august 2018
M T O T F L S
« jul    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Martin Schjönning’

Varulv / red. Nikolaj Højberg

Varulv / red. Nikolaj HøjbergFra bagsiden:

Hvor mange slags varulve er der?

Der er den, som træder frem af mennesket ved fuldmåne.
Der er den, som træder frem af mennesket alle nætter.
Der er den, som aldrig træder frem af mennesket, men altid er monstret.
Og så er der alle de andre.

De har dog ét til fælles.
Deres dyriskhed, deres blodtørst, deres mangel på samvittighed.
Og så måske alligevel ikke.

Du kan møde ni af dem her.

 

Indhold:

Udyr af A. Silvestri
Mand kvinde hund af Camilla Wandahl
Agernø af Gudrun Østergaard
Urdybet af Jonas Wilmann
Undergang er skyggen af Mikkel Harris Carlsen
Fåreklæder af Therese Marstal
Manden der råbte ulvf af Kristoffer J. Andersen
Kampens spiller af Katrine Skovgaard
Fri for synd af Martin Schjönning

Om Varulv:

Udgivelsesår: 01.01.2015
Forlag: Kandor, 218 sider
Omslag: Dusan Kostic

PIX – nygotiske skæbner / red. Henrik Sandbeck Harksen

Pix_2013H. Harksen Productions er ikke bange for at kaste sig ud i anderledes udgivelser, og antologien “PIX” hører til i kategorien litterære eksperimenter. De 12 forfattere, som bidrager til samlingen, modtog et PIX på deres mobiltelefon, som skulle fungere som inspirationskilde til en gotisk fortælling sat i vor tid, og så fik de ellers frie hænder til at skrive løs. Resultatet er blevet en vellykket antologi med bidrag fra nogen af Danmarks dygtigste horror-forfattere. Jeg har – naturligvis – mine personlige favoritter, men generelt er niveauet meget højt, også i den fysiske udformning, som udover bogen også rummer en cd med musik af Ras Bolding.

Blandt novellerne, jeg vil fremhæve, er “Sin mors søn” af Sandra Schwartz. Hovedpersonen er en destruktiv og omklamrende mor, der drikker alt for meget, og da manden vil skilles, fordi han har mødt en anden, har hun ikke tænkt sig at gøre det nemt for ham – heller ikke selvom det går ud over hendes søn.

Henrik har ikke tænkt sig at sige mig imod. Ikke denne gang. Jeg stirrer på Mikkel, ønsker at trække ham ind til mig, knuge ham, fortælle ham, det ikke er sandt, men det er for sent. Jeg ser det i måden, hans skuldre ligesom synker sammen på, fingrene, der knuger om gaflen, og hans mund, der bæver. Mest af alt ser jeg det i hans blik. Hvordan han styrter sammen som et korthus indeni.”

Jeg har tidligere læst novellen “Jægeren” af Sandra Schwartz, som var okay, men “Sin mors søn” er langt mere grum og skal fremhæves for sin skånselsløshed og troværdighed.

En af mine yndlingsforfattere, Teddy Vork, bidrager med novellen “Den usynlige verdens undere“, som hører til blandt samlingens bedste. Asger Schmidt elsker bøger, så da han får fat i en førsteudgave af Cotton Mathers “Wonders of the Invisible World” til en klient, kan han ikke lade være med at bladre i den. Da han falder over en usynlighedsformular, tænker han på genboen, forfatteren Aya, som han er stærkt tiltrukket af, og han udtaler besværgelsen. I første omgang virker det ikke til, at der er sket noget, men da han bevæger sig ud, opdager han, at han virkelig er blevet usynlig. Det fører ham over til Aya, hvor han opdager nogle af hendes mest intime hemmeligheder. Men usynligheden gør til gengæld andre ting synlige.

Der er altid flere lag i Vorks historier, og det er der også i denne. Jeg kom til at tænke på H. P. Lovecrafts “From Beyond“, som også handler om, at der er flere planer i vores verden, end vi normalt ser, og i selve novellen trækker hovedpersonen “Green Tea” af Le Fanu frem sammen med et maleri af Henry Fuseli kaldet “Mareridtet“.

