oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘gysergenren’

Monstrologi – Frygtens manifestationer / red. Jørgen Riber Christensen og Steen Ledet Christiansen

Monstrologi - Frygtens manifestationerMonstrologi – Frygtens manifestationer er udgivet på Aalborg Universitetsforlag, og bogens forfattere er hovedsageligt forskere. Sprogligt er her derfor ikke tale om et festfyrværkeri af sproglig sprudlen, men indholdet er interessant nok, til at man bærer over med de til tider snørklede akademiske sætninger.

Forord
I bogens forord sættes der ord på monstrets betydning i dag, f.eks. kan man se monstret som en måde at fortolke verden på: “Monstre er ikke virkelige, men deres effekter og påvirkninger er virkelige, og den måde de udtrykker noget om verden er også virkelig. På denne måde er monstret en ideologisk konstruktion, som vil tvinge os til at forstå verden på en bestemt måde. Monstret skal måske indfanges og ødelægges, eller det er en fundamental del af vores verden, men monstret er den måde, vores verden giver mening på.

Et andet synspunkt er monstret som grundlag for korruption: “Monstret, hvad enten det er en fundamental del af vores verden eller noget fremmed, som skal indlejres, er altid korrupt og korrumperende. Dette kan være i bogstavelig forstand med monstre som inficerer og forandrer vores kroppe, eller det kan være en psykologisk transformation, hvor monstret får os til at gøre ting, vi aldrig ellers kunne finde på. Menneskelige karakteristika projiceres over på monstret som svagheder for på den måde at afsløre og afbillede vores fejl.”

Det er også vigtigt at se monstrets krop i kulturel sammenhæng: “Den monstrøse krop er altid det, vi finder afskyeligt, ulækkert og abjekt. Monstrets krop afslører altid afvigelse og abnormalitet på mindst én måde og afslører dermed, hvad der er marginaliseret og kulturelt uacceptabelt. Derfor er det altid nødvendigt at påtænke monstrets historicitet og påtænke deres sære genealogier, afskyelige afkom og deforme forfædre. Det er gennem kulturhistoriens optik, at vi kan forklare monstrets uendelige mutationer.”

Det er bl.a. gennem monstret, at samfundets grænser afgrænses: “Det er netop gennem de transgressive, abjekte og korrumperende træk, at monstret viser os, hvad der er uacceptabelt i vores kultur. Dette bringer os tilbage til den første pointe om, at monstre hjælper os med at fortolke verden, for det er i monstres natur, at det overtræder grænserne og også, at det er op til os at bekæmpe dem tilbage over grænsen.”

Endeligt kan vi også se monstret som en form for husdyr: “Det er vigtigt at huske på at gennem den proces, hvor vi gør monstret konkret, gør vi det også kontrollerbart; monstret bliver en måde at håndtere, afgrænse og kontrollere vores frygt. Ved at gøre vores monstre konkrete og synlige, gør vi dem også forståelige og afgrænsede.”

Monstrologi og frygtens kulturhistorie af Jørgen Riber Christensen
I den indledende artikel redegør Jørgen Riber Christensen for, hvad man forstår ved monstrologi. Hvordan monstret ikke er i den virkelige verden men kun eksisterer som semiotik, og hvordan denne semiotik har udviklet sig over årene. Desuden indeholder artiklen en film- og mediehistorisk oversigt over horrorfilmens monsterhistorie samt en monstertypologi:

Fusionsmonstre består af sammensmeltningen af normalt adskilte kategorier, f.eks. en zombie er både levende og død. Fissionsmonstre, f.eks. varulve og dobbeltgængere, er som fusionsmonstre sammensat af forskellige kategorier, men denne sammensætning er splittet i tid og/eller sted: varulven er på skift menneske og ulv, og dobbeltgængeren er adskilt fra sin “original” i sted. Magnifikationsmonstre er en kategori af i forvejen frastødende væsener, der er forstørret eller som optræder i stort tal. 1950’ernes teknogyserfilm myldrer med disse monstre [nutidens zombi-film kan også ses som magnifikationsmonstre] … Kompilationsmonstret hvor et monster eksplicit udviser kendetegn fra forskellige monstre på skift.” [f.eks. Pennywise fra Stephen King’s “It”, som tager form efter sit offers værste frygt]

H. P. Lovecrafts Unseen Terrors af Torben Rølmer Bille
Torben Rølmer Bille fortæller i sin artikel om, hvordan filmfolk gennem tiden har løst opgaven med at vise forfatteren H. P. Lovecrafts monstre. Artiklen tager udgangspunkt i forskellige film, som enten bygger direkte på Lovecrafts fortællinger eller blot er inspireret heraf, og gennemgår hvordan monstret visualiseres i filmen. Desuden indeholder artiklen en kort indføring i H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, som groft opdeles i tre hovedperioder:

Den første strækker sig fra 1905 til 1920 og dækker over, hvad bedst kan beskrives som en række makabre historier, inspireret af forfattere som Edgar Allan Poe og Ambrose Bierce … Fra 1920 til 1927 blev Lovecraft mere interesseret i drømmeverdenen, underbevidstheden og hvilke rædsler, der gemmer sig her, omtrent samtidig med at psykoanalysen også gjorde sine egne opdagelser – her skrev han mange fortællinger der foregik i “The Dreamlands” – bedst kendt er “The Dream Quest og the Unknown Kaddath”. Den sidste periode strækker sig fra 1927 og frem til Lovecrafts død i 1937. Her skrev Lovecraft på en række historier og romaner, der har fået fællesbetegnelsen Cthulhu- eller Lovecraft-Mytologien. Det er disse fortællinger, han er bedste kendt for.”

Things Come Alive. Rise of the Zombies af Steen Ledet Christiansen
Steen Ledet Christiansen tager i sin artikel udgangspunkt i spredningsaspektet ved monstret, hvordan deres grænseløse overskridelse kan ses som et udtryk for en kulturel angst for de netværkssamfund vi lever i. Her er zombi-film en yderst relevant genre, idet frygten for bioteknologi, terrorisme og globaliseringen smelter sammen i et monstrøst udtryk.

What I want to show here, then, is composed of three points. First, that the new zombies are viral terrorists. Second, that these new zombies are uncanny things best understood as swarms. And third, that the zobies infect and exploit the global networks of our current moment. In this way, I will point out not just how the new zombies differ from their younger cousins but also show how these zombies, like all monsters, reveal the anxieties of their time. In this case, pandemics, epidemics and terrorist attacks are the immediate, visible symptoms of a deeper lying fear of the results of being connected and living i the network society.”

Biokulturel monstrologi – illustreret ved Dennis Jürgensens Relief af Mathias Clasen
I sin artikel introducerer Mathias Clasen en nyere tilgang til monstrologien, nemlig den evolutionære som anvender et biokulturelt syn for at passe de historisk kulturelt bestemte monstre sammen med menneskets evolutionshistorie og de trusler, som har præget os i vores udviklingshistorie. Clasen tager udgangspunkt i romanen “Relief” og belyser bogens monstre ud fra en biokulturel monstrologi.

