Hver uge udkommer der nye og interessante titler indenfor de fantastiske genrer. Med listerne her forsøger jeg at samle særligt spændende udgivelser og give dem lidt velfortjent rampelys. Titlerne beskrives med link til forlagenes/boghandlernes omtaler, og skulle jeg have omtalt bogen allerede, er der også link til den her på Gyseren.
Tak til Janus Andersen for at trække ugelisterne jeg bruger til udarbejdelsen.
Nye udgivelser 2026-06
Danser med skygger & løgne af Stine Bahrt
Krabat, 2026. – 364 sider
Levende lig hjemsøger Londals gader, og skyggedæmonerne er mere pågående og hæmningsløse end nogensinde. Templet besidder en ukendt genstand, som tvinger skyggerne til at lystre. Penny er overbevist om, at den er nøglen til at tage magten fra præsterne. Da Sebastiel pludselig forsvinder, knuser det hendes hjerte, og hun ved ikke længere, hvem hun kan stole på.
Danser med skygger & løgne er andet bind i en dark romantasy duologi fyldt med steampunk og lidenskab. Her kæmper attenårige Penny for at navigere i et net af løgne, længsler og væsner fra underverdenen.
Enden er nær: undergangsroman af Jamal Bendahman
Gladiator, 2026. – 160 sider
I en Verden uden en fremtid, zoomer vi ind på Amir.
Amir har svært ved at danne meningsfulde relationer.
Amirs bror vil gerne være en stor mand i denne Verden.
Amirs ven kan ikke stoppe med at arbejde.
Amirs far arbejder for et værdigt liv.
Amirs chef vil gerne eje os alle.
Amirs kæreste vil bare gerne finde en sød fyr.
Og så er der Enden, som er nær.
Enden er nær er en udforskning af denne Verden vi lever i, og hvordan vi alle, hver især, formes af den. Vi indtager alle en position i det her pyramidespil af smerte, vi kalder kapitalismen. Kan vi fortsat holde ud at være til i denne Verden, eller bliver vi nødt til at forlade den, inden vi alle går under. Bogen er også science-fiction. Det er en undergangsroman, for det er kun når vi tænker Verden til ende at vi kan se den klart.
’Og hvad han overhørte hver dag, blev en dyb smerte, der lagde sig i ham. Og han ville give den videre til andre, overføre smerten, så den fyldte mindre. Smerten udsprang ikke fra byggepladsen, den kom fra et meget højere sted. Det var et pyramidespil af smerte.’
Skyggen af Gry af Viggo Bjerring
Ekbátana, 2026. – 319 sider
Psykologen Alex har i og for sig et godt liv. Fast job i en klinik på Frederiksberg, en velhavende kæreste og hunden Ziggy, opkaldt efter Sigmund Freud. Han kæmper dog med en lidt for høj psykopati-score og sætter streger i sin notesbog, når han mærker et strejf af empati. En dag bliver han opsøgt af den historiestuderende Gry, der hævder at kunne se ind i fremtiden. Den rationelle Alex er sikker på, at Gry forsøger at snyde ham, men hans nysgerrighed er vakt. Snart tager hans liv en voldsom drejning, der fører de to ud på en hæsblæsende rejse gennem Europa – på jagt efter fremtiden og sig selv. For hvad betyder det for mennesket, hvis alt er forudsigeligt og fastlagt på forhånd? Hvis den frie vilje blot er en illusion? Og hvad sker der egentlig, når en psykopat bliver forelsket?
SKYGGEN AF GRY er en kærlighedsfortælling, en road novel og en filosofisk roman om håb, frihed og tidens væsen. Om en kvinde, der kan se fremtiden, og en mand, der hverken ønsker at se sig selv eller sin fortid i øjnene.
