarpe afstikkere til rå, realistisk vold. Denne gang handler det om noveller, og gennem 8 historier fører Wilmann os igennem et blandet udvalg af mareridt.
Novellesamlingen indledes af “Fra Goya”. Historien om en konservator der bliver mere end almindeligt fascineret af Goyas maleri “Saturn fortærer sin søn”, som han arbejder på. En påmindelse om hvor dybt kunsten kan påvirke os – eller en hilsen til H. P. Lovecrafts særlige verden?
“Øens bedemand” har en mere humoristisk indgang, men morskaben går over, da sandheden om øens undergrund går op for læseren.
I “Sirener” suger Internettet saften ud af hovedpersonen, og i “Fruen og Hr. Marcus” inviteres vi indenfor i en gammel dansk herregård, som gemmer på en hemmelighed i kælderen.
“In utero” tager læseren med helt ind, mens “Familieliv” fortæller historien om, hvordan det kan gå uartige børn.
I “Monstre” handler det om monstret, men måske snarere det vi ser i spejlet, og endelig sluttes samlingen af med “Horror” – en herlig historie om forfatteren som får en dårlig anmeldelse, men har en yderst dedikeret fan.
Generelt synes jeg, at niveauet af novellerne er højt. Sprogligt har Wilmann udviklet sig meget siden “Mutagen”, og jeg nyder, hvordan han blander fine sætninger ind i historiernes grusomme univers. Emnemæssigt er der et par af novellerne, som ikke siger mig så meget, men det er muligvis fordi, jeg er en kvinde. Så er vaginal horror altså bare ikke særligt uhyggelig.
Derimod rammer både “Familieliv” og “Monstre” lige ned i mit skrækcenter. Begge leger med spørgsmålet om, hvad er virkeligt, og hvad foregår kun i personernes hoveder. I førstnævnte opdager hovedpersonen en frygtelig hemmelighed i kælderen på et nærliggende hus, men hemmeligheden har måske mere med ham selv at gøre, end han aner.
Også “Monstre” har noget med hemmeligheder at gøre. Her møder hovedpersonen en kvinde med en alvorlig hudsygdom, der gør, at hun er fyldt med bylder over hele kroppen. Alligevel tiltrækkes han af hende, og de ender med at gå i seng sammen. Her opdager han lysten til at finde ud af, hvor langt han kan gå – om der overhovedet er en grænse?
Endelig må jeg indrømme, at jeg hyggede mig rigtig meget med slutnovellen “Horror”. Her giver Wilmann sig selv (og læserne) lov til at svælge i lemlæstelser af de anmeldere, der konsekvent kalder horror for børnelitteratur. Det er herligt, og så får vi også lige en epilog, der lægger helt fast, at horror er en farlig branche.
Jonas Wilmann er et spændende bekendtskab, som jeg ser frem til at læse mere af. Jeg har ingen anelse om, hvad vi kan forvente af ham næste gang, men jeg er sikker på, at det bliver interessant.
Indhold:
Fra Goya
Øens bedemand
Sirener
Fruen og Hr. Marcus
In utero
Familieliv
Monstre
Horror
Om bogen:
Udgivelsesår: 2012
Omslag: Jonas Wilmann
Forlag: Kaos
Læs mere på Jonas Wilmanns hjemmeside
