Indlæg tagget med ‘2012’

De hviskende veje af Nick Clausen

De hviskende veje af Nick ClausenCharlotte og kæresten Alexander skal på ferie. De har fået lov til at låne Charlottes forældres bil, og er nu på vej til Billund. Men undervejs går deres GPS pludselig amok, og de ender midt i et tåget hedeområde. Først tror de, at de blot er faret vild, men det viser sig snart, at noget er helt galt. Folk i området opfører sig mere end almindeligt sært – og det gør vejen også! Og da de samler en lille dreng op, som står forladt og forslået går situationen fra skidt til værre.

Historien fortælles af Charlotte, som bliver interviewet af en journalist, efter at det hele er overstået. Ind i mellem kapitlerne er indlagt små avisudklip om mystiske hændelser fra samme område, det første klip er fra 1881 og det sidste klip er fra 1997, så man er hele tiden klar over, at noget er helt galt på heden.

Nick Clausen skriver nærmest filmisk i et let sprog uden spidsfindigheder og andre dikkedarer. Der er måske ikke så mange overraskelser for den voksne læser, og personerne uddybes heller ikke så meget. Ikke desto mindre synes jeg godt om idéen i De hviskende veje, og i perioder lykkes det for Clausen at skabe en både intens og skræmmende atmosfære. Måske er det fordi, jeg selv er en total spasser til at finde rundt, så hvis min GPS sendte mig på afveje, ville jeg også virkelig være på r….

“Navigationsmaskinen lyste op efter et minuts tid og brød stilheden. “VEND RUNDT SÅ SNART DET ER MULIGT OG KØR TILBAGE AD SAMME VEJ.” “Come on,” stønnede Alexander og bremsede ned. “Jeg tænkte nok det her var den forkerte vej.” Af en eller anden grund følte jeg en smule lettelse. “Måske har gps’en opdaget at der er sket en fejl og prøver at rette den.” “Eller også leder den os bare tilbage til det fiktive T-kryds,” mumlede Alexander mistroisk.

Han bragte bilen til stop og tog gps’en. “Hmmm, hvad pokker?” “Hvad nu?” “Rutebeskrivelsen og det hele passer stadig. Men nu siger den at vi ikke længere er på Gammel Hedevej.” “Hvor så?” Alexander holdt gps’en så jeg kunne se kortet. “Ukendt adresse.” Jeg stønnede. “Ved den nu slet ikke hvor vi er henne?” “Åbenbart ikke. Har vi et rigtigt kort?” “Jeg så vist et herinde,” sagde jeg og åbnede handskerummet. Jeg fandt et vejkort og foldede det ud. Alexander tændte lyset i loftet, så mørket uden for ruderne blev endnu tykkere. “Vi må være her omkring,” sagde han og tegnede en cirkel med fingeren. “Ja, men jeg kan ikke finde Gammel Hedevej. Hvad hed vejen som vi kørte på før?” “Det kan jeg ikke huske.” “Kortet hjælper os ikke så,” sagde jeg og kiggede på ham. “Skal vi ikke prøve at køre tilbage?” “Jo, det her leder da vist ikke til noget.”

Jeg slukkede lampen. Han satte i første gear og begyndte at lave en trepunktsvending. Det var ikke nemt på den smalle landevej, så han måtte dreje heftigt på rattet. Lygternes lys fejede ud over lyngen og tågeskyerne blev oplyst. Et kort øjeblik fangede jeg et glimt af to skinnende pupiller som stirrede på os ude fra mørket. Men de forsvandt så hurtigt igen at jeg besluttede at det måtte have været indbildning. Vi rullede tilbage ad vejen. Noget slog mig pludseligt. “Jamen … hvordan kan den vide at vi skal tilbage, hvis den ikke ved hvor vi er?”

Nick Clausen er en meget flittig forfatter, og jeg synes, man kan mærke en klar udvikling i hans bøger. Nok står han stadigvæk placeret i børnebiblioteket med De hviskende veje (i hvert fald på mit bibliotek), men som sagt følte jeg mig alligevel i høj grad underholdt. Så selvom Clausen måske nok mest skriver for børn og unge, så kan den voksne læser altså sagtens have lidt uforpligtende hygge med hans romaner. Det gælder i særdeleshed for De hviskende veje.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Tellerup
Omslag: Christian Guldager

Besøg Nick Clausens hjemmeside
Se mere på forlaget Tellerups hjemmeside

Udvalgt bibliografi:

Silhuet (2011)
De sorte symboler (2011)
De blodige bid (2011)
De døde brødre (2010)
Ulm (2010)
Tidevandet (2009)

Ex af Teddy Vork

Nogen bliver hjemsøgt af minder, mens fortiden er mere håndgribelig for andre! En skræmmende ny roman fra en af Danmarks bedste horrorforfattere…

Edmund underviser på Esbjerg Gymnasium. Han er gift med Agnete, som han har sønnen Andreas sammen med. Ved siden af laver han dokumentarfilm, men det kan være svært at få tid til det hele. Især da Agnete lider af angst i så voldsom grad, at hun på et tidspunkt var indlagt for det.