Vi mennesker er nok bange af os, men vi er ikke bange for hvad som helst. Fobier er ikke tilfældige. Det vi typisk frygter, er det, som har udgjort en trussel for vores forfædre over evolutionær tid, og det reflekteres også i den morderne horrorfiktion. Når mørket falder på, er vi alle stenalderfolk, bange for rovdyr og puslelyde i mørket. Monstrene i “Relief” er variationer over evolutionært relevante frygttemaer. Men de synes samtidig at have en tidstypisk resonans, primært som den specifikke frygt for kropsligt forfald og smittefare, som aids-epidemien i slutningen af 1980’erne og op i 19990’erne bragte med sig.”

Indhold:

Forord – bogens artikler
Monstrologi og frygtens kulturhistorie af Jørgen Riber Christensen
Monstervisualiseringer af Jørgen Riber Christensen
Beowulf’s Monsters From the Mere to the Movies af Robert W. Rix
H. P. Lovecrafts Unseen Terrors. Et studie i hvorledes filmmagere har forsøgt at visualisere det umulige af Torben Rølmer Bille
Sonic Monstrosity af Isabella van Elferen
Things Come Alive. Rise of the Zombies af Steen Ledet Christiansen
Zombie, Romance, Comedy (Horror, Humour and Hypermodernity) af Fred Botting
Biokulturel monstrologi – illustreret ved Dennis Jürgensens Relief af Mathias Clasen
Kropslig deformitet i japansk cyperpunk af Thomas Mosebo Simonsen
Batailles godnathistorie – Jean Rollin, True Blood og den erotiske vampyr af Kim Toft Hansen
Värt behov av monster och skräck. Fiktiva berättelser som rollspel och social träning af Yvonne Leffler
Virkelighedens monstre. Den historiske og samtidshistoriske krimidokumentar af Gunhild Agger

Om Monstrologi – Frygtens manifestationer:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Ernst-Ullrich Pinkert
En del af serien Interdisciplinære kulturstudier

Hør Jørgen Riber Christensens forelæsning i Danskernes Akademi

Videnskab.dk’s store guide til monstre

Læs en omfattende anmeldelse på Kulturkapellet

Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones

Horror: A Tematic History in Fiction and Film

Da Darryl Jones var 12 år fik familien sin første videoafspiller. Da hans mor var vild med gyserfilm, og hun ikke brød sig om at se dem alene, blev det et kært tidsfordriv for de to. Blandt filmene de så sammen var The Exorcist, Halloween, The Hills Have Eyes, The Texas Chain Saw Massacre og Zombie Flesh Eaters. I forordet til Horror: A Tematic History in Fiction and Film fortæller Jones, hvordan mange af disse film senere blev forbudt i henhold til ‘Video Recordings Act of 1984’. En form for censur han betegner således:

“… Given this history of unexamined prejudices and contradictions, the conclusion that suggests itself to me here is that the impulse to ban films such as “The Exorcist” was ultimately not predicated on moral or ideological grounds, since these grounds did not exist; rather, these films were banned for aesthetic reasons. That is, political decisions were made on matters of taste, based on conservative aesthetic belief that it is the function and purpose of art to reinforce and reassure, to comfort and to confirm what we already know, rather than to question our assumptions, to shock, to confront, or to overturn.”

I de efterfølgende 8 kapitler ser Jones nærmere på temaer gennem horrorens historie fra Horace Walpoles The Castle of Otranto (1765) og Mathew Lewis The Monk (1796) op til årtusindskiftet, og eksemplificerer dem gennem film og bøger.

Hating others: Religion, nationhood and identity
I kapitel et ser Jones nærmere på hadet mod ‘de andre’. Kapitlet starter med det gotiske, hvor briterne ser resten af Europa som de andre: “… Thus, by imaging forth the European Other as Catholic, supserstitious, barbarous, irrational, chaotic, rooted in the past, the Gothic novel allowed a British audience conversely to identify itself as Protestant, rational, ordered, stable, and modern: Continentel Europe is the domain of fantastic unreality, whereas England is rooted in contemporary realism.”

Og ender med kannibalisme – at spise de andre: “…It is Italian cinema, however, which has provided the most complete vision of man-as-meat, with a series of notorious, long-banned cannibal movies made during the 1970s and 1980s, a list which includes “Cannibal Holocaust”, “Cannibal Ferox”, “Eaten Alive”, “Prisoner of the Cannibal God”, “Deep River Savages”, and a number of others. Together, these constitute the most extreme body of work in Cinematic history, if not in aesthetic history tout court, offering a grim, relentlessly repellent vision of the human body and of human culture. Though the films differ from one another in detail and intensity … they all follow what is essentially the same plot. In these films, a group of modern, Western adventures, scientists, or film-makers, travels up the Amazon, encountering first nature in the raw, and then a tribe of Amerindian cannibals, invariably described as belonging to a culture fundamentally of the Stone or Iron Age. That is to say, the cannibals are figured as less evolved than their Western counterparts, and the films’ dietary logic follows itself a kind of Darwinian principle, moving ‘up the ladder’ from depictions of animals eating each other, to animals eating humans (or anyway attacking or killing them), to humans eating animals (real footage of the killing and eating of live animals is a regular feature in these films), to Amerindians eating each other, and culminating in scenes of the cannibals eating the Westerners. Like Montaigne’s essay, however, the films do attempt some degree of relativism: the Westerners are usually untrustworthy types – capitalist out to secure uranium (“Prisoners of the Cannibal God”), exploitative film-makers (“Cannibal Holocaust”), drug-dealers on the run (“Cannibal Ferox”), Jim Jones-type cultists (“Eaten Alive”) – who do great damage to the Amazonian communities the effectively invade, leading to an anthropophagous revenge. Typically, the films close by asking who the ‘real savages’ were.”

Mad science: Frankenstein and his monsters
I kapitel to, som undersøger Mad Science, ser Jones nærmere på Mary Shelleys Frankenstein, The Fly (både 1958 og 1986 udgaven) og en lang række fortællinger om videnskaben i horror.

“…The 20. century, in particular, provided ample reasons to fear science. The early century saw what the popular imagination understood as the ‘dethroning’ of humanity from the centre of creation as a consequence of Darwinist evolutionary theory, and many early horror movies reflects this…” “… this notion of playing God as the major transgression of scientists has become a central concern in cinematic mad science.”

”…We should not, however, assume that all horror-movie science is necessarily mad science. Horror can result from fundamentally benign scientific endeavour which goes awry. This is the basic position of André Delambre and of Seth Brundle in both versions of “The Fly”, working on a matter-transfer device, who accidentally fuse their own genes whit those of a fly.”

”… Or, horror can be the result of the unexpected consequences of technological advancement, inn technophobic narratives in which science itself is seen as the treat, rather than the workings of individual scientists. Earlier technophobic films most commonly figured the treat in the form of transfiguring radiation, a common trope of 1950s’ horror, overshrouded as it was by cold war terrors and particularly fears of nuclear annihilation.”

