For nogen tid siden omtalte jeg en spændende BBC udsendelsesrække om horror præsenteret af Mark Gatiss. Efterfølgende fik jeg at vide, at han også havde lavet en udsendelse om europæisk horror: Horror Europa. Den har jeg nu langt om længe fået set, og den kan absolut anbefales.
Gatiss rejser rundt i Europa, hvor han opsøger steder og personer, som har haft betydning for horrors filmhistorie. Han starter i Tyskland, som i 1920’erne sammen med Østrig stod bag nogle fantastiske film som “Nosferatu“, “Das Cabinet des Dr. Caligari” og “Orlacs Hände”.
1930’ernes horror var hovedsageligt amerikansk – sikkert fordi Europa havde horror nok med nazisterne og anden verdenskrig. Men i 1950érne kom Frankrig på banen med filmen “Les Diaboliques“, en filmatisering af bogen “Celle qui n’était plus” skrevet af Pierre Boileau og Thomas Narcejac. Filmen var den første, der etablerede det hybridagtige forhold mellem horror og thriller, og de to forfattere blev efter “Les Diaboliques” store succes inviteret over Atlanten af selveste Hitchcock, som brugte en anden af deres romaner “D’entre les morts” som udgangspunkt for filmen “Vertigo”.
I 1960 kom endnu et stort fransk hit med “Lex yeux sans visage“, men herefter overgav Frankrig den europæiske horrorscene til Italien, der oplevede et sandt boom i 1960’erne. Film som “Il castello dei morti vivi” (med Christopher Lee) og “L’orribile segreto del Dr. Hichcock” lænede sig op ad den engelsksprogede horrortradition, men med frontløberen Mario Bavas “Black Sabbath” fik italiensk horror sit eget præg. Bava blandede gotik med vanvittige farver, og gjorde farverne til en del af fortællingen.
Bava var også en pioner indenfor den italienske subgenre, giallo, hvor flamboyant vold flytter thrilleren over mod horrorgenren, med filmen “Sei donne per l’assassino”. Oversat betyder titlen noget i retning af “6 kvinder for morderen”, og her husker vi ikke ofrene som personer efterfølgende, men på den måde de bliver dræbt på.
Efter Mario Bava dukker Dario Argento op og overtager tronen som Italiens horrorkonge. Argento fortsatte i giallo, hvor hans ukonventionelle fantasi og hans sans for at skabe uforglemmelige billeder skabte film som “L’uccello dalle piume di cristallo” og “Profondo Rosso“. Argento udtaler i dokumentaren, at logikken i hans film er som logikken i drømme, og det er da også korrekt, at der jævnligt bliver givet køb på logikken i hans plot.
I 1977 vender Argento tilbage til det overnaturlige som et element i filmen “Suspiria”, hvor man må overgive sig til et sandt orgie i farver og lyd, og hvor – med Mark Gatiss ord: historien bliver underordnet stilen.
I 1970’erne bliver slasherfilmen udbredt i USA, og også i Italien kommer en bølge af voldsomme film med bl.a. Ruggero Deodatos “Cannibal Holocaust“.
Ligeledes i 1970’erne bliver Spanien synlig på den europæiske horrorscene. Det starter med “La Residencia” af Narciso Ibáñez Serrador fra 1969, som bliver en stor succes. Ifølge Serrador “fordi den ikke mindede om en spansk film”. Efterfølgeren “Quién puede matar a un niño?” var et modspil til den gotiske horror med sin nutidige setting og sit emne, nemlig et engelsk turistpar som besøger en lille spansk ø, hvor børnene er monstret. Som Serrador udtaler, så får monstret så meget mere tyngde, hvis det er noget så uskyldigt som et barn.
En anden spansk instruktør, der også havde et politisk budskab, var Jorge Grau. På grund af den store succes George A. Romeros zombi-film fik, ville de spanske filmselskaber også være med. Grau instruerede “Non si deve profanare il sonno dei morti”, som har flere lighedspunkter med Romeros film. Men for Grau var der mere i filmen end blot en “kopi”. Grau så sine zombier som ofre for det teknologiske og samfundsmæssige fremskridt, og hver zombi var udstyret med sin egen personlighed i modsætning til Romeros tankeløse masse.
Fra 1970’erne springer Gatiss frem til den mexicanske instruktør Guillermo del Torros film “El espinazo del diablo” som omhandler et gemt men ikke glemt traume for Spanien, den spanske borgerkrig. Herefter lavede del Torro et par amerikanske blockbustere, før han igen vendte blikket mod Spanien i “El laberinto del fauno” fra 2006, som foregår i det facistiske Spanien i 1944. Filmen blev en kæmpesucces, som vandt 3 Oscars, og blev den måske mest sete europæiske horrorfilm i USA.
I nutiden er der gang i horror-scenen i flere lande. Spanien med film som “[REC]” og instruktører som Jaume Balagueró; Frankrig er tilbage med stærkt grafiske thrillers som “Martyrs” og instruktører som Alexandre Aja; Hollandske Tom Six er både instruktør, manuskriptforfatter og producer af “The Human Centipede” filmene, der fører body-horror til nye ekstremer; og Sverige har introduceret en ny type vampyr med “Låt den rätte komma in“.
Mark Gatiss slutter Horror Europa af med at filosofere over det pudsige i, at Europa har været hjemsted for myterne om vampyrer og varulve, men det er som om man har eksportet disse myter til USA og England, for så i det efterladte hul at skabe nye horror-traditioner, hvor man undersøger egne traumer, bl.a. de to verdenskrige.
Starbust Magazine skriver i deres anmeldelse af dokumentaren: “Horror Europa is a must for fans of the genre and fans of Mark Gatiss himself; his passion comes through in the films he has chosen to discuss and is the perfect interviewer for the guests he has invited along on his trip around Europe. However, there is so much to discuss in these films and sadly not enough time, it would have been nice to devote an episode to each country. Mark Gatiss certainly leaves his audience wanting more.”
Dokumentaren var ca. halvanden time og ligger p.t. frit tilgængelig på youtube
Læs hele anmeldelsen på Starbust Magazine her