Nu er hun dog i en god periode, og Edmund er i fuld gang med et rigtig spændende filmprojekt om et ældre ægtepar, hvis hus for mange år siden blev eksproprieret af militæret til øvelsesområde. Over 300 familier blev tvunget væk, og for mange familier, som havde boet på stedet i generationer, var det et bittert og voldsomt overgreb. Dette overgreb kommer til at blive en slags parallel til Edmunds situation, efterhånden som romanen udvikler sig.

Med det spændende projekt og Agnetes gode humør, er livet således godt for den lille familie – men så får Edmund at vide, at hans gamle kæreste, Regitze, er død. Edmund bliver nærmest besat af tanken om hende og prøver at huske tiden, de var sammen. Han prøver også at finde ud af, hvordan hun døde kun 31 år gammel, men før han finder frem til et svar, ser han hende.

Et ansigt, lige så hvidt som sneen. Sorte øjenhuler stirrede på ham mellem grenene på det yderste træ. MØRKE. Edmund kneb øjnene sammen. Det kunne ikke passe. En del af ham ønskede at lyset kom igen, så han kunne sikre sig at det han havde set, ikke var andet end en blanding af skyggespil og fantasi. En anden del tiggede om at det ville forblive mørkt. Et brag. LYS. Ansigtet var væk … nej, dér var det. Huden tynd og trukket så stramt over ansigtets knogler at den forekom gennemsigtig. Han følte sig udenfor sig selv. Stod bare der som et tomt hylster og stirrede, og ansigtet måtte hvert øjeblik forsvinde, opløse sig i grenenes forme og skygger, vise sig at være en optisk illusion. Men øjnene! Sorte, bizarre. Det var øjnene der havde forhindret øjeblikkelig genkendelse. Regitze.”

Og herfra bliver det kun værre. Regitze hjemsøger Edmund, og i forsøget på at finde ud af hvorfor og hvordan han kan stoppe hende, opdager Edmund en ubehagelig hemmelighed om sig selv, som han tilsyneladende har fortrængt.

Teddy Vork har tidligere skrevet novellesamlingen ”Hvor skyggen falder” (2008) og romanen ”Diget” (2010), begge udgivelser var jeg ret begejstret for, så det var med høje forventninger, at jeg gik i gang med ”Ex”. Heldigvis blev de stort set alle indfriet.

Romanen er opdelt i tre dele: Lethe, Acheron og Styx – floder fra den græske mytologi, hvor Lethe var glemslens flod, som den døde drak af for at glemme sit tidligere liv; Acheron var smertens flod og begge var bifloder til Styx, hadets flod, som markerede grænsen mellem de levendes verden og underverdenen.

Historien fortælles fra Edmunds synsvinkel, og ind i mellem putter Vork faktabeskrivelser ind, som Edmund falder over i sin jagt på at finde ud af, hvad der foregår. Sproget er flydende og sikkert, og Vork kan både beskrive sine personer levende og troværdige, samtidig med at han kan skabe en intens uhygge, som får læseren til at trække fødderne op under sig under læsningen.

I pressemeddelelsen skriver Vork, at han denne gang har trukket lidt på hovedstolen i skabelsen af sin hovedperson, Edmund, som også fremstår meget overbevisende og ikke mindst menneskelig. Hans kærlighed til familien blandes med forståelige frustrationer, over de begrænsninger de sætter, og samtidig er det dem, han frygter mest for, skal blive skadet af Regitze.

”Ex” virker på nogle måder som en lidt mere ”voksen” roman end ”Diget”. Ikke kun fordi hovedpersonen denne gang er en voksen, men fordi problemstillingerne i højere grad hører til voksenverdenen. Vork beskriver troværdigt, hvordan det er at elske en, som lider af en psykisk sygdom, og hvordan det griber ind i ens liv. Han fortæller om det at have en passion, som man må snige sig til at dyrke ved at fortælle hvide løgne, for ikke at få dårlig samvittighed i forhold til familien. Og samtidig fortæller han så en velkomponeret, troværdig og skræmmende spøgelseshistorie.

Med sine 327 sider er “Ex”  også Teddy Vorks længste roman indtil nu, og det lykkes fint for ham at holde kadencen. Efter en rolig introduktion, fører han langsomt læseren ind i et mere og mere skræmmende univers. I lang tid tænker man, at Edmund måske bare er stresset, og besættelsen af Regitze blot er et symptom herpå. Men i romanens sidste tredjedel sætter Vork fuld skrue på uhyggen, og Edmunds kamp for at redde sin familie og slippe af med Regitze er både skræmmende og rørende med en yderst vellykket afslutning.

Hvis nogen tidligere skulle have været i tvivl om, hvorvidt Vorks bøger skulle placeres på børnebiblioteket eller i voksenafdelingen, så maner han i hvert fald enhver tvivl i jorden med ”Ex”, som klart hører hjemme i voksenbiblioteket. Så til læsere af god dansk horror – men også ikke-horrorfans – kan jeg kun anbefale at tage et smut ind i Teddy Vorks univers, hvor det gælder om “at holde sig midt på vejen, uden for rækkevidde hvis noget – hvad som helst, men magert og med alt for mange led på fingrene – skulle springe frem fra mørket!”

