En af mine yndlingsopgaver på arbejde er, når kollega Janus og jeg laver podcasten Bibliotek X. Her i første sæson har vi allerede været omkring filmatiseringer, scifi-horror og monstre (for blot at nævne lidt). Vi har bl.a. haft besøg i studiet af Teddy Vork, Jane Valeur og Jacob Hedegaard Pedersen, og nu er vi nået til ottende episode. Denne gang er overskriften Bibliotek X – H. P. Lovecraft med Martin Wangsgaard Jürgensen i studiet.
Interview med Martin Wangsgaard Jürgensen:
Martin Wangsgaard Jürgensen har altid interesseret sig for middelalderhistorie, og arbejder til dagligt på Nationalmuseet hvor han forsker i kristendommens kulturhistorie. Men når museets døre lukker bag ham, åbner mørket sig i stedet.
Martin har nemlig en svaghed for horror. Dels skriver han romaner og noveller indenfor horrorgenren, alene eller sammen med Jacob Holm Krogsøe. Dels har han bloggen Fra Sortsand, og han også har skrevet fagbøger om genren. I 2020 udgav han Skrækvisioner om gysets udvikling i den engelsksprogede litteratur fra 1920 og 100 år, og i 2023 udgav han så Drømmenes pris om H. P. Lovecrafts liv og litteratur.
Hans store viden skinner tydeligt igennem i dagens snak, hvor vi bl.a. taler om, hvad Lovecraftian egentlig betyder. Hvordan man definerer weird fiction. Og forsøger at få styr på, hvorfor H. P. Lovecraft er mere populær i dag knap 90 år efter sin død.
Sidst men ikke mindst, kommer Martin med sine bud på bøger, man bør kaste sig over, når man har læst alt af Lovecraft. Og løfter sløret for at han pt. skriver på en biografi om Robert E. Howard, som gennem deres brevudvekslinger blev en del af Lovecrafts indercirklen.
Med Lovecraft som inspiration:
H. P. Lovecraft er nok en af de få forfattere, hvis fans ikke nødvendigvis har læst hans værker. Hans noveller er nemlig i udbredt grad blevet genfortalt og bygget videre på, så mange kender ham snarere gennem diverse rollespil eller konsolspil som f.eks. “Call of Cthulhu”.
Med forlaget Kandors flotte udgivelse af H. P. Lovecrafts samlede værker oversat af Jakob Levinsen i 2018-2019, fik vi for første gang mulighed for at læse alle Lovecrafts fortællinger på dansk. Indtil da havde der kun været sporadiske udgivelser samt enkelte noveller i diverse antologier.
Til gengæld fandtes og findes der masser af ‘fan fiction’: værker, der er inspireret af Lovecrafts univers og/eller stil.
Tegneserier
I 2004 udkom Hans Rodionoffs biografiske tegneserie om H. P. Lovecrafts liv med forord af John Carpenter. Blot én af mange der har fundet inspiration i Lovecrafts værker.
Flere internationalt anerkendte tegneserieskabere har prøvet kræfter med Lovecrafts univers. F.eks. lavede Richard Corben i 2008 H. P. Lovecraft’s Haunt of Horror, som virkelig er en lækker udgivelse. Her gendigter og illustrerer Corben nogle af Lovecrafts digte og historier, og efter hver fortælling er den originale tekst trykt.
I 2024 udgav forlaget E-voke Lovecrafts Cthulhu myter illustreret af Esteban Maroto i en opdateret udgave med tre af Lovecrafts mest berømte noveller omhandlende Cthulhu-myten: Den navnløse by, Højtiden og Cthulhu kalder. Og tidligere i år udgav de Det makabres mestre af Joan Boix, der bl.a. indeholder fortolkninger af Lovecraft fortællinger.
Den japanske manga-tegner Gou Tanabe har også gendigtet flere Lovecraft noveller. Hans album er udgivet af forlaget Dark Horse, og flere af dem kan lånes på danske biblioteker.
De danske tegneserieskabere kan dog også være med.
I 2020 søgte forlaget Afkom støtte via Kickstarter til at få udgivet Danmarks første H.P. Lovecraft tegneserieantologi I ly af mørket. På under et døgn var beløbet samlet ind, og I ly af mørket udkom med ni spændende nyfortolkninger af Lovecrafts noveller samt et informativt forord af Thomas Winther. I 2024 udkom efterfølgeren I ly af mørket II, denne gang med 12 fortolkninger.
Forlaget Afkom står også bag den smukke Hvad Maanen Bringer af NMAAR, som stykker 12 noveller fra Lovecrafts ‘Drømmelands cyklus’ sammen til en samlet historie om drømme, mareridt og vanvid.
Antologier og romaner
I løbet af 00’erne og 10’erne udgav Henrik S. Harksen serien HPLMythos på sit forlag H. Harksen Productions.
