Jeg har aldrig fået læst James Herbert, som ellers må betegnes som Englands svar på Stephen King. Overraskende nok er han nemlig ikke oversat til dansk, og pga. dovenskab springer jeg desværre tit engelske titler over. Heldigvis tog jeg mig sammen til at læse The Rats, som er James Herberts debutroman fra 1974.
London oversvømmes pludselig af en ny type rotter. De er større og langt mere aggressive end de almindelige brune rotter – og så er de tilsyneladende intelligente med smag for menneskekød. For nyhederne vrimler snart med historier om folk, som er blevet overfaldet og ædt af rotter. I starten er det hjemløse sprittere og babyer uden opsyn, men så dukker horder af rotter op ved skoler og i biografer, og myndighederne er nødt til at tage sagen særdeles alvorligt.
Hovedpersonen Harris er lærer på en skole midt i det inficerede område, og overlever nærmest tilfældigt flere episoder med rotterne. Derfor kommer han til at spille en rolle i aktionsgruppen, som skal forsøge at finde en løsning på problemet. Dels må de finde en måde at dræbe rotterne på, og dels skal de finde ud af, hvor rotterne stammer fra. For det er bestemt ikke almindelige rotter …
The Rats er rigtig underholdende og fyldt med væmmelige beskrivelser af rotternes angreb. James Herbert introducerer flere personer, som ædes af rotterne, og dette greb, med først at fortælle personens baggrund for derefter brutalt at skære dem ud af historien i en sand massakre, er rigtig effektivt. Det gør gruen så meget desto større – og ikke kun over rotternes brutalitet, men også over samfundets manglende evne til at sørge for alle sine borgere. For det er naturligvis først og fremmest samfundets bund, rotternes angreb går ud over.
James Herbert har skrevet tre efterfølgere til The Rats, som jeg endnu har til gode: “Lair” fra 1979 og “Domain” fra 1984. Endelig er også den grafiske novelle “The City” linket til The Rats. Den udkom i 1993.
The Rats blev filmatiseret i 1982 under titlen “Deadly Eyes”. Læs mere om James Herbert på wikipedia
Om bogen:
Udgivelsesår: 1974
Forlag: New English Library, 175 sider