En lav form nærmede sig i en glidende bevægelse akkompagneret af de metalliske hvin. En dreng på en trehjulet ladcykel. Han stod op i sadlen med hovedet bøjet over styret og kroppen spændt i anstrengelse for at træde de træge pedaler rundt. Drengen var nøgen. Slangen, Asger havde trådt på, var fastgjort til hans krop ved navlen. Den spændte en stram line, når drengen ikke trådte tilstrækkeligt hårdt i pedalerne, andre gange hang den slapt. Asger pressede ryggen mod muren. Knirk. Knirk. Drengen drejede hovedet, da han var lige ud for Asger. Intet ansigt, blot et rundt hul, der trak sig sammen og udvidede sig som en krampende ringmuskel.”

Teddy Vork fremkalder nogle foruroligende billeder i læserens hoved, som forfølger én, også efter at historien for længst er læst.

Lars Ahn Pedersens novelle “Telefon fra afdøde” er en anden af mine absolutte favoritter i antologien. Robert mister sin nye mobiltelefon, og da han ikke har råd til at købe en ny, siger han ja tak til at overtage en kammerats afdøde farmors. Kort efter begynder han at modtage sære opkald om natten, og efterhånden går det op for ham, at dem der ringer ikke længere er blandt de levende. Men hvad vil de?

Novellen er velskrevet og underholdende, og som altid giver LAP historien sin helt egen drejning. På sin hjemmeside skriver han følgende om arbejdet med novellen:

Konceptet bag PIX gik ud på, at hver forfatter fik tilsendt et foto taget med en mobiltelefon, som vi derefter skulle skrive en “moderne skæbnefortælling” ud fra. Jeg modtog “Phonebook of the Dead”-billedet, som kan ses på den øverste af forsiderne (i øvrigt med Ras Bolding selv som model), og det stod hurtigt klart for mig, at min novelle skulle handle om at blive ringet op fra hinsides. Resultatet blev “Telefon fra afdøde” (og ja, titlen er en omskrivning af John Le Carrés debutroman “Telefon til afdøde”, men har ellers intet med spioner at gøre), der kan ses som mit forsøg på at gå imod den hæderkronede gysertradition med, at det kun er gamle ting, der kan være hjemsøgte og uhyggelige. Inden for de senere år har især asiatisk horror dog sørget for, at spøgelserne har taget de digitale medier til sig, og man kan vel sige, at jeg allerede flirtede med tanken i min Facebook-novelle “Blomstervanding”, der var med i en anden Harksen-udgivelse, Dystre Danmark 2.”

Jeg har ikke tidligere læst noget af Ruben Strid, som bidrager med novellen “Bunkeren“, men han tegner til at blive et lovende bekendtskab. Fortællingen handler om Susan, der tager på besøg hos sin far sammen med sin lille dreng. Men besøget har en bagtanke. “Bunkeren” er som “Sin mors søn” en fortælling der tager udgangspunkt i en dysfunktionel familie med mørke hemmeligheder. Også Susan har en hemmelighed – eller er det den, som har hende?

Susan trådte hen til vinduet, lagde den ene hånd på glasset, gnavede i en neglerod på den anden. rytmen fortsatte. Det kom fra taget af nissanen. Selvom hun endnu ikke havde set det vidste hun hvad det var. Det formløse mørke fra hendes drømme, altid lokkende og tiggende. Nu forsøgte det at kravle op på taget af bilen. Selvom skikkelsen herfra virkede klumpet, uformelig, svær at fastholde med øjnene, havde Susan allerede givet den form i sit hoved. Det var mågen, den store fugl med deforme, knækkede vinger, den ikke kunne løfte. De slæbte efter den hen ad jorden, tynget ned af vådt sand og slimet tang. Alligevel lykkedes det for den at slæbe sig op på taget, hvor den nu tronede i det blege lys fra den enlige pære.”

Også helt i topklasse er Michael Kamp med novellen “Sort”. Morten arbejder sent, da han ud af vinduet får øje på en mørk stribe i Københavns lyshav. Hans første tanke er en strømafbrydelse, men efterhånden går det op for ham, at det ikke er tilfældet, for hvor mørket er faldet, virker det til, at byen er forsvundet.

Morten pustede langsomt ud og støttede sig til vinduet. Månelyset faldt ned over et blankt landskab. Et kort øjeblik havde han troet, at alting var væk – at der kun var den bare jord tilbage derude – men så indså han, at alting var dækket af en tyk røg eller tåge. Det reflekterede ikke lyset særligt godt, men han kunne alligevel ane toppen af laget. Det så gråt eller sort ud i det hvide lys og han følte igen et stik af uro. Så vidt han kunne vurdere var det adskillige etager tykt. Der plejede at være syv etager ned til parkeringspladsen, men nu så den mørke overflade ud til at være kun en eller to etager under ham.”