Læs mere på Teddy Vorks hjemmeside eller besøg Forlaget Tellerup

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: breth design, Mette B. Klausen

Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg

Nikolaj Højberg debuterede i 2009 med novellesamlingen ”Vandringer i mørke”, som året efter blev efterfulgt af endnu en novellesamling ”Lejlighed 42”. Jeg var især begejstret for debuten, men også ”Lejlighed 42” er bestemt værd at læse.

Nu er Højberg også sprunget ud som børnebogsforfatter med romanen ”Anton Salems dukkehus”, som i pressemeddelelsen beskrives at være rettet mod ”… drenge i 10-12 års alderen med hang til action og hurtige fortællinger.” Og her er i hvert fald masser af action!

Robert er lige flyttet til et nyt hus sammen med sine forældre og lillesøsteren Sofia. Sammen med vennen Christian finder de et imponerende dukkehus på loftet lavet af legetøjsmageren Anton Salem i 1929. Sofia overtaler drengene til at hente det ned, så hun kan lege med det.

Om natten har Robert mareridt, og da han vågner, er Sofia væk. Robert er sikker på, at hun er blevet fanget i dukkehuset, og sammen med Christian lykkes det ham at komme ind i huset. Men det er først nu, at mareridtet virkelig begynder, for dukkehuset er fyldt med levende legetøj, og intet af det virker interesseret i at hjælpe drengene med at finde Sofia. Først da de møder spøgelsespigen Katrine, finder de ud af, hvor Sofia er, og nu bliver det et kapløb med tiden i en verden fyldt med ukendte farer.

“Da Robert lidt senere trak gardinerne til side, fik han noget af et chok for hele horisonten brændte med vulkaner, og mellem ham og dem lå en slette gennemskåret af glødende sprækker. Og ikke nok med det: Sletten var også alt andet end flad; den krummede så meget at det svimlede. “Hold da op mand!” gispede Christian. “Prøv lige at tjek den krumning. Vi er jo flere kilometer oppe!” Med dirrende fingre åbnede han et af vinduerne og lænede sig ud. “Der er en afsats vi kan gå på hen til et nedløbsrør, men der er dælme langt ned.” Inden Robert nåede at sige noget, svingede Christian benene ud over vindueskarmen og begyndte at kante sig til højre. “Tag mig med,” sagde Pax. “Jeg kan vise vej.”

Som i sine voksen-fortællinger lader Nikolaj Højberg verden udvikle sig fuldstændigt uforudsigeligt her i ”Anton Salems dukkehus”, som nærmest er en blanding af ”Alice i Eventyrland” møder ”Hans og bønnestagen” peppet op med sværd, magi og masser af action. Dukkehus-universet ændrer sig konstant først med forskellige slags legetøj, og siden, som børnene bevæger sig ud af huset, med både fantasy-elementer og gedigne horrorstrejf.

I og med at det er en børnebog, er her personerne ikke så facetterede, men de fremstår overbevisende nok, og jeg er sikker på, at målgruppen ikke vil kede sig et øjeblik under læsningen, for Højberg putter hele tiden nye twists and turns ind i fortællingen, så spændingskurven holdes stigende hele vejen.

“Anton Salems dukkehus” er med andre ord en underholdende børnebog, der oven i købet er begavet med en virkelig fed forside, som også Emil Blichfeldt bemærker i sin anmeldelse i Weekendavisen. Her skriver han:

Nikolaj Højberg har indtil nu mest udgivet horror for voksne. Horror af den slags der skaber ægte ubehag. Han udgives på forlaget Kandor, der drives af ildsjæle, der kan deres kram. Selvom de ikke har mange penge at rutte med, så er de lige så gode til at lave bøger som de store forlag. Nu har Nikolaj begået sin første ungdomsbog, der nok mest er for drenge. En Dark fantasy roman, hvor der virkeligt sker mange ting, måske lidt for mange ting, men Nikolaj taber ikke tråden undervejs. Han leverer en historie, der både er underholdende og spændende i en dyster verden, hvor kun de færreste kan overleve.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Dusan Kostic

Læs mere på Kandors hjemmeside

Made Flesh af Lars Kramhøft og Tom Kristensen

Made Flesh Forleden blev jeg gjort opmærksom på dette spændende online tegneserie-projekt Made Flesh af Lars Kramhøft og Tom Kristensen, hvor læseren – ganske gratis – får et nyt afsnit af historien hver fredag. Jeg har indtil videre set/læst de tre første afsnit og er blevet fuldstændigt hooked.

Den unge arkitekt Michael plages af fortiden, som han ikke husker, men som får ham til at vågne skrigende op om natten. Da hans far dør, må Michael tage tilbage til barndomshjemmet, og sammen med kæresten Rose begiver han sig ud på en rejse ad Memory Lane, som snart forvandler sig til en meget reel og meget farlig kamp mod en kraft fra graven, der er fast besluttet på ikke at lade Michael slippe væk igen …

Made Flesh er en visuel og stemningsfuld nydelse. Tegnestilen er spændende, og Tom Kristensen leger med brugen af farver, ligesom han bryder den konventionelle opbygning af tegneseriestriberne. Jeg er normalt ikke bange for edderkopper, men her får T.K. mig alligevel til at gyse over dem. Som inspirationskilde nævnes Ashley Wood og Ben Templesmith, og jeg synes også godt, at man kan ane lidt 30 days of night over stregen, men T.K. har absolut sin egen stil.

