James Whales Frankenstein fra 1931 blev et kæmpe hit, og Universal begyndte hurtigt at planlægge en efterfølger. De ville gerne have James Whale i instruktørstolen igen, men han betakkede sig i første omgang. Det lykkedes dog at overtale ham til at lave Bride of Frankenstein, bl.a. fordi han denne gang fik et væsentligt større budget (det største der på den tid var givet til en gyserfilm), og fordi han fik stor indflydelse på manuskriptet.
Bride of Frankenstein åbner med den brændende mølle. Landsbyboerne står og ser møllen brænde til aske, mens de taler om, hvor godt det er, at monstret er død. Men det viser sig, at monstret har overlevet ilden, og da det flygter fra møllen, bliver det opdaget og fanget af landsbyboerne. De smider det i fængsel, men her lykkes det for monstret at bryde ud fra. På sin flugt møder monstret en blind mand, og de to fatter sympati for hinanden. Manden lærer monstret at tale, men da der dukker andre mennesker op, går det galt, og monstret må igen flygte.
Imens opsøges Henry Frankenstein af den sære doktor Pretorius. Han drømmer om at skabe liv som Frankenstein har gjort det, og lokker ham med ligedele trusler og overtalelse til at gå med til at skabe en mage til monstret. Monstret ønsker brændende en ven, men da dets brud endelig står foran ham, venter endnu en skuffelse. Heller ikke hun kan se gennem hans grusomme ydre, og monstret er ligeså alene, som det hele tiden har været.
Bride of Frankenstein er en fantastisk film. I ekstra-materialerne kalder filmhistoriker Bob Madison den for: “den mest komplekse og genialt udtænkte gyserfilm nogensinde. Kronjuvelen i Universals serie af gysere“. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Boris Karloff endnu engang skabte en fantastisk rørende og betagende figur i monstret, der så brændende ønsker nogen at elske, som elsker ham igen. Og selvom Karloff selv var imod idéen om, at monstret fik stemme, så tog publikum godt imod denne udvidelse af figuren, som jeg også synes fungerer rigtig godt.
James Whale insisterede også på få prologen med, hvor Mary Shelley (Elsa Lanchester) sidder og taler med Percy Shelley og Lord Byron, ligesom han insisterede på, at hun skulle spille monstrets brud. Og ligesom man ikke kan tænke Frankensteins monster uden at se Boris Karloffs udgave for sig, så kan man heller ikke tænke på det kvindelige monster uden at se Elsa Lanchester for sig. Hun er billedskøn men med et kæmpear på halsen og med en sindssyg frisure med hvide lynstriber i. Men hun spiller forrygende, og scenen hvor hun hisser i vrede mod monstret er særdeles vellavet.
Figuren doktor Pretorius (Ernest Thesiger) findes ikke i Mary Shelleys roman, men han fungerer perfekt som katalysatoren for, at Henry Frankenstein igen begiver sig ud i området, som er forbeholdt Gud. Pretorius er en blanding af grin, galskab og gys, og ifølge ekstra-materialerne var det nærmest sådan Ernest Thesiger var i virkeligheden. Der er en helt fantastisk scene, hvor Pretorius viser Frankenstein sine flasker med små mennesker i, hvor han sammenligner sig selv med djævelen. Han er i hvert fald den, der frister Frankenstein over evne.
Det ses også på filmens kulisser, at der var flere penge til rådighed. Bl.a. er scenen på kirkegården, hvor monstret i vrede vælter en statue af en biskop, utrolig smuk filmet. Himlen er fantastisk, og den måde alle gravstenene står i underlige vinkler på, underbygger en indtrykket af galskab og vildskaben. Visuelt er Bride of Frankenstein en fantastisk oplevelse, og når det smelter sammen med store skuespils præstationer og et interessant manuskript, er der ikke noget at sige til, at efterfølgeren denne gang nærmest overgår originalen.
I senere Frankenstein film spillede Karloff kun med i Son of Frankenstein (1939). I The Ghost of Frankenstein (1942) overtog Lon Chaney jr. rollen , og i 1943 spillede Bela Lugosi monstret i Frankenstein meets the Wolf Man. Herefter overtog Glenn Strange rollen i flere film. Se en oversigt over hvem der har spillet monstret på IMDB.
Om filmen:
Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1935