Kamp skriver bare generelt godt, og han er ekspert i at gøre det fantastiske troværdigt. “Sort” minder lidt om f.eks. “Sommerfrost” af Nikolaj Højberg eller “Tågen” af Stephen King, hvor en uforklarlig katastrofe også kaster historiens personer ud i et mareridt. Og så fik slutningen mig til at mindes en af mine yndlingsscener i en film, nemlig slutningen i “Ghost” hvor skurken (Tony Goldwyn) bliver hentet til sin velfortjente straf.

Niels Ole Busk Nielsen, som har skrevet “Nysgerrighed” har jeg ikke tidligere stiftet bekendtskab med, men historien om den biologi-studerende, som finder et mærkeligt spiger i skoven, da han samler svampe, giver mig bestemt lyst til at læse mere af ham. Som spigeret er fortællingen både ubehagelig og fascinerende. Dog virker det som om, korrekturen er smuttet i allersidste afsnit, hvor fortæller-stemmen begynder at skifte mellem jeg og han. Det gjorde mig forvirret og ødelagde dermed en del af stemningen.

Et skrig fik mig til at vende mig om mod de tre kneppende unge igen. De lå i en dynge med kroppene viklet ind i hinanden. Deres arme var blevet til tentakler, der borede sig ind i kroppene på de andre igennem alle deres åbninger. Selv ørene og øjnene blev gennemboret af de vildt slingrende tentakler. Jeg ville vende mig væk fra dem igen, men var for fascineret til gøre det. I stedet nærmede jeg mig de tre.”

“Mærket” er skrevet af Sarah Fürst, som jeg tidligere har læst den vellykkede novelle “Cikadernes sang” af. Novellen handler om vold i parforholdet, men har naturligvis et twist.

Det var den nat han brændemærkede mig. Med sin ring. Jeg plejede at tage mine tæsk uden et kny, men jeg skreg, da han brændte sine initialer ind i mit bløde kød. Skreg som en vanvittig. Jeg havde aldrig set ham så rasende. Det var derefter, jeg så dem første gang, men i starten var jeg slet ikke sikker på, at jeg overhovedet så noget.”

Også Patrick Leis’ bidrag bør fremhæves. I “Den syvende dør” er den småt begavede pedel på vej rundt på sin rengøringsrunde på skolen. Det er aften, og alt er rutine – indtil han skal ordne toiletterne i kælderen. Novellen fortælles i jeg-form med afstik ud til en samtale mellem en advokat og en psykiater. En samtale som får en helt ny betydning til slut.

Jeg kigger ned i mørket under skolen. Her har jeg ikke tændt lys selvom jeg også skal gøre rent dernede og de nederste trappetrin kan man slet ikke få øje på. Jeg tripper som sædvanligt lidt på stedet. Hvis mit hoved er ligesom et barns, er det nok derfor kælderen altid gør mig en smule urolig; rigtige voksne er jo ikke bange for mørket, siger de. Men faktisk er det ikke mørket jeg er bange for, nærmere det som bor i mørket.”

Alt i alt kan jeg tilslutte mig bibliotekernes lektørudtalelse, som kalder “PIX” for: “…en velskrevet, stemningsfuld og uhyggelig udgivelse, der bør stå på alle landets folkebiblioteker…“, dog med den tilføjelse at jeg også synes, den bør stå i alle hjem, som holder af et godt gys.

Se en trailer for “PIX” her
Se mere på H. Harksen Productions

Indhold:

Flimmer af Thomas Strømsholt
Sin mors søn af Sandra Schwartz
Den usynlige verdens undere af Teddy Vork
Præludium af Martin Schjönning
Telefon fra afdøde af Lars Ahn Pedersen
Bunkeren af Ruben Strid
Sort af Michael Kamp
Nysgerrighed af Niels Ole Busk Nielsen
Mærket af Sarah Fürst
Den syvende dør af Patrick Leis
Livmoder af Nikolaj Johansen
Hamskifte af A. Silvestri
Om bidragsyderne
Cd med tekst og musik af Ras Bolding

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Sider: 243
Forlag: H. Harksen Productions

Vampyr / red. Nikolaj Højberg

Vampyr_2013På trods af at jeg aldrig har læst en bog af Stephenie Meyer eller set filmatiseringerne af Twilight-serien, så har jeg en voldsom antipati mod begge dele. Jeg bryder mig overhovedet ikke om vampyren som en kærlighedshungrende narhat, der kun drømmer om en ligegyldig teenagetøs med et evigt mut udtryk i ansigtet. Så da jeg læste, at forlaget Kandor lavede en konkurrence med vampyrnoveller, som sparker vampyren ud af teenagepigens lyserøde værelse og tilbage til horroren, blev jeg yderst begejstret. Nu er “Vampyr” så endelig udkommet, og den indeholder 11 ret forskellige vampyrfortællinger.