Lars Kramhøft, som står for teksten, fortæller om tegneserien: Made Flesh er en klassisk spøgelseshistorie med et twist. Idéen kom fra psykologien – det er jo det klassiske Tony Soprano/Freudianske terapi forløb der bliver reflekteret i historien, med en person der plages af fortrængte følelser og minder fra barndommen og må rejse tilbage både mentalt og fysisk for at forløse sine traumer. Vores hovedperson er vokset op i et hus, der er hjemsøgt, men selvom han som voksen er undsluppet, er der ting fra barndommen, der plager ham. Det kommer til udtryk i, at han lider af noget, der minder om PTSD, hvor han har panikanfald og ikke kan fungere seksuelt eller i sit forhold. Man kan også sige, at historien er inspireret af, hvordan det kan føles at vende hjem og se sin barndom med voksne briller – der er en masse illusioner, der falder til jorden, og man finder ud af, at de voksne har en masse hemmeligheder.

De to bagmænd har arbejdet med tegneserien i et års tid, og nu arbejder de på at finde et internationalt forlag, som vil udgive den samlede udgave som en graphic novel. Parret har også for nylig fået et legat fra Statens Kunstfond til at færdiggøre den, og regner med at være færdige til foråret.

Følg serien på http://madeflesh.blogspot.dk/

Udgivelsesår: 2012

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj JohansenProgrammer som Sporløs har stor succes på tv’s sendeflade, men hvor forsvinder de sporløst forsvundne hen? Det giver Nikolaj Johansen sit bud på i denne mysterie-horror-parallelle-verdener-fortælling.

Skygger fra Oktoberland er Nikolaj Johansens første roman. Tidligere har han fået udgivet flere noveller, bl.a. “Sidste Konda” i fantasy-antologien Til deres dages ende, “Maskinskær” i science fiction antologien Det sker igen og “Strålende lys, udstrakt verden” i horror-antologien Dystre Danmark 2. De tre nævnte noveller har været meget forskellige, og jeg var derfor ret spændt på, hvordan hans første roman ville være.

Handlingen i Skygger fra Oktoberland lyder: For 10 år siden forsvinder en lille pige sporløst fra sit værelse, og ikke engang broderen, som sover i samme rum, opdager noget. For familien er chokket stor, og de har forskellige måder at tackle situationen på. For pigen er chokket dog ikke mindre, for hun vågner op i en fremmed verden, hvor solen aldrig skinner, og hvor farven hvid er heksens farve.

I mørkelandet forsøger pigen at finde vejen hjem, og hun får bl.a. hjælp af en ung dreng, der er det første menneske, hun møder. Men også af manden Mort, som dog kun hjælper mod betaling – og selvom prisen måske lyder lav i starten, er det ikke uden konsekvenser at lave en aftale med ham.

I vores verden kæmper familien med sorgen på hver sin facon. Broderen murer sig inde på sit værelse, hvor computeren byder på trøst. Faren finder tilfældigt (?) en boghandel, hvor en bog fortæller om pigens skæbne – men han kan ikke selv læse den, og hver gang han får læst op, koster det dyrt. Og endelig forsøger moren at holde håbet oppe og kontakter til sidst en privatdetektiv, da politiets efterforskning ikke giver noget. Og mens de tre bliver mere og mere ensomme, bryder familiens struktur sammen med pigens forsvinden.

Historierne fortælles sideløbende, og ind i mellem kapitlerne har forfatteren indsat fakta-oplysninger om bl.a. hekseprocesserne,  men også interviews med personerne som var involveret i sagen. Nikolaj Johansen lader nemlig fremgå, at historien bygger på en virkelig hændelse, og skriver i sit forord: “Familietragedier har let ved at erobre avisforsider, men de påvirker også de involverede dybere, end de fleste aner … Det var ikke fra starten mit formål at opklare sagen (hvilket ville være en ambitiøs opgave grundet den massive opmærksomhed), men blot at kaste lys over perspektiver og informationer, som ikke tidligere har været offentliggjort

… En stor del af kapitlerne (markeret med romertal) var ikke blandt de oprindelige i skildringen af familiens historie, men gennem researchen viste de sig at blive bydende nødvendige for den fulde fortælling, utrolige som de end må synes. Jeg kalder det kvalificerede spekulationer, der ligesom resten af bogen er blevet til på baggrund af breve, dagbøger, officielle rapporter og udførlige interviews med de involverede. Men spekulationer er det i sidste ende, min personlige overbevisning og ikke understøttede fakta. Derfor præsenteres de også som en dramatisering i skønlitterær form. Utrolige begivenheder, præsenteret som sandheder, har det med kun at vække latterliggørelse og ligegyldighed.”

Skygger fra Oktoberland er en teknisk vellykket historie, lige fra legen med fortællingens form både på tværs af medier men også i blandingen af fiktion og fakta; over de forskellige skrifttyper i de forskellige former for kapitler; til den totale anonymitet bogens hovedpersoner tillægges. Kun i mørket har personerne navne, og det er kun kaldenavne.