”… Horror can also result from the total severing of scientific concerns from ethical conerns in a grotesque version of ’disinterested’ scientific pursuit, ’for its own sake’, without concern for the consequences. This is probably the most influential type of horror-science, as practiced by the paradigmatic trio of mad scientist, Doctors Frankenstein, Jekyll and Moreau, though all three of their original novels at least gesture towards the idea that their scientific advances are made in some way for the betterment of humanity….Finally, at the extreme end of our spectrum, there are scientists whose aims are explicitly evil … and this is not to mention the host of mad scientists bent more generally on world domination.”

Vampires: Children of the night
Kapitel tre omhandler vampyren.

“…part of the very appeal of the vampire is its symbolic flexibility and applicability: vampires have been made to mean many things. Thus we have, for example, the vampire as a symbol for pestilence, disease, or invasion; in an often related way we have the vampire as symbol for colonialism or nationalism (vampires and nationalists share the same language, the rhetoric of ‘blood and soil’); we have vampirism as a metaphor for gender-relations or sexuality, for sexual repression, perversion, or dissidence – hence the frequent Freudian readings of vampirism, and we have the vampire as a symbol of class-relations, as the embodiment of aristocracy, or as a metaphor for the ‘bloodsucking’ process of capitalism – and more generally, as above, for any exploitative human relationship.”

“…The most important thing to say about the development of vampirology across these centuries was that there was a profound shift in forms of representation between the Enlightenment and the publication of “Dracula” in 1897, a shift which, broadly speaking, saw the vampire move from a creature of folklore to one of literature. In doing so, it also partook of a considerable upward social mobility, from peasant to aristocrat (there’s also a concomitant geographical mobility – literary vampires have a fondness for the Grand Tour: class an mobility become important when the vampire is deployed metaphorically in narratives of invasion – peasants are simply not mobile enough to represent such fears), and importently in doing so, became sexualized.”

Monsters from the id: Horror, madness and the mind
I fjerde kapitel ser Jones på monstret indefra. Det 19. århundrede var fyldt med dobbeltgængermotivet, spejlbilledet og Den Anden som også er én selv, og hvor  mødet med den dobbelte varsler døden. Tæt forbundet med dette er frygten for portrættet eller spejlet som en refleksion af det korrupte og onde selv. Jones kommer bl.a. omkring Dr. Jekyll & Mr. Hyde og Stephen Kings Mørkets halvdel.

Og fortsætter med slasherfilmene: “…Under the slasher’s mask there may be no face at all, for the killer may have no identity other than as an embodiment of unmotivated destructiveness. This is certainly the premise behind Ellis’s ‘American Psycho’, where Bateman is perpetually being mistaken for any number of his Wall Street colleagues, all of whom are indistinguishable from each other… Linked to these issues and problems of identity are problems of identification… for examble, the slasher’s heavy use of subjective camerawork, which theoretically at least invites viewer-identification with the killer himself.”

Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
Kapitel fem handler om forbudt viden, som bl.a. ser nærmere på både Edgar Allan Poe og H. P. Lovecraft, men også drager nutidens mockumentar ind med The Blair Witch Project (1999)

“…What ‘Blair Witch’ really capitalized on was its audience’s collective desire to believe in the reality of what they saw… Rather, what the audience was responding to was a series of cinematic cues and devices which traditionally signify ‘reality’: shooting on video rather than film, blurry, jerky, ‘hand-held’ camera-work; the lack of a ‘classic’ three-act cinematic structure; the presence of amateur of semiprofessional actors. The documentary style of ‘Blair Witch’ serves, indeed, to draw attention to its own fictionality and artfulness in ways in which the ‘neutral’ style of classic American Cinema, though ostensibly more formalized, does not. This it does both stylistically and by self-consciously foregrounding a number of generic conventions. First, ‘Blair Witch’ is in essence an updating of one of the oldest of all Gothic devices – her the found manuscript of ‘The Castle of Otranto’ is technologically updated as the found videotape…Second, ‘Blair Witch’ is generically a work of regional Gothic (another city slicker narrative of urban folks in trouble in the country), and thus it opens with a series of mock-interviews with locals, who tell of local legends and atrocities…The ‘official’ documentary which Heather, Josh and Mike set out to mak, shot in black and white and on film, is inter-cut with the footage of the making of the movie, on video. In this, ‘Blair Witch’s unacknowledged source is a far more notorious quasi-snuff-movie, Deodato’s ‘Cannibal Holocaust’. Like the film-makers in ‘Cannibal Holocaust’, Josh, Heather and Mike perpetually film each other, and film each other filming, consistently foregrounding what the, and the film, are setting out to do.”

Them!: Narratives of pestilence and invasion
Kapitel seks har ‘de andre’ i fokus. Kapitlet indledes med et citat af John Carpenter, som teoriserer over, at alle horror-fortællinger fundementalt kan kategoriseres som enten left-wing eller right-wing horror.

“… In left-wing horror narratives, the source of the threat is within. That is, it posits an internal agency of horror: that which we have to fear is located within ourselves, in the human mind and its potential for creation or destruction, and in the human body  and its potential for metamorphosis or mutilation. ‘Frankenstein’ might be the archetype for this kind of horror. Conversely, in right-wing horror, the threat comes from without, something other, alien and external to humanity, which is coming to get ‘us’ remorselessly, and against which we must guard if we can. The archetype for this kind for horror would then be ‘Dracula’.”

Som Jones fortsætter med at sige, er denne opdeling af genren meget grov, men ikke desto mindre kan den sagtens bruges om en stor del af genren. Kapitlet handler bl.a. om H.G. Wells The War of the Worlds, James Herberts The Rats, John Wyndham Gøgene i Gorby og George A. Romeros zombi-film.

“… From the beginning, zombification had provided a ready political metaphor due to its connections with Haitian voodoo, and thus with colonialism and particularly slavery … In ‘Night of the living dead’ and its two equally impressive sequels, ‘Dawn of the dead’ and ‘Day of the dead’, Romero develops on the ‘The Plague of the Zombies’s’ vision of the walking dead as corpses in various stages of decomposition, dispenses with voodoo in favour of a mad-scientific cause of zombification, and adds cannibalism and a wholly new apocalyptic political element.”

Transformations: Body horror
Syvende kapitel omhandler transformationen og krops-horror, og her ser Jones nærmere på både The Wolf Man, Cat People, The Thing og ikke  mindst David Cronenberg og Clive Barker.

“…Clive Barker, a prolific and distinguished contributor to modern horror across a number of media, who also came to prominence in the 1980’s, shares this vision of the body as the true site of horror, in its tranformation, and pain, but also its beauty, for Barker’s characters achieve what he clearly sees as a kind of transcendence, an escape from selfhood, through their pain: ‘for some of us,’ Barker has written, ‘monsters are welcome opportunities to be different, to act in anti-normal ways, hideous and beautiful at the same time.’ Thus, Barker’s work is full of hideous/beautiful monsters, grotesque arrangements of flesh presented as aesthetic artefacts.”

Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession
Ottende og sidste kapitel går ind i det dæmoniske gys. Jones er klar over, at emnet er overvældende og gør fra starten af klart, at han kun kommer ind på selektivt udvalgte værker herunder naturligvis både Rosemarys Baby, Exorcisten og The Omen.

Darryl Jones bog er en letforståelig og grundig indføring i horrorens historie. Han kommer vidt omkring, men formår samtidig at holde fokus på emnet, således at Horror: A Tematic History in Fiction and Film bliver en vellykket og interessant udgivelse for horror-entusiaster.

Indhold:

Introduction: Ban this sick filth!
1. Hating others: Religion, nationhood and identity
2. Mad science: Frankenstein and his monsters
3. Vampires: Children of the night
4. Monsters from the id: Horror, madness and the mind
5. Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
6. Them!: Narratives of pestilence and invasion
7. Transformations: Body horror
8. Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession

Om Horror: A Tematic History in Fiction and Film:

Udgivelsesår: 2002
Forlag: Arnold Publishers, 224 sider

Horror Europa med Mark Gatiss

Mark Gattis - Horror EuropaFor nogen tid siden omtalte jeg en spændende BBC udsendelsesrække om horror præsenteret af Mark Gatiss. Efterfølgende fik jeg at vide, at han også havde lavet en udsendelse om europæisk horror: Horror Europa. Den har jeg nu langt om længe fået set, og den kan absolut anbefales.

Gatiss rejser rundt i Europa, hvor han opsøger steder og personer, som har haft betydning for horrors filmhistorie. Han starter i Tyskland, som i 1920’erne sammen med Østrig stod bag nogle fantastiske film som “Nosferatu“, “Das Cabinet des Dr. Caligari” og “Orlacs Hände”.

1930’ernes horror var hovedsageligt amerikansk – sikkert fordi Europa havde horror nok med nazisterne og anden verdenskrig. Men i 1950érne kom Frankrig på banen med filmen “Les Diaboliques“, en filmatisering af bogen “Celle qui n’était plus” skrevet af Pierre Boileau og Thomas Narcejac. Filmen var den første, der etablerede det hybridagtige forhold mellem horror og thriller, og de to forfattere blev efter “Les Diaboliques” store succes inviteret over Atlanten af selveste Hitchcock, som brugte en anden af deres romaner “D’entre les morts” som udgangspunkt for filmen “Vertigo”.

I 1960 kom endnu et stort fransk hit med “Lex yeux sans visage“, men herefter overgav Frankrig den europæiske horrorscene til Italien, der oplevede et sandt boom i 1960’erne. Film som “Il castello dei morti vivi” (med Christopher Lee) og “L’orribile segreto del Dr. Hichcock” lænede sig op ad den engelsksprogede horrortradition, men med frontløberen Mario Bavas “Black Sabbath” fik italiensk horror sit eget præg. Bava blandede gotik med vanvittige farver, og gjorde farverne til en del af fortællingen.

Bava var også en pioner indenfor den italienske subgenre, giallo, hvor flamboyant vold flytter thrilleren over mod horrorgenren, med filmen “Sei donne per l’assassino”. Oversat betyder titlen noget i retning af “6 kvinder for morderen”, og her husker vi ikke ofrene som personer efterfølgende, men på den måde de bliver dræbt på.

Efter Mario Bava dukker Dario Argento op og overtager tronen som Italiens horrorkonge. Argento fortsatte i giallo, hvor hans ukonventionelle fantasi og hans sans for at skabe uforglemmelige billeder skabte film som “L’uccello dalle piume di cristallo” og “Profondo Rosso“. Argento udtaler i dokumentaren, at logikken i hans film er som logikken i drømme, og det er da også korrekt, at der jævnligt bliver givet køb på logikken i hans plot.

I 1977 vender Argento tilbage til det overnaturlige som et element i filmen “Suspiria”, hvor man må overgive sig til et sandt orgie i farver og lyd, og hvor – med Mark Gatiss ord: historien bliver underordnet stilen.

I 1970’erne bliver slasherfilmen udbredt i USA, og også i Italien kommer en bølge af voldsomme film med bl.a. Ruggero Deodatos “Cannibal Holocaust“.

Ligeledes i 1970’erne bliver Spanien synlig på den europæiske horrorscene. Det starter med “La Residencia” af Narciso Ibáñez Serrador fra 1969, som bliver en stor succes. Ifølge Serrador “fordi den ikke mindede om en spansk film”. Efterfølgeren “Quién puede matar a un niño?” var et modspil til den gotiske horror med sin nutidige setting og sit emne, nemlig et engelsk turistpar som besøger en lille spansk ø, hvor børnene er monstret. Som Serrador udtaler, så får monstret så meget mere tyngde, hvis det er noget så uskyldigt som et barn.

En anden spansk instruktør, der også havde et politisk budskab, var Jorge Grau. På grund af den store succes George A. Romeros zombi-film fik, ville de spanske filmselskaber også være med. Grau instruerede “Non si deve profanare il sonno dei morti”, som har flere lighedspunkter med Romeros film. Men for Grau var der mere i filmen end blot en “kopi”. Grau så sine zombier som ofre for det teknologiske og samfundsmæssige fremskridt, og hver zombi var udstyret med sin egen personlighed i modsætning til Romeros tankeløse masse.

Fra 1970’erne springer Gatiss frem til den mexicanske instruktør Guillermo del Torros film “El espinazo del diablo” som omhandler et gemt men ikke glemt traume for Spanien, den spanske borgerkrig. Herefter lavede del Torro et par amerikanske blockbustere, før han igen vendte blikket mod Spanien i “El laberinto del fauno” fra 2006, som foregår i det facistiske Spanien i 1944. Filmen blev en kæmpesucces, som vandt 3 Oscars, og blev den måske mest sete europæiske horrorfilm i USA.

I nutiden er der gang i horror-scenen i flere lande. Spanien med film som “[REC]” og instruktører som Jaume Balagueró; Frankrig er tilbage med stærkt grafiske thrillers som “Martyrs” og instruktører som Alexandre Aja; Hollandske Tom Six er både instruktør, manuskriptforfatter og producer af “The Human Centipede” filmene, der fører body-horror til nye ekstremer; og Sverige har introduceret en ny type vampyr med “Låt den rätte komma in“.

Mark Gatiss slutter Horror Europa af med at filosofere over det pudsige i, at Europa har været hjemsted for myterne om vampyrer og varulve, men det er som om man har eksportet disse myter til USA og England, for så i det efterladte hul at skabe nye horror-traditioner, hvor man undersøger egne traumer, bl.a. de to verdenskrige.

Starbust Magazine skriver i deres anmeldelse af dokumentaren: “Horror Europa is a must for fans of the genre and fans of Mark Gatiss himself; his passion comes through in the films he has chosen to discuss and is the perfect interviewer for the guests he has invited along on his trip around Europe. However, there is so much to discuss in these films and sadly not enough time, it would have been nice to devote an episode to each country. Mark Gatiss certainly leaves his audience wanting more.”