Min favorit er også vindernovellen “De fattige blandt menneskene” af Martin Schjönning. Historien udspiller sig i narkomiljøet, hvor vi følger en lille gruppe narkomaner, der har holdt sammen gennem flere år. En dag finder de det nyeste medlem død – og ikke af en overdosis – og hvad gør man så. Martin Schjönning skriver overbevisende og virkeligt skræmmende om narkomanernes hverdag. Den realisme gør historien så meget desto stærkere, og så synes jeg, at sammenstillingen af narkomaner og vampyrer er på samme tid overraskende og indlysende. Slutningen er ligeså grum som fortællingen, og det er fuldt fortjent, at Schjönning vandt konkurrencen.

Også Teddy Vork indsendte en novelle “De rette omgivelser”, som blev nummer to, og som absolut også hører til blandt mine favoritter. En forfatter møder den anmelder, som jordede hans første udgivelse. Anmelderen forstår ikke, hvorfor forfatteren skriver horror og nedgør pr automatik alt indenfor genren. Det fører til et væddemål, hvor forfatteren opfordrer anmelderen til at læse en nyskrevet novelle på en nedlagt fiskefabrik ved midnatstid med en garanti for, at han bliver skræmt. Og uden at røbe for meget kan jeg afsløre, at jeg i hvert fald blev skræmt undervejs. Teddy Vork kan noget med at binde sin historie til troværdige lokaliteter. Det lykkes også til fulde her i novellen, hvor lokaliteten er selve præmissen for historien. Det er jo også altid sjovt at læse om forfattere, som udlever deres morbide fantasier på anmelderne, og så er Vork bare en velskrivende mand. Han fortæller i øvrigt i et lille efterord, at inspirationen til historien kom fra Ambrose Bierces “The Suitable Surroundings”.

Konkurrencens nummer tre blev Christian Reslow med “Verdens krig”, der også er i min top tre. Historien udspiller sig i 1917. Under det blodige slag ved Verdun under 1. verdenskrig, føder det blodmættede land en ny race – vampyrerne. I stedet for at menneskene slås mod hinanden, har de nu en fælles fjende, og vi følger en lille gruppe franske soldater, mens de kæmper sig vej mod Danmark, hvor vampyrerne efter sigende ikke skulle stå så stærkt. Idéen med at lade vampyren opstå som et resultat af menneskets blodige dårskab er rigtig godt fundet på. Derudover er fortællingen om soldaterne velskrevet og med et godt (Richard Matheson inspireret?) twist mod slutningen. Reslow har ikke været at finde så tit i de horror-antologier, der er udkommet de senere år, men han fortjener sin plads, og jeg håber, at der kommer flere noveller fra ham fremover.

Udover disse tre er der masser af andre gode fortællinger i “Vampyr”. Jeg var også ret vild med “Venter på Misha” af Nina Holm-Jensen, som debuterer her. Vi er i en verden, hvor særlige familier er vampyrjægere og har været det gennem generationer. Fortælleren er på sporet af to vampyrer, der rejser sammen, og det lykkes ham at få fat i den kvindelige vampyr. Men hendes partner vender uventet tilbage. I efterordet skriver Holm-Jensen, at hun altid har været fascineret af Anne Rices vampyrer, og det er lykkes hende at bruge den fascination fornuftigt. Novellen er underholdende og velskrevet, med en blodig kant.

Ligeledes vil jeg også fremhæve den indledende novelle “Vampyren …” af Aske Munk-Jørgensen. Han skriver i efterordet, at idéen opstod, da han endnu en gang læste Bram Stokers “Dracula”, hvor van Helsing forsøger at få John Seward til at acceptere, at vampyrer eksisterer som væsener, man kan forholde sig til rationelt og videnskabeligt. Det fik Munk-Jørgensen til at tænke: Hvad nu hvis det overnaturlige er naturlige fænomener, vi bare ikke har forklaret endnu? Det førte til novellen her, som bygger på en doktorafhandling om vampyren – en gennemgang af historiske kilder og dokumentede forekomster i Europa, 1853 til 1947.

