Indlæg tagget med ‘Dean Vincent Carter’

Ulvebid af Dean Vincent Carter

Ulvebid af Dean Vincent CarterJeg var ganske begejstret for Dean Vincent Carters første roman ”Djævelens hånd”. Derfor blev jeg glad, da jeg opdagede, at hans anden roman også var blevet oversat. Men desværre lever Ulvebid ikke helt op til forventningerne.

Gerontius er en ung teenager, som 8 år tidligere mistede sine forældre i en bilulykke under en ferie i Østrig. Dvs. det er, hvad de fleste tror. I virkeligheden blev bilen overfaldet af et mystisk ulvelignende væsen. Væsnet slog Gerontius forældre ihjel, før det stak af og efterlod en skrækslagen dreng. Nu bor Gerontius hos sin onkel og tante i London.

I den anden ende af London holder gangsteren Slaughter til. Han ønsker at straffe tre af sine håndlangere for at have forkludret et bankrøveri. Derfor indgår han en aftale med lejemorderen Haller – uden at vide at Haller ikke er en helt almindelig mand. Da Gerontius tilfældigt bliver blandet ind i opgøret, står han pludselig ansigt til ansigt med et væsen, som minder betænkeligt meget om det, han undslap for 8 år siden.

Carter skriver egentlig flydende og letlæseligt, men historien virker ikke helt sammenhængende eller troværdig. I første afsnit hører vi f.eks. om to betjente fra en særafdeling, som leder efter varulve i London, men de virker mest som et kunstigt påhæng til historien, fordi de skal bruges i slutningen.

Og slutningen – ja, Carter prøver at lave en overraskende drejning her, og det lykkes også delvist, men igen virker det lidt for kunstigt og bliver derfor ikke overbevisende.

Historien er dog spændende med masser af dramatiske elementer, og varulve er jo altid interessante, så helt dårlig er Ulvebid ikke. Den bedste ”varulve i storbyen”-historie er dog stadig Whitley Striebers roman fra 1980: ”Varulvenætter”.

Om Ulvebid:

Originaltitel: Hunting Season
Udgivelsesår: 2008

Djævelens hånd af Dean Vincent Carter

Djævelens hånd af Dean Vincent CarterJournalisten Ashley Reeves, bliver inviteret af en excentrisk eneboer, som lever på en ø, langt fra land. Han ejer et enestående insekt, som han vil have Reeves til at skrive om, men da Reeves er kommet til øen, udvikler tingene sig i en ubehagelig retning, og Reeves indser, at eneboeren gemmer på grusomme hemmeligheder.

Underholdende og spændende roman, som sagtens kan udfylde en mørk og stormende aften.

Fortællingen.dk skriver om Djævelens hånd:

Djævelens hånd er på ingen måde en dårlig bog – forfatteren er helt klart effen, og der er masser af gode detaljer i historien. For horrorlæserne, både unge og voksne, er der tale om en lækkerbisken – især på dansk, hvor horror hovedsageligt dækkes af King og Koontz. Blot skal man være bevidst om, hvad man får – det er ikke så meget en monstergyser, som det er en horrorthriller.” Læs hele anmeldelsen her

Om Djævelens hånd:

Udgivelsesår: 2006
Forlag: Sesam, 252 sider
Originaltitel: The hand of the devil