Dokumentaren var ca. halvanden time og ligger p.t. frit tilgængelig på youtube

Læs hele anmeldelsen på Starbust Magazine her

Monstre af Mathias Clasen

MonstreJeg møder ofte folk, som ser lidt uforstående på mig, når jeg fortæller, at jeg elsker horror. De undrer sig over, hvorfor man dog har lyst til at blive skræmt fra vid og sans, og ofte finder de også genren usmagelig og uden kvaliteter. Jeg kan også selv have svært ved at sætte ord på min fascination, men heldigvis findes der klogere folk end mig, som direkte forsker i horror, og derved kan komme med forklaringer på nogle af spørgsmålene.

Én af dem er Mathias Clasen, som er ansat ved Aarhus Universitet, hvor han primært forsker i horror, men også i gotik, fantasy og science fiction. Hans ph.d. afhandling hed Monsters and Horror Stories. A Biocultural Approach, og i den nyeste udgivelse i serien Tænkepauser trækker han hovedpunkterne ud fra sin forskning i bogen Monstre.

Her forklarer Clasen underholdende og på let forståeligt dansk, hvorfor vi er så fascinerede af monstre. Han mener ikke, at det er så sært, at monstre spiller en væsentlig rolle i vores kulturs fortællinger, når man påtænker, at homo sapiens i millioner af år levede side om side med virkelige og sultne monstre. Og tilværelsen som jaget vildt har sat sig dybe spor i vores DNA, for den, der blev bange for en lyd og stak af, overlevede i modsætning til kammeraten, der blev siddende ved bålet, da tigeren sprang på ham.

Clasen underbygger sin påstand med evolutionspsykologien. “Sindet består af forskellige “moduler”, som løser forskellige opgaver: Ét modul har til opgave at beskytte os mod fare, et andet hjælper os til at undgå upassende sexpartnere, og et tredje gør os i stand til at udvælge næringsrig føde. Disse moduler er tilpasninger, og de har hjulpet vores forfædre til at overleve og reproducere.

Men hvordan efterforsker man den psykiske evolution, når man ikke kan finde forstenede sind? “… De kan heller ikke finde forstenede hjerter, øjne eller immunsystemer, og ikke desto mindre kan man analysere et organ og udlede dets funktion. Et øje er beregnet til at se med, et hjerte pumper blod rundt og så videre. På samme måde kan man analysere et mentalt modul for at undersøge, hvilke problemer det er beregnet til at løse, og hvilke evolutionære kræfter der har frembragt det. Omvendt kan viden om de problemer, vores forfædre jævnligt har stået over for, fortælle os, hvilke moduler der kan tænkes at findes i vores fælles mentale konstruktion…”

Clasen fortsætter med at fortælle om, hvordan frygt og fobier kan give god evolutionær mening, men også hvorfor f.eks. små børn elsker at lege titte-bøh-leg og andre lege som er en smule nervepirrende. Det kan simpelthen ses som en måde, hvorpå man risikofrit kan øve sig i færdigheder, som senere kan redde ens liv! Med det udgangspunkt kan skrækhistorier ses som en slags simultationer, vi bruger til at blive klogere på vores egne reaktioner.

Efter de indledende kapitler om den evolutionære baggrund går Clasen videre til at tale om monstret i bøger og film, og om forskellige slags monstre. Han fortæller bl.a. om, vampyrens udvikling fra et smittefarligt uhyre til nutidens dark prince, som teenagepiger (og mange kvinder) tørster efter i f.eks. Stephanie Meyers romaner. Også vampyr-myten kan forklares biologisk, idet man jo tidligere intet anede om bakterier og virus, eller om de forrådnelsesprocesser kroppen gennemgik efter døden.

Et andet monster er zombien, som er det, der bliver tilbage, hvis du skræller alt det menneskelige af en vampyr – et væmmeligt råddent stykke kød som forsøger at æde dig og smitte dig. Og lige som frygt er en vigtig evolutionstilpasning, således er også væmmelse. “Væmmelse er en almenmenneskelig reaktion på smittefarlige substanser, og den opstår i et samspil mellem genetisk programmering og læring.” Små børn føler nemlig ikke væmmelse, men de udvikler den, ligesom de udvikler tænder, for væmmelse er nødvendig for at undgå smittefare. Som Clasen udtrykker det: “Hvis man sætter tænderne i et råt stykke fordærvet kød, kan man være sikker på at tilbringe en rum tid på porcelænstronen. Og det var ikke en god strategi i vores forhistoriske miljø, hvor der hverken fandtes skadestuer eller medicinsk videnskab.

Slutteligt giver Clasen os også forskellige forklaringer på, hvorfor vi bruger tid på at se/læse om fiktive monstre. Bl.a. nævner han evolutionspsykologen Geoffrey Miller, som hævder, at al kunst er et produkt af seksuel selektion – ligesom påfuglehannens store hale ikke giver ham fordele i flugten, men alene er til fordi hunnen synes den er tiltrækkende – således viser kunstnere overskud ved at producere “overflødigheder” som abstrakt kunst. En anden retning står litteraten Joseph Carroll for. Han mener, at vores omgang med fiktion fungerer som tilpasning, bl.a. ved at udvide vores erfaringshorisont.

Mathias Clasens bog er som tidligere nævnt velskrevet og let tilgængeligt, og har man den mindste interesse i horror, får man masser af interessante oplysninger og pointer på de kun 60 sider.

Monstret er som et mangefacetteret spejl. Man bliver skidt tilpas af at kigge for længe på det, men hvis man ser godt efter, kan man få øje på forskellige aspekter af sig selv: sin inderste frygt og sine dybeste ønsker, vores evolutionære forhistorie og nutidige bekymringer. Sådan kan skrækhistorier gøre os klogere på os selv.”

Udgivelsesår: 2012

Andre udgivelser af Mathias Clasen:

Drager, damer & dæmoner : en guide til Dennis Jürgensens univers (2002)
Homo Timidus : om gys og gru – med fokus på danske horrorforfattere (2004)
Horror.dk : 12 danske noveller / redaktør (2008)
Velkommen til dybet : 13 gyserhistorier / redaktør (2011)

Hør Mathias Clasen fortælle om Monstre

A History of Horror with Mark Gatiss

Mark Gattis - A History of HorrorI denne 3 timers dokumentar A History of Horror fra BBC giver forfatter og skuespiller Mark Gatiss sit bud på horrorfilmenes historie ud fra sine personlige favoritter og oplevelser.