“Røde dæmoner” af Kristoffer J. Andersen er ligeledes en underholdende fortælling. Her følger vi lægen Frank, som har mistet sit job og konen er skredet. Den slags omvæltninger har det med at medføre depression og selvmordstanker, så da Frank bliver opsøgt af en medarbejder fra Selvmordslinjen, er det vel ikke så overraskende? Kristoffer J. Andersen har lavet en rigtig fin krølle på vampyr-rollen her i novellen, som jeg var vældig underholdt af. Slutningen var herlig, og jeg må indrømme, at jeg ikke havde set den komme, og det er jo altid det sjoveste.

“Som vinden blæser” af A. Silvestri tager vampyrmyten til Afrika og ombord på et slaveskib; “Nordpå” af Jan K.  lader vampyren bo i udkants Danmark og undersøger ligheden mellem det dyriske i mennesket og vampyren; mens  Julie Johanne Kirkegaard lader sin vampyr få en usædvanlig cocktail, og Lars Ahn Pedersen vampyr godt nok føder af mennesket men ikke af dets blod.

Jeg sætter stor pris på, at de medvirkende forfattere får muligheden for at give deres bidrag et lille Post Scriptum med på vejen, og alt i alt er “Vampyr” en yderst vellykket antologi, både kvalitetsmæssigt og med hensyn til at få den skræmmende vampyr tilbage. Mit eneste lille men er, at det kunne have været interessant at få Nikolaj Højbergs overvejelser om udvælgelsen af novellerne med, samt baggrunden for udgivelsen idet det formentlig langt fra er alle læsere, som har fulgt med på forlagets hjemmeside.

Indhold:

Vampyren … af Aske Munk-Jørgensen
De rette omgivelser af Teddy Vork (2. pladsen)
Nordpå af Jan K
Sorgens museum af Jonas Wilmann
Som vinden blæser af A. Silvestri
Røde dæmoner af Kristoffer J. Andersen
Staven af Julie Johanne Kirkegaard
Donation af Lars Ahn Pedersen
Venter på Misha af Nina Holm-Jensen
De fattige blandt mennesker af Martin Schjönning (1. pladsen)
Verdens krig af Christian Reslow (3. pladsen)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Dusan Kostic | Dreamstime.com / Nikolaj Højberg

Se mere på forlaget Kandors hjemmeside

Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg

Jeg læser ikke ret meget fantasy. Sikkert fordi jeg fejlagtig forbinder det med meget sort/hvide tjubang-fortællinger med muskelsvulmende helte, som redder skønjomfruer og kæmper mod onde troldmænd, drager og andet skidtværk. Jeg læste dog alligevel “Til deres dages ende”, fordi jeg i en omtale af antologien havde set, at enkelte af novellerne også indeholdt horror-træk. Stor var min glæde, da det viste sig at være sandt, og at “Til deres dages ende” ovenikøbet er en rigtig underholdende antologi, også for ikke-fantasy-læsere.

Novellerne er skrevet af en blanding af mere og mindre kendte forfattere. Ikke overraskende er de mest vellykkede historier (efter min mening) skrevet af de mere garvede penneførere, men der er også rigtig gode takter blandt de nyere stemmer, og jeg synes ikke, at nogen af novellerne falder helt ved siden af.

Min favorit er Teddy Vorks ”Mare mare minde”, som bringer Ole Lukøje ind i en ny kontekst. Drengen Peter er alvorlig syg, og denne aften er han alene med babysitteren. Peter kan ikke sove, og selvom han prøver at overbevise sig om, at der ikke gemmer sig noget i skyggerne, så lykkes det ikke helt. Pludselig får han hjælp fra en uventet kant – men er det for sent? Vork har bl.a. skrevet novellesamlingen “Hvor skyggen falder” og romanen “Diget“. Her kombinerer han sin evne til at fortælle en skarp og velvinklet historie med sit kendskab til sagn og myter. En uhyggelig underholdende novelle.

Aske Munk-Jørgensen indleder antologien med sin skræmmende og velfortalte ”Seidr”, som tager læseren med tilbage i Danmarkshistorien, før kristendommen helt fordrev de gamle skikke. Jeg har ikke læst andet af Munk-Jørgensen, men her viser han klart gode takter indenfor horror-genren.