Idéen med, at forsvundne personer ryger til et andet sted i Multiverset, synes jeg, er rigtig god, og jeg er bestemt glad for, at jeg ikke hører hjemme i mørkelandet, men på vores egen solbeskinnede jord. Andre dele af historien har jeg det lidt sværere med, f.eks. brorens forsøg på at finde søsteren via rollespil på Internettet. Jeg forstår godt sammenhængen med pigens historie, men jeg synes, det virker lidt kunstigt, hvorimod farens besøg i boghandlen falder helt i tråd med det samlede projekt.

Jeg læser meget med følelserne, og den flotte udførelse kan for mig godt skygge lidt for gruen i historien. Til tider bliver der lidt for meget stiløvelse og lidt for lidt stemning over fortællingen. Og det er ærgerligt, for der er ind i mellem glimt af virkelig gru under den lille piges oplevelser i mørkelandet.

Hun kunne høre væsenet komme nærmere, den ting, som ikke var et menneske, heller ikke et dyr, men et eller andet frygteligt derimellem. Helt henne ved høstakken bøjede den sig ned og gravede med hænderne og strejfede hende lige akkurat med en fingerspids, og hun kunne ikke lade være med at udstøde en lille, forskrækket lyd. Ikke mere end et pip, men væsenet havde opfanget det, for stilheden lagde sig alt for tungt over hende.

Hun kunne mærke et høstrå kravle ned i sin trøje omme i nakken, kilde og kradse og klø, og hun håbede, at det bare var et høstrå og ikke noget andet. Pigen bevægede ikke en muskel, selvom alt i hende skreg om at flygte og løbe langt væk, men hun vidste, at hun ikke ville kunne løbe fra, hvad det end var, der befandt sig alt, alt for tæt på hende i det øjeblik. Hun kunne høre vejrtrækning, tung og klam vejrtrækning, den slags der afslørede, hvad den havde spist, men hun kunne kun lugte skidt og råd og blod og lort. Hun kneb øjnene i så hårdt, at det næsten gjorde ondt, som om hun på den måde kunne tvinge sig selv væk fra dette sted og dette … væsen, ting, hvad det end var.

Alt andet lige er Skygger fra Oktoberland dog en glimrende debut, og jeg glæder mig til at læse mere fra Nikolaj Johansen, som med sin utraditionelle debutroman lover spændende nyt for dansk horror.

Læs mere om researchen på Nikolaj Johansens blog eller besøg forlaget Replikants hjemmeside.

PS. Mon ikke titlen skal ses som en homage til Ray Bradbury, der i 1955 udgav novellesamlingen The October Country? Den kan du læse om på bloggen Fra Sortsand.

Om Skygger fra Oktoberland:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: One Million Monkeys

Omtales også på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk

Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg

Jeg læser ikke ret meget fantasy. Sikkert fordi jeg fejlagtig forbinder det med meget sort/hvide tjubang-fortællinger med muskelsvulmende helte, som redder skønjomfruer og kæmper mod onde troldmænd, drager og andet skidtværk. Jeg læste dog alligevel “Til deres dages ende”, fordi jeg i en omtale af antologien havde set, at enkelte af novellerne også indeholdt horror-træk. Stor var min glæde, da det viste sig at være sandt, og at “Til deres dages ende” ovenikøbet er en rigtig underholdende antologi, også for ikke-fantasy-læsere.

Novellerne er skrevet af en blanding af mere og mindre kendte forfattere. Ikke overraskende er de mest vellykkede historier (efter min mening) skrevet af de mere garvede penneførere, men der er også rigtig gode takter blandt de nyere stemmer, og jeg synes ikke, at nogen af novellerne falder helt ved siden af.

Min favorit er Teddy Vorks ”Mare mare minde”, som bringer Ole Lukøje ind i en ny kontekst. Drengen Peter er alvorlig syg, og denne aften er han alene med babysitteren. Peter kan ikke sove, og selvom han prøver at overbevise sig om, at der ikke gemmer sig noget i skyggerne, så lykkes det ikke helt. Pludselig får han hjælp fra en uventet kant – men er det for sent? Vork har bl.a. skrevet novellesamlingen “Hvor skyggen falder” og romanen “Diget“. Her kombinerer han sin evne til at fortælle en skarp og velvinklet historie med sit kendskab til sagn og myter. En uhyggelig underholdende novelle.

Aske Munk-Jørgensen indleder antologien med sin skræmmende og velfortalte ”Seidr”, som tager læseren med tilbage i Danmarkshistorien, før kristendommen helt fordrev de gamle skikke. Jeg har ikke læst andet af Munk-Jørgensen, men her viser han klart gode takter indenfor horror-genren.

Også Richard Ipsen får det til at isne i læseren med novellen ”Bronze” om jalousi og alkymi, og hvad der kan ske, når man ikke helt gennemtænker konsekvenserne af sine handlinger.

Lars Ahn Pedersen er også altid repræsentant for en læseværdig novelle, og således er ”Til deres dages ende” med sine fortsættelser på kendte eventyr både underholdende og tankevækkende. Det er måske ikke rigtig horror, men det er faktisk lidt uhyggeligt alligevel.

