Med Labyrint har Sarah Engell skrevet en interessant spændingsroman om sorg og A.I. samt hvilke etiske problemstillinger det kan medfører, når de to blandes.
En ung mor befinder sig pludselig i sit livs mareridt, da hun en morgen vågner og finder ud af, at hun har fået nyt navn, at der er hændt noget frygteligt, at hun er blevet skilt, at hun har mistet sit arbejde i it-branchen, og at nogen øjensynligt forfølger hende. Men hvad er det, der er sket? Hvad har hun gjort? Har hun overhovedet gjort noget?
Mens hun kæmper for at finde ud af, hvad der er op og ned på det hele, hvem der sender hende mystiske beskeder og forsøger at knække hende – er der overhovedet nogen, der gør det, eller er hun ved at blive skør? – arbejder hun som en rasende på at udvikle en AI-baseret verden til en kvinde, der har mistet sin lille datter. En verden, som skal hjælpe kvinden til at sige farvel til det barn, hun aldrig kommer til at se i levende live igen. (Forlagets beskrivelse)
Jeg har tidligere læst Lille pige af Sarah Engell, som ligeledes handler om sorg og traumer.
Andre skriver:
Kenneth Bøgh Andersen
En roman, der for fem år siden ville have været sci-fi, men som nu er uhyggelig tæt på uhyggelig virkelighed. 200 siders non-stop spænding, gætværk, blændværk og blindgyder. En labyrint man – ironisk nok – drøner lige igennem. (Instagram)
Berlingske Tidende
Den fagre nye fremtid er ikke længere væk, end at mobilen, mac’en og diverse andet ai-genereret hverdagsmaskineri har sin lange snyltende snude godt inde i vores liv. Vi er allerede så tæt på et reelt og virkeligt ‘scifi’-scenarie, at morgendagen faktisk er lige nu, og fantasifuld fremtidsfiktion kan være ved at overtage vores virkelighedsopfattelse. Det er den nervepirrende påstand i Sarah Engells gysende grumme spændingsroman »Labyrint« om ai og den kunstige relation mellem en robot og et menneske. Om hvordan vi gradvist narres til at tro, at det virtuelle er virkelighed, og det forlorne er uforfalsket. At kunstig intelligens er kvalitet og realitet. (Berlingske Tidende 10.03.2026)
Jyllandsposten
I ”Labyrinten” er hovedkarakteren Kajsa netop blevet gal. Skør. Paranoid. Helt kuk-kuk. Hendes eksmand vil ikke tale med hende, det vil hendes far heller ikke, og hendes mor med de hævede øjenbryn og de bebrejdende kommentarer kommer med mad i plasticbøtter, som Kajsa kan varme i kolonihavehuset, hvor hun er flyttet ind sammen med datteren Vilde efter skilsmissen. Det er svært at finde hoved og hale i, hvordan Kajsas liv egentlig er blevet sådan. Hun lider nemlig af hukommelsestab, og da det er hendes synsvinkel, vi følger rundt i labyrintens blindgyder, er der kun tilbage at gætte på, hvordan det hele hænger sammen. Og det har man som læser vældig meget lyst til. (Jyllandsposten 26.02.2026)
Bibliotekekernes lektørudtalelse
Intens, skræmmende og enormt gribende roman om sorg, identitet, hemmeligheder og kunstig intelligens. Fortællingen er velskrevet med levende karakterer, korte, tempofyldte kapitler og et nervepirrende og intelligent plot, der holder læseren fanget til sidste side.
Om Labyrint:
Udgivelsesår: 25.02.2026
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 211 sider
Omslag: Simon Lilholt/Imperiet
Læs et interview med Sarah Engell på Bog.dk
Læs også:
En helt almindelig død af Lars Ahn Pedersen.
Total digital af Jakob Albrethsen.
Hver for sig af Marie Bachmann Pedersen.
Mormor og morfar af Jakob Emiliussen.
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff.
Ej blot til lyst af Torben Ikeda Pedersen.
Klara og solen er Kazuo Ishiguro.
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal.
Gennem briller af Martin Kraglund.
Som en sommerfugl over markerne af Jesper Rugård Jensen.
Kentuki af Samanta Schweblin.
