Jeg forsøgte at se Jacob’s ladder for mange år siden, men blev overhovedet ikke grebet af historien, som jeg fandt meget forvirrende, og derfor fik jeg aldrig set den færdig. Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at give den en chance igen, og sikke et held for det var en yderst intens oplevelse!
Jacob Singer var i 1971 soldat under Vietnam krigen. Under et angreb bliver han hårdt såret, og nu følger man ham, efter han er vendt tilbage til USA. Han er blevet skilt fra sin hustru, Sarah, som han har drengene Eli og Jed samt den døde søn Gabriel med, og nu bor han sammen med Jezabel fra postkontoret.
Men noget er ikke rigtigt. Jacob begynder at se mærkelige ting, mennesker der ligner dæmoner, og han bliver forfulgt. Han bliver opsøgt af en gammel soldaterkammerat, som oplever det samme, og da denne kammerat bliver dræbt af en bilbombe, beslutter Jacob sig til at bringe sagen op for de øvrige kammerater fra delingen. De er sikre på, at hæren har udsat dem for et eksperiment, og at det er derfor, de bliver forfulgt. Men intet er, hvad det ser ud til at være…
Jacob’s ladder er en intens, forvirrende, ubehagelig og meget skræmmende film, hvor historien i de sidste 10 minutter falder helt på plads og forklarer alt. Og da jeg ikke vil ødelægge slutningen, er min beskrivelse af handlingen derfor langtfra fuldstændig.
Der er masser af symbolik i filmen, og alene navnevalget af de to kvinder i Jacobs liv, Sarah og Jezabel, siger en del. Derudover er den filmet fantastisk. I en scene bliver Jacob kørt rundt på en båre på hospitalet, og omgivelserne bare bliver mere og mere sindssyge, og til sidst er det bare for rædselsfuldt. Men Jacob er fanget i det.
Hovedrollen Jacob spilles af Tim Robbins, og jeg har aldrig set ham bedre.
Jacob’s ladder er en film, som man absolut ikke bør snyde sig selv for, og som sagt så er starten lidt kringlet, men hæng på – for det ender i en fantastisk oplevelse.
Om Jacob’s ladder:
Instruktør: Adrian Lyne
Udgivelsesår: 1990