I første del ser han nærmere på Universal Studios storhedstid i 1930’erne med film som “Dracula” og “Frankenstein“, hvor han bl.a. taler med Boris Karloffs datter om hendes berømte far, men også med nutidige instruktører som John Carpenter, der udtrykker sin uforbeholdne mening om brugen af “the Lewton Bus”, som virkemiddel. (Val Lewton var producer på filmen “Cat People” fra 1942, og han og produktions teamet krediteres for at have opfundet horror film teknikken kaldet Lewton Bus. Begrebet stammer fra en scene, hvor en kvinde forfølges af en uset skikkelse. På det mest nervepirrende tidspunkt fokuserer kameraet på kvindens skræmte ansigt. Så flænges stilheden af en høj lyd – men det er blot en bus, som holder ind ved siden af kvinden. En skræmme-teknik som siden er brugt et utal af gange. Læs mere på Wikipedia)

Anden del flytter horrorfilmen over Atlanten tilbage til England, hvor Hammer Film leverede hit efter hit, startende med “The Quatermass Xperiment” fra 1955, og siden nye film med de klassiske Hollywood monstre som Frankenstein i “The Curse of Frankenstein” fra 1957 og Dracula i 1958 filmen “Horror of Dracula“.

I tredje og sidste afsnit rykker Gatiss tilbage til USA og ser nærmere på nogle af 1960- og 70’ernes store successer, som f.eks.  George A. Romeros Night of the Living Dead” (1968), dæmon-filmene “Rosemarys Baby”, (1968), “The Exorcist” (1973) og “The Omen” (1976) og ikke mindst John Carpenters “Halloween“, som introducerede slasherfilmen.

Her slutter Mark Gatiss sin rejse tilbage i historien med ordene, at der selvfølgelig er kommet gode film siden, men at de fleste af dem blot er ny vin på gammel flaske. Og så tilføjer han en personlig overvejelse, som jeg må indse, at jeg kan tilslutte mig. Med alderen er han blevet mindre begejstret for gore og splatter og mere begejstret for den dæmoniske og den psykologiske horror. Jeg ved ikke helt hvorfor, men sådan er det også blevet for mig. Jeg er ikke så meget til tortur-horror og den slags, men elsker stadig når Freddy Krueger spiller med knivene 🙂

BBC’s serie har kunnet ses på YouTube, og har du en fri-eftermiddag, kan jeg kun anbefale at tage en tur ned ad MemoryLane sammen med Mark Gatiss.

Part 1: Frankenstein goes to Hollywood

Part 2: Home Counties Horror

Part 3: The American Scream

Udgivelsesår: 2010

Se mere på BBC’s hjemmeside

NYARLATHOTEP nr. 1

NYARLATHOTEP er et dansk H. P. Lovecraft fanzine, hvor der så vidt jeg kan se er udkommet tre numre indtil videre. Jeg faldt over det, da jeg ledte efter biografisk stof om Lovecraft på dansk, og det viste sig, at udover en fin biografi indeholder første nummer også tre nyoversættelser af Lovecraft novellerne: Dagon, The Terrible old man og NYARLATHOTEP samt en række andre spændende artikler. Nu har jeg også bestilt nummer to og tre via biblioteket, men nummer tre kan også findes til download på hplovecraft.dk

Manden bag bladet hedder Thomas Winther. Han skriver i forordet, hvordan han i en årrække har samlet alt om H. P. Lovecraft og gerne ville gøre det lettere for andre fans at få et overblik over forfatterskabet på dansk. Udover ham bidrager Benni Bødker, Frank Brahe, Asger Harlung, Flemming Chr. Nielsen, Tommy Jensen og Lars Kramhøft i første nummer.

Udgivelsen er et fanzine, og det vil sige, at det er Lovecraft-entusiaster, som står bag. Det betyder, at artiklerne er lidt ujævne i sprog og stil, men det betyder også, at det er folk, som er interesseret i emnet, de skriver om, og som har en sjov og omfattende viden. Ikke alle artikler appellerede til mig, bl.a. spiller jeg ikke rollespil, så den artikel må jeg indrømme, at jeg sprang over. Men generelt synes jeg, at bladet rummer mange gode og spændende artikler, som både kan læses af hardcore fans og sådan nogen som mig, der bare synes, at det kunne være sjovt at vide lidt mere om H. P. Lovecraft. Og så er jeg ikke mindst begejstret for oversættelserne af Lovecraft novellerne, som er blevet rigtig vellykkede.

NYARLATHOTEP bygger på en af H. P. Lovecrafts drømme, hvor han drømte om et brev fra en ven, der blev indledt med ordene: “Undlad ikke at se NYARLATHOTEP, hvis han kommer til Providence. Han er grufuld – ud over al forstand grufuld – men forunderlig.”

Den Frygtindgydende Gamle Mand handler om tre indbrudstyve, som beslutter sig for at bryde ind hos en gammel mand, der bor alene i et gammelt forsømt hus.

Dagon er historien om en sømand, som fanges under krigen men stikker af i en redningsbåd. Mens han sover, lander hans båd på et mærkeligt stykke land, og her opdager han en grusom hemmelighed.

Derudover er der en Lovecraft-inspireret novelle af Lars Kramhøft med titlen Den ventende i mørket, som absolut også kan anbefales. Fortælleren besøger en ven, som netop var flyttet fra London til en lille fredelig by, men hans nye hus viser sig at rumme en dør, der fører ind til et ukendt univers. En dør som kun kan lukkes ved hjælp af Necronomicon …

Indhold:

Biografi af Thomas Winther
NYARLATHOTEP oversat af Flemming Chr. Nielsen og Asger Harlung
Man gjorde en forfatter fortræd af Thomas Winther
Den ventende i mørket af Lars Kramhøft
Den frygtindgydende gamle mand oversat af Flemming Chr. Nielsen
Lovecraft som rollespil af Tommy Jensen
Lovecraft i musikkens verden af Thomas Winther
Dagon oversat af Flemming Chr. Nielsen
Lovecraft i streg af Frank Brahe
Lovecraft på dansk af Thomas Winther
Mellem drøm og mareridt af Benni Bødker

Udgivelsesår: 2003

Lovecraft historier omtalt på Gyseren.dk:

Randolp Carters erklæring
Skyggen over Innsmouth
Den hviskende i mørket
Rotterne i muren
Farven fra rummet
Vanviddets bjerge
Den som hjemsøger mørket
Tilfældet Charles Dexter Ward

Historien om EC Comics

EC Comics udgav i 1950’erne en række skræk- og science fiction tegneserier, og eftertiden har givet tegneserieforlaget en nærmest legendarisk status. Historien om EC Comics starter dog et helt andet sted.

I 1933 mistede Maxwell C. Gaines som så mange andre sit job under Depressionen. Han måtte sammen med sin hustru og deres to børn flytte ind hos sin mor, og det var på hendes loft, at han under en oprydning fandt en bunke tegneserie-tillæg fra søndagsaviserne. Det slog ham, at der sikkert var andre end ham, som ville synes, det var sjovt at genlæse dem, så han kontaktede en ven på Eastern Color Printing Company i Waterbury, Connecticut, og blev ansat som sælger for trykkeriet  med speciale i tegneserier.