Det makabres mestre af Joan Boix
E-voke, 2026. – 154 sider
E-voke samler her 20 gyserhistorier skabt af den store mestertegner Joan Boix, som oprindeligt blev udgivet for næsten 50 år siden i de legendariske spanske magasiner Dossier Negro, S.O.S. og Creepy. Flere af historierne er baseret på værker af store forfattere som H.P. Lovecraft, Franz Kafka, Arthur Conan Doyle, Gustavo Adolfo Bécquer og Edgar Allan Poe.
Den definitive udgave af værkerne af en af horror-genrens største mestre.
Min tredje hånd af Arthur Dreyfus
Jensen & Dalgaard, 2026. – 358 sider
Fabulerende roman om en ung mands usædvanlige liv i årene omkring 1. verdenskrig.
Arthur Dreyfus (fransk-schweizisk, f. 1986 i Lyon) har en kandidatgrad i marketing og kommunikation, men har i mange år også arbejdet som tryllekunstner, skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og kulturjournalist. I Frankrig er han bl.a. kendt for en over 2.000 sider lang bog om sit sexliv, Journal sexuel d’un garçon d’aujourd’hui, og for at arrangere en nøgen-jogging event foran senatet imod ’puritanisme ambiant’. Min tredje hånd, hans første udgivelse på dansk, vandt i 2023 ikke mindre end fire priser: Prix Transfuge du roman français; Prix Wepler-Fondation La Poste mention spéciale; Prix Castel og Prix Millepages.
Til 2040 af Jorie Graham
Forlaget Kronstork, 2026. – 99 sider
Til 2040 kortlægger en apokalyptisk verden hvor arterne uddør eller allerede er uddøde, og hvor mennesket famler efter sig selv, på grænsen til undergang. Digtene svæver både filmisk over vandene og kommer helt tæt på kroppen der står i brusekabinen eller får en VR-maske spændt på hovedet. Grahams poesi er en mesterlig behandling af vores tids mest presserende spørgsmål. Om klimakollaps, om vores kropslige bevidsthed, og om forholdet mellem denne bevidsthed, natur, teknologi og sprog.
Jorie Graham (f. 1950) er en af de største nulevende amerikanske digtere i dag. Hun vandt Pulitzerprisen for The Dream of the Unified Field i 1996, og To 2040 var finalist til samme i 2024. Digtsamlingen er oversat af Merete Enggaard Jakobsen.
Grøn hær: fortællinger om forsvaret af Europa af Niels Henrik Hooge
Forfatterskabet.dk, 2026. – 289 sider
Grøn hær, der er andet bind af Niels Henrik Hooges Europatrilogi, fokuserer på udviklingen af Europahæren og hvordan den påvirker alle sider af det europæiske samfund. I erkendelsen af at betingelserne for et tilstrækkeligt militært beredskab ikke kun er et spørgsmål om infrastruktur og ny teknologi, står forsvarsviljen centralt. Nye borgeridealer må se dagens lys, hvis kontinentet skal modstå presset fra de autokratiske kræfter. I en tid, hvor åndelig oprustning efterspørges, anskueliggør bogen, hvad den kan kræve for at lykkes.
Ligesom første bind af trilogien, der skildrer oprettelsen af en fælleseuropæisk efterretningstjeneste, er romanen præget af et kraftigt dansk islæt. Parallelt med visionen om, hvad Europa kan og bør udvikle sig til, spindes der tråde til dramatiske begivenheder i Rusland, Nordkorea, USA og Grønland.
Foder til høns af Feline Kamber
Gutkind, 2026. – 189 sider
Det er kendt på øen, at Inger skal forloves med Frode, Tækkemandens søn, men det er Ingers søster, Rakel, som Frode mødes med i hønsehuset om natten. I Inger og Rakels hus har spøgelsesbroren Joel ligget og hostet, siden han kom hjem fra havet i en kiste. Munken er en porcelænsfigur på størrelse med et dukkebarn, han står på kommoden, når han ikke halser efter Rakel. Han vågner tit om aftenen, porcelænet bløder op og bliver bevægeligt. Dæmonerne spøger ved marsken og inde i husene. Bag møllen mødes de unge og udfordrer hinanden til at slås. Inger siger ikke meget, men er god til at give tæsk. Frode og Ingers bryllup skal stå, inden lyngen er blomstret af to gange.