Også A. Silvestri skal fremhæves for sin ”Et horn i siden”, om lykkeridderen Erdengard som fanger en enhjørning ved hjælp af svig. En humoristisk fortælling som sætter spørgsmålstegn ved, om man nu kan stole helt på de gamle myter.

Nikolaj Johansens ”Sidste Konda” er en betagende fortælling med rødder i kinesisk folklore, og Martin Schjønnings ”Træ” er actionfyldt underholdning med grønne bagtanker og en advarsel om ubetinget at stole på magthaverne. Endeligt vil jeg også fremhæve ”Cara” af Tina Christensen, som er en alfe-historie med en ny vinkel.

Som sagt er niveauet generelt højt i samlingen, som i bibliotekernes lektørudtalelse også fik følgende beskrivelse med sig: ”Alle novellerne emmer af stor fortælle- og skrivelyst, og bogen er en oplagt mulighed for at få en smagsprøve på, hvad dansk fantasy kan.”

Jeg følte mig vældigt underholdt, og synes at de mange forskellige noveller viser en bred mangfoldighed indenfor fantasy-genren, som jeg stort set var uvidende om. Og så er det jo lækkert, at der også er et par horror-bidder med undervejs.

Indhold:

Aske Munk-Jørgensen: Seidr
Sven Ørnstrup: Zebraungens jul
Richard Ipsen: Bronze
Nikolaj Johansen: Sidste Konda
Andreas Markert: Eudaimonia
Gudrun Østergaard: Animaxit
Kristoffer J. Andersen: Tale af guld, tavshed af sølv
Lars Ahn Pedersen: Til deres dages ende
Sari Therkelsen Arent: Krystalstemmer
Martin Schjønning: Træ
Tina Christensen: Cara
Mikkel Harris Carlsen: De umætteliges kreds
A. Silvestri: Et horn i siden
Helle Lee Sol Haugaard: Engel eller dæmon?
Teddy Vork: Mare, mare minde

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Leeloomultipass/Dreamstime.com

Også omtalt på Den Elektriske Kanin og Litteratursiden.dk

Lille pige af Sarah Engell

Lille pigeDen tidligere model Becca sidder alene i sit hus. Hendes datter forsvandt for flere år siden, og efterfølgende blev hun tvangsindlagt, fordi Savnet gjorde hende syg. Nu har hendes mand forladt hende, og er begyndt at se den unge kvinde Vanessa, hvilket gør Becca rasende af jalousi.

Sideløbende med, at vi hører Beccas historie, følger vi personen, som kidnappede datteren for flere år siden. Datteren blev holdt fanget i en kælder, mens kidnapperen observerer hende og forsøger at gøre hende det klart, at de to har et helt specielt forhold, som ingen kan komme imellem.

De to historier fortælles begge af en jeg-fortæller, og dermed kommer vi helt ind i hovedet på både Becca og kidnapperen.

Becca er utrolig fascineret af historieon om den russiske pige, Katia Popova, der blev holdt indespærret i 9 år, før hun blev fundet. Hendes tanker om den forsvundne datter, om Katia, og hendes jalousi over mandens nye kæreste fører efterhånden Becca ud i neurotiske tvangstanker, og som fortællingen udvikler sig, bliver man mere og mere i tvivl om, hvad der egentlig skete, og hvad der nu vil ske.

Historien er både en vellykket fortælling om en mors sorg og forsøg på at komme videre efter en traumatisk hændelse, der har drevet hende ud i tvangstanker og psykisk sygdom; og så er det også en psykopats fortælling om sin fascination af sit offer og et forsøg på at forstå, hvad der driver sådan et menneske ud i ekstremerne. Slutningen kom som en total overraskelse for mig, og det er ellers ikke ofte, at jeg slet ikke har en fornemmelse af, hvor det bærer hen.

Sarah Engell har flere udgivelser bag sig, men så vidt jeg ved ikke andre indenfor horror-genren. Man kan dog håbe, at hun vil forsøge sig her igen, for efter min mening er Lille pige er en ganske ubehagelig bog, som fik mig til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum og Offer for en samler af John Fowles.

Besøg Sarah Engells hjemmeside

Andre har skrevet om Lille pige:

“… en uhyggelig roman, især fordi man indledningsvist føler sig tryg ved personer og begivenheder for kun at opdage, at trygheden og den tilsyneladende fornuft er illusorisk” (Birte Strandby, Bogvægten)

“… en både barsk og uhyggelig historie, hvor intet er, hvad det ser ud til. Der er nerve og intensitet i handlingen. Det er kort sagt et lille psykologisk og fremragende drama som læseren bliver præsenteret for” (Finn Hansen, Krimi-Cirklen)

“…Lille Pige er [Sarah Engells] første spændingsroman, der på en uhyggelig og ubehagelig måde sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der bare er en psykisk ustabil kvindes destruktive tanker” (Mette Rosendahl, Jyllandsposten d. 2/9-12)

“…Raffineret staccato-agtig psykologisk gyser om tiltagende vanvid og tvangstanker, som kører helt af sporet” (Grethe Lorentzen, Bibliotekernes lektørudtalelse)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Tine Wichmann
Forlag: Mellemgaard, 207 sider

I morgen skal du dø af Steen Langstrup

I morgen skal du døFor lidt over en uge siden modtog jeg en rigtig ubehagelig sms. En ukendt afsender skrev, at han havde fulgt efter mig om morgenen. Jeg nåede at tænke “HVAD!” Så kom jeg i tanke om, at jeg nogle dage tidligere havde tilmeldt mig Steen Langstrups nyeste sms-novelle I morgen skal du dø.

