september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘James Watkins’

The Woman in Black (2012)

The Woman in BlackThe Woman in Black er en film, jeg har været ret nervøs for at se. Dels fordi jeg var så begejstret for Susan Hills bog, og dels fordi hovedrollen som advokaten Arthur Kipps spilles af Daniel Radcliffe alias Harry Potter. Men jeg havde ingen grund til bekymring. Radcliffe er fuldt ud overbevisende, og instruktør James Watkins har formået at lave sin egen kunstneriske version af Hills historie, som både yder originalen ret, men samtidig er sin helt egen.

Under fødslen af deres dreng dør advokaten Arthur Kipps hustru. Sorgen gør det svært for Kipps at fortsætte – både jobmæssigt og som far, og da filmen starter, er han blevet kaldt til samtale hos sin chef som giver ham en sidste chance. Tag til den lille by Cryphin Gifford og opgør boet af den nu afdøde Mrs. Drablow.

Det lyder umiddelbart simpelt, men da Kipps når byen, er ingen villige til at tale med ham. Han kan ikke få et værelse på kroen, og han har besvær med at få transport ud til Eel Marsh House, hvor Mrs. Drablow boede, og som ligger på en lille ø, der kun er tilgængelig ved lavvande. Og endnu mere mærkeligt er det, at beboerne af al magt forsøger at forhindre Kipps i at se deres børn. Kun tilflytteren, den rige Mr. Daily, lader til at ville hjælpe Kipps, og med hans assistance får Kipps taget hul på opgaven.

Han har ikke været længe i huset, før han opdager en besynderligt trist udseende kvinde, som tilsyneladende bor på øen. Og da han nævner hendes tilstedeværelse i byen, løber tingene helt af sporet.

Som sagt får vi James Watkins historie, og det betyder, at flere træk fra bogen er helt anderledes. F.eks. er Susan Hills Kipps forlovet og tager jobbet for at få råd til at gifte sig, mens Watkins Kipps er en sørgmodig enkemand. Ligeledes er også slutningen anderledes, og det klæder absolut Watkins udgave, at han tør gøre, som han gør. Og så er jeg som før nævnt meget positiv overrasket over Radcliffe, som trods sin unge alder (født 1989) formår at give sin figur en sørgmodig tyngde, der er ganske overbevisende.

Visuelt er The Woman in Black er holdt i mørke toner, og lydsiden er en solid medspiller i at underbygge den gotiske stemning. Gotik emmer også selve Eel Marsh House af, som Roger Ebert skriver i sin anmeldelse i Chicago Sun-Times: ”The house is a masterpiece of production design, crumbling, forlorn, filled with the faded and jumbled Victorian possessions of doomed lifetimes”.

Ebert er ikke ligeså overbevist som jeg over Radcliffes præstation, men slutter dog sin anmeldelse af med ordene: “The movie nevertheless is effective, because director James Watkins knows it isn’t a character study. His haunted house is the star. The illnesses of local children provide ominous portents. Daily’s wife balances precariously on the edge of madness. And there is a most satisfactory scene at a railroad station that might have had Daniel Radcliffe wondering if he will ever, in his career, take a routine rail journey.”

Jeg kan under alle omstændigheder godt anbefale The Woman in Black, såvel til dem der holder af romanen, og til dem der ikke har læst den.

Om filmen:

Instruktør: James Watkins
Udgivelsesår: 2012
Filmatisering af Susan Hill “The woman in black” fra 1983.

Eden Lake

Eden LakeJeg vidste, hvordan Eden Lake endte, og alligevel var det en af de mest ubehagelige film, jeg har set længe. Jeg må simpelthen konstatere, at jeg ikke har nerver til at se den menneskelige ondskab udstillet i rå realisme – og slet ikke når det handler om børn…

Jenny og Steve tager på et weekendophold ved et smukt stenbrud, som Steve tidligere har besøgt, og som snart skal laves om til et luksus boligkvarter. Steve har planlagt at fri i løbet af weekenden, men intet går som planlagt. Da de endelig når frem til søen, møder de en række unge bøller, som chikanerer dem. Det ender med, at børnene stjæler Jenny og Steves bil, og i forsøg på at få den tilbage kommer Steve til at slå børnenes hund ihjel.

Det starter et hævntogt, der kommer helt ud af kontrol. Børnene får fat i Steve, og selvom det lykkes ham at undslippe, mens de jagter Jenny, er han hårdt medtaget. Imens er Jenny på vild flugt for at tilkalde hjælp, men spørgsmålet er, om nogen kan og vil hjælpe.

Som sagt kendte jeg slutningen, og hvis du vil undgå at vide den skal du stoppe med at læse nu.

Det lykkes nemlig Jenny at slippe væk fra børnene, men først efter at hun har slået et af dem ihjel og kørt et andet over i en bil, hun stjæler. Men hun kører galt og søger hjælp i det nærmeste hus – som tilhører et af børnenes forældre! Og selvom Jenny har fortalt, hvad hun har været ude for, og de kan se alle sår og mærker, så ændrer stemningen sig fuldstændig, da forældrene modtager en opringning fra deres dreng om en kvinde, som har slået lillebroren ihjel.

Filmen starter med et radioindslag, hvor den engelske regering foreslår at straffe forældre med bøder, hvis de ikke kan holde styr på deres børn. Filmen her udpensler tydeligt, at den vold børnene udøver, er noget de lærer hjemmefra. De er opdraget med vold, og da hunden dør, er det formentlig det eneste væsen, der har vist dem ubetinget kærlighed, som dør.

Undervejs i forløbet filmer pigen Paige det hele efter ordre fra lederen, Brett. I slutningen af filmen da han bliver sendt op på sit værelse, mens fædrene “ordner problemet”, sletter han alle filmklippene, mens han står foran spejlet. På den måde er alt ugjort. Han ser ikke anderledes ud, udover at han har scoret nogle fede solbriller, og uden filmklippene – ja, så er virkeligheden tilbage på ret spor. Den tanke er måske ikke så fjern for en generation, der er vokset op med, at man nærmest skal være online for at være til. Og det finder jeg personligt meget meget skræmmende.

Kelly Reilly, som spiller Jenny, er vidunderlig castet til rollen. Hun er spinkel og feminin, og i starten ser vi hende i en blomstret lyserød kjole. Men som rædslerne udspiller sig omkring hende, bliver hun mere og mere rå og mere og mere beskidt at se på. I filmens slutning er hun smurt ind i mudder og lort, så det er svært at se, at hun har været en uskyldig børnehavelærerinde. Nu ligner hun et dyr, som kæmper med ryggen mod muren, men det er jo også, hvad hun er reduceret til.

Også børnecastet er fantastisk velvalgt. De ligner ganske almindelige børn fra socialt belastede familier, og deres optræden er naturlig og troværdig. De er ikke allesammen lige villige til at begå volden, men som situationen accellererer, må de vælge mellem at følge deres samvittighed (og angst for at blive opdaget) eller gruppen. Og Brett er en stærk skikkelse, som det er svært at sige nej til.

Eden Lake minder mig lidt om Wildernes, som jeg så for et par år siden. Bare endnu mere grum og håbløs. En meget ubehagelig film med en skræmmende og trøstesløs slutning.

Læs også Rikke Schubarts blogindlæg om God Horror og Grænseoverskridelse

Om Eden Lake:

Instruktør: James Watkins
Udgivelsesår: 2008