Også Richard Ipsen får det til at isne i læseren med novellen ”Bronze” om jalousi og alkymi, og hvad der kan ske, når man ikke helt gennemtænker konsekvenserne af sine handlinger.

Lars Ahn Pedersen er også altid repræsentant for en læseværdig novelle, og således er ”Til deres dages ende” med sine fortsættelser på kendte eventyr både underholdende og tankevækkende. Det er måske ikke rigtig horror, men det er faktisk lidt uhyggeligt alligevel.

Også A. Silvestri skal fremhæves for sin ”Et horn i siden”, om lykkeridderen Erdengard som fanger en enhjørning ved hjælp af svig. En humoristisk fortælling som sætter spørgsmålstegn ved, om man nu kan stole helt på de gamle myter.

Nikolaj Johansens ”Sidste Konda” er en betagende fortælling med rødder i kinesisk folklore, og Martin Schjønnings ”Træ” er actionfyldt underholdning med grønne bagtanker og en advarsel om ubetinget at stole på magthaverne. Endeligt vil jeg også fremhæve ”Cara” af Tina Christensen, som er en alfe-historie med en ny vinkel.

Som sagt er niveauet generelt højt i samlingen, som i bibliotekernes lektørudtalelse også fik følgende beskrivelse med sig: ”Alle novellerne emmer af stor fortælle- og skrivelyst, og bogen er en oplagt mulighed for at få en smagsprøve på, hvad dansk fantasy kan.”

Jeg følte mig vældigt underholdt, og synes at de mange forskellige noveller viser en bred mangfoldighed indenfor fantasy-genren, som jeg stort set var uvidende om. Og så er det jo lækkert, at der også er et par horror-bidder med undervejs.

Indhold:

Aske Munk-Jørgensen: Seidr
Sven Ørnstrup: Zebraungens jul
Richard Ipsen: Bronze
Nikolaj Johansen: Sidste Konda
Andreas Markert: Eudaimonia
Gudrun Østergaard: Animaxit
Kristoffer J. Andersen: Tale af guld, tavshed af sølv
Lars Ahn Pedersen: Til deres dages ende
Sari Therkelsen Arent: Krystalstemmer
Martin Schjønning: Træ
Tina Christensen: Cara
Mikkel Harris Carlsen: De umætteliges kreds
A. Silvestri: Et horn i siden
Helle Lee Sol Haugaard: Engel eller dæmon?
Teddy Vork: Mare, mare minde

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Leeloomultipass/Dreamstime.com

Også omtalt på Den Elektriske Kanin og Litteratursiden.dk

De apokalyptiske genrer – en introduktion til undergangskultur

For nogen tid siden læste jeg en super interessant artikel af Martin Schjönning på Apokalyptisk, hvor han giver en kort introduktion til undergangskultur. Jeg kan kun anbefale, at man læser hele artiklen, men her er et par appetitvækkere:

Om de sidste tider
“Vi mennesket har været morbidt fascineret af verdens ødelæggelse, minimum siden vi lærte at skrive. Blandt de ældste kendte tekster, både af religiøs og fiktionel karakter, finder man hyppige referencer til jordens undergang – særligt i form af naturkatastrofer som datidens lærde kun kunne beskrive som guddommelig indblanding.”

Om tiden efter katastrofen
“Decideret post-apokalyptisk fiktion findes dog først i moderne tid. I reglen regnes Mary Shelley’s roman The Last Man (1826) som det første værk i denne genre, skønt den både i samtiden og efterfølgende er fuldkommen ignoreret – især i forhold til Shelley’s debut Frankenstein. Først med en af science fiction-genrens mest hædrede fædre, H.G. Wells (1866-1946) etableres post-apokalyptisk litteratur som en solid undergenre, med nu verdensberømte værker som The Time Machine (1895) og sørgeligt oversete tekster som The World Set Free (1914). “

“Efterfølgende katastrofescenarier afspejles af den samtid de forskellige værker skabes i. Energikriserne i 1970′erne førte til kulturperler som Mad Max-filmene (1979-1985, en ny er på vej til 2013), af hvilken nummer tre er et af de mest berømte genreværker overhovedet. Den stigende digitalisering og robotisering af samfundet har siden 80′erne revet et utal af værker om løssluppen teknologi med sig (kulminerende i Matrix-serien 1999-2003). Den store opmærksomhed på miljøet og global opvarmning fra 90′erne til i dag har skabt Waterworld (1995) og The Day After Tomorrow (2004).”