Det viser sig, at jeg langt fra er den eneste, som fik et mindre chok under læsningen. På dr.dk kan man læse i en artikel fra d. 21/9, at ikke mindre end tre læsere har politianmeldt historien, fordi de troede, at en rigtig stalker var på færde. Det har fået smspress til at tilføje en advarsel på historien, når man bestiller den: “ADVARSEL: Meget livagtig fortælling!”.

Netop sådan et tilfælde viser, at sms-novellerne ikke bare er rent pjat og pjank. Rent faktisk kan formatet bruges til at tilføje historien en ekstra dimension – og det gør Langstrup her. Resten af historien er udmærket, omend jeg kan anbefale hans novelle “Indbrud” fra samlingen 9 før døden, som den ultimative stalker-historie.

Emma bliver forfulgt af en stalker, som tilsyneladende har rørt hendes hår og været i hendes hjem. Men beviserne peger i en usandsynlig retning …

Jeg er den kræftknude, der vokser i dit underliv. Jeg er den lastbil, der svinger til højre og knuser dig i lyskrydset. Jeg er den seriemorder, der kvæler dig på den mørke gangsti. Jeg er Døden – og jeg er kommet efter dig.”

Læs mere om I morgen skal du dø på smspress.dk

Udgivelsesår: 2012

Pantomime af Annika von Holdt

Sharon Crane har mistet alt. Hun sidder indespærret på en institution for farlige kriminelle sindsyge – dømt for det bestialske mord på sin bedste veninde – hendes mand har forlangt skilsmisse, og hun har ikke set sin søn siden dommen.

Men en dag smiler heldet alligevel til Sharon, og det lykkes for hende at stikke af. Hendes eneste tanke er at se sønnen Max igen, men hun er godt klar over, at politiet er på udkig efter hende. Heldigvis møder hun Charles Broussard, som mod alle odds tror på hendes uskyld og beslutter sig for at hjælpe hende.

“Pantomime” er en okay thriller, men jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet under læsningen. Tidligere synes jeg, at von Holdt har underholdt med drabelige historier, som måske ikke altid overraskede 100%, men som ikke desto mindre holdt læseren fanget hele vejen igennem. Denne gang synes jeg ikke helt, historien holder. Der er nogle yderst heldige sammentræf, som er lidt svære at sluge, og selvom Sharons forsøg på at rense sig selv, og derved finde ud af hvem der så har slået veninden ihjel, er ganske spændende og overraskende, så er tråden om hendes søn og kampen for at finde ham lidt for nem at gennemskue efter min mening.

Forside er  meget stemningsfuld, og jeg forstår godt baggrunden for at bruge den, men den minder uhyggelig meget om forsiden fra “Sov som de døde“, og det, synes jeg også, er lidt ærgerligt.

Jeg er sikker på, at der nok skal være mange, som synes “Pantomime” er en fin bog, og er du til Dean Koontz, så tror jeg bestemt heller ikke du bliver skuffet.

Læs starten på romanen:
I offentlighedens øjne scorer jeg højt på tosse-o-meteret. Medierne har med deres udpenslede historier og hang til det makabre gjort mig til indbegretbet af alt, hvad der er ondt og grusomt, og folk er i almindelighed enige om, at de har ret. Jeg er bedst kendt som galning, psykopat og uhyre. Mit rigtige navn er Sharon Crane, men du kan kalde mig, hvad du vil. Lige i øjeblikket siger jeg, at det er Claire Bessette, hvis nogen spørger.

Jeg har været død i to år; gemt af vejen i seksogtredive kubikmeter eneværelse med et ammoniakstinkende lokum, stålforstærket jerndør uden håndtag, tremmer for vinduerne og udsigt til en solsveden mark, varmere end helvedes forgård. Men jeg håber ikke, at jeg behøver at være død resten af mine dage.”

Besøg Annika von Holdts hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Bøger af Annika von Holdt:

Hjemsøgt (2001)
Nattetimen (202)
Sov som de døde (2009)
Pantomime (2012)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Peter Stoltze

Jack the Ripper af Erwin Neutzsky-Wulff

Jeg har endnu ikke selv fået læst Erwin Neutzsky-Wulffs “Jack the Ripper”, men den står på min “bør læse”-liste. Indtil jeg selv får læst den, kommer her en sammenfatning af, hvad andre har skrevet om bogen.

På forlaget Sohns hjemmeside står der i pressematerialet:

“I sin nye roman, JACK THE RIPPER, giver Erwin Neutzsky-Wulff sit skønlitterære bud på verdens mest berømte mordsag – sagen om den ukendte morder, som i 1888 dræbte og lemlæstede mindst 5 kvinder i Londons luderkvarter, Whitechapel.