Rakel har kun øje for Frode.
Elon & Jeff på Mars af Marc-Uwe Kling
Bogoo, 2026. – 80 sider
De to superfiktive multimilliardærer Elon Tosk, chef for bilproducenten Edison, og Jeff Jezos, grundlægger af The Shop, verdens største internethandelsvirksomhed, udkæmper et kapløb om at komme først til Musk – undskyld, Mars, selvfølgelig.
Da de først er landet, beviser de, at der kun skal to beboere på en planet til, for at der kan opstå en voldsom nabostrid. Kan problemet mon løses med et trådhegn? Men så forsvinder Jeffs assistent-robot ALEX, og de to rigeste mænd på Mars må konstatere, at der på den røde planet lurer langt større farer end irriterende naboer.
Elon & Jeff på Mars er en vanvittig og sjov satire om to fyre, der har flere penge, end hvad der kan være godt for nogen.
Hvad vi ved af Ian McEwan
Gyldendal, 2026. – 354 sider
HVAD VI VED er et mesterstykke om to elskende, hvis historie har overlevet tidens gang, oversvømmelser og menneskehedens idioti. En roman om troen på fortiden – fyldt med hemmeligheder og bedrag.
2014: Under et vådt middagsselskab dedikerer den berømte digter Francis Blundy et digt til sin kone. Ingen af de tilstedeværende ved, at generationer fremover vil spekulere over digtets mystiske budskab.
2119: Mens store dele af England står under vand, længes den ensomme akademiker Thomas Metcalfe efter en svunden tid. Særligt ét forsvundet digt. Da han falder over et spor, der måske kan føre til genopdagelsen af digtet, afsløres historien om en voldsom kærlighed og en brutal forbrydelse.
Hvad vi ved er et kærlighedsbrev til mennesker og de ord, vi efterlader.
Kyklopens Øje af Peder Riis
Jernpaven.dk, 2023. – 24 sider
Den utrolige historie om den sværdsvingende og langsomt opfattende barbar Qrall, der tvinges ud på en mission efter en stor skat. Snart er han flankeret af sin modvillige væbner, og begge må de grueligt meget igennem, før sandheden går op for dem.
En hæsblæsende tegneserie til eventyrlystne læsere af sjove fortællinger.
Alchemised af SenLinYu
Amaryllis, 2026. – 1075 sider
Helena Marino var engang en talentfuld alkymist. Nu er hun taget til fange af Paladias nye magtelite af korrupte laugsfamilier og nekromantikere. Hendes venner og forbundsfæller i modstandsbevægelsen Den Evige Flamme er døde, hendes evner er blevet neutraliserede, og den verden, hun kendte, ligger i ruiner.
Ifølge modstandsbevægelsens optegnelser var Helena en ubetydelig helbreder. Men hun er ramt af et uforklarligt hukommelsestab om månederne op til sin tilfangetagelse, og det får hendes fjender til at tvivle på, om hun virkelig er så betydningsløs, eller om hendes forsvundne minder gemmer på nøglen til modstandsbevægelsens sidste træk?
For at afdække de minder, der ligger begravet dybt i hendes sind, bliver Helena sendt til Højfogeden, Kaine Ferron, en af den nye verdensordens mest magtfulde og skrupelløse nekromantikere. Men både Højfogeden og hans forfaldne gods gemmer på deres egne hemmeligheder …
I denne medrivende dark fantasy-debut kæmper en kvinde med tabte minder for at overleve i en krigshærget verden fuld af nekromantik og alkymi – og mod den mand, der har fået til opgave at afdække de dybeste hemmeligheder i hendes fortid.
Fantastik skøn 2026-01.
Fantastik skøn 2026 01-05.
Fantastik skøn 20260 6-12.
Fantastik skøn 2026 13-15.
Fantastik skøn 2026 15-16.
Fantastik skøn 2026 17-20.