Om det utrolige og fatale
“De fantastiske elementer i apokalyptisk kultur er ikke nye opfindelser. Rumvæsener har eksisteret mindst siden den syrisk/romerske satireskribent Lucian udgav sin Sande Historie (ca. 100 e.Kr.), hvor han bl.a. besøger måne-folket. Zombiehorden er en hel del ældre og figurerer allerede i det næsten 4000 år gamle Gilgamesh-kvad fra Babylon, hvor en ond præstinde truer med at åbne Helvedes porte og lade de døde myldre ud og fortære de levende.”

“Imens rumvæsener invaderede jorden i alle afskygninger – fra den Messias-lignende Klaatu i The Day the Earth Stood Still (1951) til de ultimative infiltratorer i Invasion of the Body Snatchers (1956) – levede zombien et relativt afslappet uliv i Caribien. Zombien var ofte alene, og blev brugt som et hævnens værktøj, styret af en ond troldmand. Men i slutningen af de glade tressere brød helvede løs. Den apokalyptiske zombie er ét ud af ekstremt få monstre der har en nøjagtig fødselsdato. Den så nattens mulm første gang d. 1. oktober 1968, da George A. Romeros sort/hvide kultmesterværk Night of the Living Dead havde premiere i en lille biograf i Pittsburgh. De levende døde var nu en ustoppelig, kannibalistisk, hjernedød sværm, og ikke længere en ensom skygge bag et kirkegårdstræ i Haiti.”

Om moralens forfald
“Post-apokalyptisk kultur i almindelighed, og zombie-genren i særdeleshed, handler om livet under og efter en global, uafvendelig katastrofe. Oftest har pågældende katastrofe været pludselig og overraskende, og mange gange er der ikke det store menneskeheden kan stille op imod den. Handlingsmønstre i disse værker beskæftiger sig som regel med ren og skær overlevelse af arten – altså kødet.

Cyberpunk-genren er derimod en slags skæv fætter til science-fiction og post-apo, hvor det ikke så meget er livet der trues, men i langt højere grad den menneskelige moral. Talrige Cyberpunk-værker håndterer emner som korruption, moralsk og mentalt forfald, samfundets opløsning, og især den menneskelige forms ophør: Det der beskrives som den transhumanistiske evolution, hvor mennesket (som art) rykkes længere og længere bort fra sig selv via teknologi. Hvor post-apokalyptisk kultur handler om undergang på et rent fysisk plan, handler Cyberpunk i reglen om undergang på et psykisk plan.”

Ovenstående tekst er citeret fra Martin Schjönnings artikel “De Apokalyptiske Genrer – En introduktion til undergangskultur”, som findes på Apokalyptisk hjemmeside: http://apokalyptisk.wordpress.com/about/de-apokalyptiske-genrer-en-introduktion-til-undergangskultur/

Illustrationen stammer fra Wikipedia, og er af Peter von Cornelius.

Velkommen til dybet / redigeret af Mathias Clasen

Velkommen til dybet - 13 gyserhistorierUvist af hvilken grund havde jeg ikke fået læst antologien Velkommen til dybet, der udkom her i foråret. Det har jeg så endelig fået gjort, og vil straks skynde mig at anbefale alle andre at få den læst – NU!

Velkommen til dybet startede som en konkurrence i 2009 hos forlaget Tellerup i et samarbejde med en række hjemmesider, hvor bidragyderne kunne melde sig til fra. Udover Tellerups egen side var også Horrorsiden.dk en af mulighederne.

Samlingen består af 13 noveller plus forord og en kort guide til horror af redaktør Mathias Clasen. Derudover er der en lille ekstra gevinst sidst i Velkommen til dybet, hvor Michael Kamp får ordet og tager læseren en tur med til Vietnam. Alle novellerne indledes med en kort introduktion til forfatteren, hvor de bl.a. fortæller lidt om baggrunden for, hvordan deres novelle blev til.

Generelt er novellerne af høj kvalitet, og jeg var rigtig godt underholdt under læsningen. Nogen af forfatterne kendte jeg godt på forhånd, mens andre var helt ukendte for mig. En af dem var Esther Rützou, hvis novelle “Kun edderkopper” ramte lige ned i nervecentret på mig. Som inspiration til novellen fortæller Rützou, hvordan hun hvert efterår fejer edderkopperne ud, og det får hende til at føle sig lidt ond. Men hvad nu hvis edderkopperne besluttede sig for at gøre gengæld? Noget af det, der fascinerede mig ved “Kun edderkopper”, er måden Rützou starter ud i vores normale hverdag, og så stille og roligt fører os ud ad en lille sti, så vi ender i et fantastisk univers med helt andre spilleregler end i vores. Og så er det jo også altid lidt klamt, når det handler om edderkopper.