JACK THE RIPPER er en traditionel kriminalroman med spor, mistænkte og en morder, hvis identitet røbes på de sidste sider. Den bygger på de historiske fakta og er baseret på studier af i tusindvis af sider om tiden og sagen i politirapporter, dagbøger og breve.

I kraft af de mange personer, der var berørt af sagen, er Erwin Neutzsky-Wulffs roman samtidig et portræt af den victorianske tidsalder på vej ind i det tyvende århundrede – en guldalder for romantikere, drømmere, anarkister, spiritister og okkultister.

Foruden sagens centrale aktører møder vi en række kendte digtere, malere, politikere, frimurere, medier, magikere og mange andre navngivne personer fra tiden, som alle var interesserede i og måske involverede i de mystiske mord.  Ikke mindst møder vi de ulykkelige ofre, hver med sin historie, og de mennesker, der omgav dem i Londons mest berygtede kvarter.

Ingen mordsag i historien har givet anledning til så mange spekulationer om morderens identitet som sagen om Jack the Ripper. “Ripperologer” over hele verden har gennem årene foreslået talløse mulige skyldige. I denne roman tegner Erwin Neutzsky-Wulff sit eget billede af tiden, historien og morderen”.

Ikke alle anmeldere har været lige begejstret for bogen.

Jyllandspostens Johnny Harboe giver den 2 ud af 6 stjerner og skriver bl.a.: “Der er ingen tvivl om, at Erwin Neutzsky-Wulff er i besiddelse af en massiv viden om Victoria-tiden, om okkulte fænomener og mange andre ting. Spørgsmålet er blot, hvorfor det hele serveres i en så ukontrolleret pærevælling. Så skal vi lige have et Nietzsche-citat, så skal vi høre om forfatteren Robert Louis Stevenson, så skal vi overbevises om, at Alan Moores tegneserie ”From Hell” (der er udgivet over hundrede år efter mordene) ikke giver et sandfærdigt billede af Jack the Ripper-sagen”.

Politikens Mette Højbjerg giver blot en stjerne ud af 6 mulige og kalder bogen for: “70 ikke særlig sammenhængende kapitler på hver 1-2-3 sider med Wulffs historieforelæsninger om bl.a. liberalisme, spiritualisme, feudalisme og galvanisme blandet med overfladiske og usanselige portrætter af myrdede prostituerede, diskussioner på lokale britiske pubber, en journalists overvejelser, utallige historier om ukendte såvel som kendte personer, hvis sammenhæng til morderen står hen i det uvisse.”

Berlingskes Jesper Eising giver ligeledes kun en stjerne og kalder bogen for: “… en rodet, forvirrende og uredigeret gryderet uden fast holdepunkt. Først til sidst samler bogen sig pludselig om en fiktiv dagbog – muligvis fra the Ripper selv – hvor der rent faktisk bydes på nogle interessante fortællemæssige takter.”

Bjarne Nielsen på Arbejderen er mere positiv. Han skriver bl.a.: “Man er pragtfuldt underholdt i dette Charles Dickens univers” og “Neutzsky-Wulff tegner et fremragende billede af tiden, The Ripper-historien og hans bud på morderen er yderst kvalificeret”.

Stig W. Jørgensen giver på Ekkorummet en grundig omtale af bogen, og gør bl.a. opmærksom på at forlaget snarere burde have markedsført “Jack the Ripper”, som en utraditionel krimi hvad den er “Så ville læsere med traditionelle forventninger ikke blive skuffede, og andre ville måske ligefrem se genrebetegnelsen som et plus i en tid hvor det vist ikke er traditionelle krimier vi mangler.”

Om romanens form skriver Jørgensen: “Dér hvor han [ENW] bryder med læserforventningerne, er i opbygningen som savner en sammenhængende fortløbende fortælling og kriminalromanens traditionelle spændingskurve. Det vi i stedet får, er en kalejdoskopisk roman om Jack the Ripper i enhver forstand: mordene, de mistænkte, konteksten, samtiden, Nachleben og kulturel signifikans. De første tre fjerdedele af bogen veksler mellem vignetter, små portrætter og dialoger, diverse indskud som en oversættelse af Keats’ ‘La Belle Dame Sans Merci’, essayistiske passager, i en grad så det ikke alene bryder med genren kriminalroman, men – som de fleste af Neutzsky-Wulffs senere bøger – med selve den gængse opfattelse af en roman.”

Og hvor flere af ovenstående anmeldere slet ikke brød sig om denne opbygning, så skriver Jørgensen videre: “Jeg kan godt lide ideen om en sådan kalejdoskopisk Jack the Ripper-roman – fordi Jack the Ripper netop er så meget: ikke bare en historisk mordsag, ikke bare en gåde, men et fænomen, et symbol, et kulturelt ikon, noget der er behandlet i så mange såvel fag- som skønlitterære bøger at dette i sig selv er værd (og uomgængeligt) at tematisere.”

Jørgensen slutter af med ordene: ” Jeg fandt teksten underholdende, og den øgede min nysgerrighed vedrørende Jack the Ripper, som ellers ikke har været en af mine interesser – men som gammel Neutzsky-Wulff-læser havde jeg vel også en idé om hvad jeg gik ind til.”

Læs forfatterens egne tanker bag udgivelsen

Udgivelsesår: 2012