En dag fandt salgschefen, Harry Wildenberg, på at folde avis-siden fire gange så den blev til et lille hæfte. Disse hæfter kunne trykkes billigt på trykkeriets avistrykpresse, og disse samlinger af avis-tegneserier blev en populær gave blandt en lang række firmaer. Det fik Gaines til at foreslå, at man kunne prøve at sælge tegneserierne direkte til kunden, men idéen blev afvist med begrundelsen, at ingen ville betale penge for tegneseriehæfter. Gaines lod sig dog ikke slå ud, og lavede et forsøg med at sælge hæfterne via et par aviskiosker for 10 cents pr. hæfte. Forsøget blev en succes, og tegneseriehæftet som medie var født.

Famous Funnies. EC Comics første udgivelse.Det første regulært udgivne tegneseriehæfte var Famous Funnies fra 1933 i et oplag på 250.000 stk. De første hæfter gav underskud, men efter nr. 7 vendte det til et overskud, og Famous Funnies udkom frem til 1955, i alt 218 numre.

Kort efter Famous Funnies udkom blev Gaines fyret. I stedet fik han job hos McClure Syndicate, som også havde trykmaskiner, og her indgik han en aftale om, at han kunne trykke tegneseriehæfter mod at aflevere halvdelen af overskuddet. Det udmøntede sig i serien Popular Comics, som udkom første gang i 1935. Senere var Gaines også med til at udvikle Action Comics sammen med Harry Donenfeld, hvori den første Supermand-historie blev udgivet i 1938.

I 1939 indgik Gaines og Donenfeld kompagniskab og op gennem 40’erne kom de til at sidde på ca. en tredjedel af salget af tegneserier gennem deres to forlag: All American Comics og DC Comics. Tegneserierne var dog begyndt at komme i  modvind, og psykologen William Moulton Marston skrev i 1941 en artikel, som angreb indholdet i tegneseriehæfterne, ud fra deres psykologiske indvirkning på de unge læsere. Det fik Gaines til at sammensætte en gruppe af konsulenter, her i blandt William Moulton Marston, som skulle rådgive om at gøre tegneseriehæfterne moralsk i orden. (W. M. Marston var i øvrigt idémanden til den første kvindelige superhelt: Wonder Woman, der dukkede op i All Star Comics nr. 8, 1941).

Efter krigen ønskede Gaines at forlade All American Comics. Han var blevet træt af superhelte, hvis popularitet også blev mindre blandt læserne. Pengene, Gaines fik med sig, brugte han på sit lille sideforlag Educational Comics (EC), som han havde startet i 1942 med udgivelsen af en bibel-tegneserie, der i alt blev solgt i over fem millioner eksemplarer. Gaines udgav efterfølgende forskellige Picture Stories til brug i undervisningen, men salget gik ikke så godt.

I 1947 døde Maxwell C. Gaines pludseligt i en bådeulykke. Hans søn, William M. Gaines (Bill) overtog forlaget, som på det tidspunkt havde en gæld på 100.000 $. I starten fortsatte Bill sine studier på universitetet, men da studierne var afsluttet gik han mere og mere ind i den daglige drift. Så i 1950 begyndte han sammen med sin nye redaktør, Al Feldstein, at omlægge udgivelsespolitiken.

Først forsøgte de sig med romantik- og westernserier, og siden med spændings- og krimiserier. Andre forlag havde dog samme idéer og markedet blev hurtigt oversvømmet. Så foreslog Feldstein, at de skulle prøve med skrækserier, som havde stor popularitet i radioen, men endnu ikke havde været afprøvet som tegneseriehæfter.

I 1949 satte de forsøgsvis et par skrækserier ind i krimibladet Crime Patrol, og i december bragte bladet den første historie med The Crypt Keeper som vært. I april 1950 blev bladet omdøbt til The Crypt of Terror, og den første skræk-tegneserie var en realitet. Samtidig besluttede Bill, at EC fremover skulle stå for Entertaining Comics.

Med ændringen af EC Comics udgivelsespolitik var forlaget langt fra Maxwell Gaines pædagogiske og traditionsprægede tegneseriehæfter, og skræk-tegneseriernes succes betød fornyede angreb på mediet. En senatshøring i 1954, om de skadelige virkninger tegneserier blev anset for at have, medførte dannelsen af The Comics Code Association. Her sad dommer Charles F. Murphy som enevældig censor. Det betød problemer for EC Comics, og selvom Bill Gaines forsøgte at tilpasse sig den nye censur gik salget dårligt. I 1956 måtte Bill give op, og han stoppede udgivelsen af alle sine serier pånær Mad, som undslap censuren, da det blev betragtet som et magasin.

The Vault of HorrorBlandt de serier, som EC Comics nåede at udgive før 1956, er bl.a.: The Vault of Horror (1950-1955), The Crypt of Terror (1950), Tales from the Crypt (1950-1955) og The Haunt of Fear (1950-1954).

Eftertiden har givet EC Comics en nærmest legendarisk status i tegneserieverdenen, hvor forlaget står for kvalitet og uafhængighed. Man var ikke bange for at tage fat i betændte emner, som racediskrimination, kommunistforskrækkelse og sociale og menneskelige forhold, og mange af historierne har en morale, der gør dem aktuelle, også i samtiden. Hovedformålet var dog at levere skrækhistorier, der lige som Edgar Allan Poes noveller, tog en overraskende vending på sidste side, og det gør, at historierne lever videre mere end 50 år senere.

SkrækI Danmark kunne man første gang stifte bekendtskab med skræk-tegneserierne fra EC Comics i 1974, da Den store skrækbog udkom på Williams Forlag. Et skrækboom var startet et par år tidligere, og serier som Skrækmagasinet, Gru og Dracula prægede markedet. Gysertimen blev næste EC udgivelse, som forlaget Interpresse udgav i 1987. Herefter skal vi helt frem til 2006, hvor Skræk udkom på Egmont Serieforlaget. Skræk indeholder dels en lang række klassiske EC-historier, og dels et historisk overblik over EC Comics samt en række korte portrætter af personerne bag.

Historierne fra EC Comics har også dannet baggrund for filmen Tales from the Crypt (1972), der var første filmatisering af tegneserierne. Filmen indeholder fem små historier med the Crypt Keeper som fortæller og vært. Året efter kom The Vault of Horror og i 1989 havde HBO premiere på tv-serien Tales from the Crypt, som løb over skærmen i 7 sæsoner.

Læs mere:

Skræk, Egmont Serieforlaget, 2006 (Heri “Max C. Gaines og de første tegneseriehæfter” og “William M. Gaines og EC Comics” af Haakon W. Isachsen)
Tegneseriemuseet i Danmark
ClassicHorror.com
Wikipedia
The History of Comics

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Tredje lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Rikke Schubart, der fortalte om horrorheltinder. Rikke Schubart skrev i 1995 “I lyst og død” om gysergenrens historie, og i 2001 stod hun bag “Verdens 25 bedste gyserfilm“. Siden har hun forsket i både actionfilm og krigsfilm og har også bevæget sig indenfor skønlitteraturen med romanen “Bid” og det lidt kontroversielle bidrag til Poe-antologien, “Ormekur“.