En anden af mine favoritter er “Langt ude i skoven” af Lars Ahn Pedersen. LAP kendte jeg på forhånd fra en række science fiction noveller, men det viser sig, at han også skriver glimrende horror. Novellen handler om trafikforskeren, der forsøger at minimere risikoen for ulykker på landevejene, men en dag selv er ude for et uheld. LAP skriver, at hans udgangspunkt var den klassiske gysersituation: en person farer vild i en mørk skov, og så parre den med den kendte børnesang for at gøre brug af sangens specielle struktur, hvor man starter på bjerget i skoven og så zoomer tættere og tættere på. Novellen er både velskrevet og har overraskelser i sig, og så fungerer grebet med børnesangen helt fantastisk, så slutningen bliver ond som ind i H….

Nikolaj Højbergs novelle “Sommerfrost” hører også til i den rigtig gode ende. En af mine all times yndlingsnoveller er hans “Pink” fra Vandringer i mørke. Her rystes virkelighedens perspektiv fuldstændig ud af sin ramme, og det samme sker her i “Sommerfrost”. Hovedpersonen taler i telefon med en kollega, da forbindelsen pludselig brydes, og kort efter falder det kendte univers sammen. Højberg kan et eller andet, når det drejer sig om at opstille utrolige scenarier og få dem til at virke troværdige. Virkeligheden er bare aldrig enkel i hans univers.

En anden der også formår at twiste hverdagens trummerum ind i det fantastiske er Thomas Strømsholt, som med “Jeg fremsætter en erklæring” fører læseren ud af Lovecraftske stier. For at optimere et mulitnationalt selskabs mellemledere bliver de sendt på en overlevelsestur ud i skoven med en forhenværende jægersoldat som guide. Fortælleren har allerede fra begyndelsen en ubehagelig fornemmelse over hele projektet, for som han siger: “Engang for årtusinder siden foretog mennesket en klog beslutning og forlod skovene for at bygge de byer, som nu udgjorde vores naturlige habitat.” Hans bange anelser viser sig at holde stik, og Strømsholt lader læseren følge panikken vokse sig større og større i gruppen – der bliver mindre og mindre.

Den sidste novelle, jeg vil fremhæve, er Teddy Vorks “Isolde”. Om novellen skriver Vork, at han ville skrive en historie om den faustiske handel, der er et centralt motiv i gotisk litteratur, men at han ville bringe den til nutiden. Det lykkes glimrende i fortællingen om Jan Pedersen, der kæmper for at give sin drømmekvinde liv – uanset omkostningerne.

Mathias Clasen er redaktør på Velkommen til dybet, men han bidrager også selv med en kort guide til horror sidst i samlingen. Det er blevet til en kort og klar gennemgang, som kommer vidt omkring emner lige fra skovhorror over udviklingen i dansk horror til et darwinistisk syn på horror.

Som sagt synes jeg, at niveauet i antologien generelt er højt, og det tegner godt for dansk horror, at så mange nye talenter er kommet på banen. Jeg kan også godt lide, at der ikke kun er gjort noget ud af indholdet, men at Tellerup også gør indpakningen interessant med den fabelagtige forside af Mads Ahm og vignetterne, der adskiller de enkelte noveller.

Så alt i alt er der ikke meget at betænke sig på. Gør ikke som mig og vent et halvt år, før du læser Velkommen til dybet. Bare læs den med det samme …

Indhold:

Manden med plasticleen af Nick Clausen
Bølgen af Henrik Einspor
Gamle minder af Michael B. Hansen
Sommerfrost af Nikolaj Højberg
Anklaget af Sonja Kjeldsmark
Kun en drøm af Pia Valentin Lorentzen
Langt ude i skoven af Lars Ahn Pedersen
Kun edderkopper af Esther Rützou
Mærket af Nicole Boyle Rødtnes
Anonymt bidrag af Martin Schjönning
Heksejægeren af Freddy E. Silva
Jeg fremsætter en erklæring af Thomas Strømsholt
Isolde af Teddy Vork

En kort guide til horror af Mathias Clasen
Backpacker af Michael Kamp

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Tellerup, 285 sider
Omslag: Mads Ahm