Fra skyggerne, der udkom i 2007, er første bind i serien, som indeholder nye historier skrevet af danske forfattere med inspiration fra Lovecraft og Cthulhu Mythos-genren. Bind to, Lyden af vanvid, udkom i 2010, denne gang med bidrag af bl.a. A. Silvestri og Jonas Wilmann. Grufulde mørke udkom i 2012 som den tredje danske HPLMythos udgivelse, med bl.a. Martin Wangsgaard Jürgensens fremragende novelle ‘Under marehalmen.
Senere samme år udkom også Urban Cthulhu: Nightmare Cities der også havde to danske bidrag med i form af Thomas Strømsholts ‘Architect Eyes’ og Morten Carlsens ‘Ozeelah’s Lake’.
I 1980 udgav Ramsey Campbell antologien New tales of the Cthulhu mythos, som bl.a. indeholder Stephen Kings novelle ‘‘Crouch End‘ samt Campells eget bidrag ‘The Faces at Pine Dunes‘.
Selveste Dennis Jürgensen har også fundet inspiration i Lovecrafts Cthulhu-mytologi i de to romaner De hængte mænds hus og Gylperen der har privatdetektiven Harry Norton og hans assistent Tippi Tulip i hovedrollerne.
Film
En søgning på IMDB giver mere end 300 resultater, der angiver H. P. Lovecraft som forfatter. Langt de fleste er kortfilm, men der er også lavet en del spillefilm baseret på Lovecrafts historier. Min yndlings Lovecraft film er dog In the Mouth of Madness fra 1995, som er stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab men ikke baserer sig direkte på en enkelt historie.
Også Richard Stanleys film Color Out of Space fra 2019 kan varmt anbefales. Ligesom Stuart Gordons Re-Animator fra 1985 er en skøn fortolkning af Lovecrafts novelle. Derudover står Gordon også bag filmatiseringer af Dreams in the Witch House i Masters of Horror-serien, Dagon som i virkeligheden er baseret på novellen ‘Skyggen over Innsmouth‘, Castle Freak som er baseret på novellen ‘The Outsider’ samt From Beyond baseret på novellen ‘Fra det hinsides‘.
Guillermo del Toro’s tv-serie Cabinet of Curiosities indeholder også et par vellykkede afsnit baseret på Lovecraft fortællinger. Endnu en gang finder vi en filmatisering af ‘Dreams in the Witch House’ og derudover ‘Pickman’s Model’.
En af de tidligste filmatiseringer, jeg har set, er Daniel Hallers Die, Monster, Die fra 1965 inspireret af ‘Farven fra rummet‘. Daniel Haller gav Lovecraft endnu et skud fem år senere med The Dunwich Horror, som jeg heller ikke var så begejstret for.
Til gengæld kan jeg varmt anbefale Rædslernes hotel af Lucio Fulci, som godt nok ikke krediterer Lovecraft, men som i den grad har en Lovecraftian vibe.
Næste episode:
Bibliotek X er klar med næste episode d. 13. september, hvor det skal handle om Stephen King.
Om Bibliotek X:
Værter: Janus Andersen og Jette Holst
Gæst: forfatter Martin Wangsgaard Jürgensen
Udgiver: Horsens kommunes biblioteker
Klippet og redigeret af Thomas Vang Glud
Vi talte bl.a. om:
The Imago Sequence and Other Stories af Laird Barron, 2007
Demons by Daylight af Ramsey Campbell, 1973
Wonderboys af Michael Chabon, 2013
Philip K. Dick
Grufulde mørke / red. Henrik S. Harksen, 2012
M. R. James
The Fisherman af John Langan, 2016
Teatro Grottesco af Thomas Ligotti, 2023
The Music of Erich Zann af H. P. Lovecraft, 1921
The Colour out of Space af H. P. Lovecraft, 1927
The Shadow over Innsmouth af H. P. Lovecraft, 1931
H. P. Lovecraft – Thomas Winthers blog om Lovecraft’s kosmiske terror på dansk
Edgar Allan Poe
På sporet af Lovecraft – podcast hvor Merlin P. Mann & Dennis Jacob Hess Rosenfeld læser alle Lovecrafts historier kronologisk.
Southern Reach-trilogien af Jeff VanderMeer
Superkultur – Hvad NMAAR bringer
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen, 2014
Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen, 2018
Randvad af Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Krogsøe, 2018
Skrækvisioner af Martin Wangsgaard Jürgensen, 2020
Blodbaner af Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Krogsøe, 2021
Rama Rama Europa af Martin Wangsgaard Jürgensen, 2022
Drømmenes pris af Martin Wangsgaard Jürgensen, 2023
Pramdrageren af Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Krogsøe, 2024 (vinder af Årets Danske Horrorudgivelse)
Besøg også Martin Wangsgaard Jürgensens blog Fra Sortsand