Rikke Schubart startede med at definere, hvad en gyserfilm skal indeholde for at være en gyser:

  • et tab (f.eks. tab af lemmer, forstanden eller livet – underforstået skal det være et radikalt og uerstatteligt tab)
  • angst (der skal opleves en grænseoverskridende angst, så vi føler behov for at skærme os mod den)
  • et monster (det kan være tåge, en haj, en psykopat osv. blot står monstret som en modsætning til det menneskelige)

Ifølge Schubart har horrorfilm ikke haft helte tidligere, men da hun første gang så “Hostel 2“, gik det op for hende, at her var en vaskeægte horrorheltinde. Det fik Schubart til at se nærmere på sagen, og i løbet af de sidste 10 år (cirka) er horrorheltinden dukket op på film.

Der findes to typer horrorheltinder:

  • den professionelle, der kan være lejemorder, soldat o.lign. (ses f.eks. i “Doomsday“)
  • den almindelige pige/kvinde, der starter med at være den pæne pige, som så bliver fanget og må igennem en test, og for at overleve må hun blive ligesom det onde (ses f.eks. i “Eden Lake”)

Forskellen på de to typer er, at selvom den professionelle horrorheltinde kan blive udsat for det mest forfærdelige, så VED vi, at hun klarer sig. Hun er som Rambo og andre helteskikkelser fra actionfilmens verden. Men den almindelige horrorheltinde er ikke så heldig stillet. Hun har kun 50% chance for at overleve filmen, selvom hun kæmper, det bedste hun har lært.

Schubart fortalte videre, at horrorheltinden kan ses som en viderudvikling af “final girl“, dvs. hende der overlever til sidst, som f.eks. Jamie Lee Curtis i “Halloween” og Tine i den danske film “Mørkeleg“. Undervejs i filmene tvinges horrorheltinden til at se, hvad der sker med hendes venner og veninder, og dette med at se hvad der venter en selv, når morderen fanger en, er meget brugt i gyset.

Rikke Schubart viste naturligvis også klip fra en række film for at underbygge sine pointer, og sluttede af med nogle tips til flere film med horrorheltinder, herunder: “Inside” (fransk film med originaltitlen “À l’intérieur” fra 2007), “Eden Lake” (2008) og “P2” (2007).

Going to pieces

Søren fra Skræk og Rædsel inspirerede mig til at se “Going to Pieces – the rise and fall of the Slasher Genre”, en dokumentarfilm om slasher genren fra 2006. Se Sørens omtale her.

Filmen indeholder et væld af interviews med kendte skikkelser fra horrorgenren mikset med klip fra især film, og det hele bindes sammen i et forsøg på at beskrive, hvordan slashergenren opstod og udviklede sig.

Her er bl.a. interviews med John Carpenter, Wes Craven, John Dunning, Amy Holden Jones, Tom Savini, Rob Zombie, Betsy Palmer og mange flere, og filmklippene går fra “Peeping Tom” og “Psycho” (begge fra 1960) over “Halloween” (1978) til film som “Slumber Party Massacre” (1982); “Silent night, deadly night” (1984); “April Fool’s Day” (1986); “Scream” (1996) og “Saw” (2004).

Dokumentaren ser “Peeping Tom” og “Psycho” som en slags forløber for slasherfilmene, men erklærer John Carpenters “Halloween” for startskuddet for genren. Der har været andre film før “Halloween”, som også gjorde brug af slasher-elementer, som f.eks. “Color me blood red” (1965), “Black Christmas” (1974) og flere af de italienske Giallo-film, f.eks. “Sei donne per l’assassino” (1964) og  “Profondo Rosso” (1975), men “Halloween” må siges at være den film, som er set af flest og som startede bølgen på det amerikanske marked, der rev resten af vesten med sig.

To år efter “Halloween” kom “Friday the 13th”, der gav publikum endnu mere blod og gore end John Carpenter gjorde. Man fulgte opskriften med at lade morderen være udødelig, og så fyldte man ellers mord på med stor hjælp fra Tom Savini, der lavede special effects på filmen, bl.a. det fantastiske mord på Kevin Bacon.

Herefter følger en lang række omtaler af 80’er slashere: “Prom Night” (1980), “The Prowler” (1981), “He knows you’re alone” (1980), “Terror Train” (1980), “My bloody Valentine” (1981), “Happy Birthday to me” (1981), “The Slumber Party Massacre” (1982), “A Nightmare on Elm Street” (1984) osv. Jeg må jo indrømme, at en hel del har jeg ikke set, så jeg må på med vanten.

Søren klandrer dokumentaren for ikke at have nok fokus på de italienske instruktører, og det må jeg give ham ret i. Dario Argento og Mario Bava nævnes ganske kort, men fokus er hovedsageligt på det amerikanske marked, og derfor får de ikke den omtale, de fortjener. Men generelt synes jeg, at “Going to Pieces” giver en hurtig og interessant indføring i Slasher-genren, og jeg fik bestemt lyst til både at se og gense nogle af filmene.

Producers: Rachel Belofsky, Rudy Scalese
Executive producers: Michael Baker, Randy Manis, Michael Ruggiero
Udgivelsesår: 2006

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Anden lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Ann Steendahl Søndergaards foredrag om gyserfilm og religiøse symboler. Ann tog udgangspunkt i gyserfilm som særligt beskæftiger sig med Djævelen, dæmoner og besættelser, selvom hun var inde på, at der sagtens kan være religiøse islæt i andre typer gys også, som f.eks. zombiefilm.

Ann fortalte, at religion er et  meget brugt tema i gys, bl.a. fordi at når monstret kobles med religion bliver det mere uhyggeligt. I den vestlige verden er den kristne tro en stor del af vores kulturelle baggrund, og dermed er troen Djævelen og dæmoner måske mere forankret i os end troen på spøgelser, som f.eks. er meget udbredt i Asien. Derudover tror den kristne religion på “det onde”, der bruges som syndebuk for det dårlige, der sker i verden. På den led bliver det onde flyttet ud af mennesket og dermed mere håndterbart.

Ann tog også udgangspunkt i Douglas E. Cowans teori om sociophobics (forskellige typer frygt, som er kulturelt specifik og socialt konstrueret), der taler om seks forskellige religiøse sociophobics, der gør sig gældende i gyserfilm:

1. Frygt for forandringer i den hellige orden
2. Frygt for hellige steder
3. Frygt for døden, måder at dø på og ikke forblive død
4. Frygt for fanatisme og religionens magt
5. Frygt for kødet og religionens magtesløshed
6. Frygt for overnaturlig ondskab

Alt i alt var her tale om et interessant foredrag, som blev serveret med udvalgte filmklip, der skulle illustrere pointerne. Jeg glæder mig allerede til næste onsdag, hvor det skal handle om horror-heltinder.

Læs Ann Steendahl Søndergaards artikel om emnet på Religion.dk

Litteraturliste:

Sacred terror – religion and horror on the silver screen af Douglas E. Cowan
Monsters and Mad Scientists – a cultural history of the horror movie af Andrew Tudor
The horror genre – from Beelzebub to Blair Witch af Paul Wells