Indlæg tagget med ‘medicinalindustrien’

Frysepunktet af Anders Bodelsen

Frysepunktet af Anders Bodelsen

Frysepunktet af Anders Bodelsen er en af de romaner, jeg genlæser med nogle års mellemrum. Det er historien om den 32-årige Bruno, der arbejder som fiktionsredaktør på et ugeblad, hvor han dels giver idéer til bladets forfattere, og dels redigerer deres historier så de passer bedre til bladet. Han er ikke gift, har ingen familie og ingen tætte venner. Så da han får konstateret uhelbredelig kræft, og lægerne tilbyder ham at blive frosset ned, til de kan kurere ham, lader han sig overtale.

20 år senere bliver Bruno tøet op igen. Han er helbredt for sin kræft, og nu skal han akklimatiseres til sin nye nutid. Det er dog ikke så let, for mens han har været væk, har verden forandret sig nærmest til ukendelighed. Til sidst bliver Bruno frosset ned igen, men for hver gang han bliver bragt tilbage, bliver det blot sværere for ham at genkende både sig selv og verden.

Jeg har været betaget af Frysepunktet, siden jeg læste den første gang for mange år siden, og slutningen spøger i min hjerne, som noget af det mest uhyggelige og trøstesløse jeg har læst. Her er ikke meget håb at finde.

Romanen handler om jagten på evigt liv, og om hvordan denne jagt udsletter selve det at være menneske. I Bodelsens version har videnskaben lykkedes med at kurere kroppen nærmest uendeligt. Men i iveren efter at nå dette mål er alt andet lagt til side. Der findes ikke mere kunst, der er ingen udvikling af intellektet, kun en evig reparation af det ydre.

– De ønsker døden, sagde Ackermann. Forstår De hvad døden betyder? Døden er menneskets sidste fjende. Vi har opbygget et samfund, som kun bygger på én eneste værdi: livet. Da jeg aflagde mit lægeløfte i en fjern, fjern fortid bekendte jeg mig til den værdi.

– Det er ikke længere liv, De tror på, sagde Bruno. Det er evighed. De to ting har intet med hinanden at gøre. (side 153)

Anders Bodelsen skrev oprindeligt romanen i 1969, og på visse punkter kan det naturligvis mærkes. For eksempel er alle læger mænd i fremtiden, mens kvinderne er sygeplejersker. Det er dog ikke noget, der på nogen måde skæmmer historien, men skal blot nævnes som et kuriosum. Bodelsen lægger ikke vægt på den videnskabelige del af nedfrysningsprocessen i sin roman, men var måske inspireret af Robert Ettingers bog fra 1964 The Prospect of Immortality.

Frysepunktet er Bodelsens eneste forsøg udi science fiction genren. Til gengæld er det en dystopisk klassiker.

Anmelderne skriver:

Fra Sortsand:
Frysepunktet” er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden […] “Frysepunktet” er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen..” (Læs hele anmeldelsen)

Christian Møgeltoft, Bogrummet:
Det er en iskold vision om, hvordan samfundet kan udvikle sig, hvis vi gør evigt liv til vores religion. På sæt og vis har udviklingen overhalet den fantasifulde forfatter indenom, for i dag handler megen forskning jo om med vold og magt at gøre os så gamle og uskadte som muligt uden tilsvarende at fordybe sig i indholdet af vores liv. Kvantitet frem for kvalitet […] “Frysepunktet” er en lille perle … er en lille perle … og afslutningen er, ja, frysende.” (Læs hele anmeldelsen)

Science Fiction and Other Suspect Ruminations:
Bruno’s increasingly restrictive perspective through which he views the world, is foreshadowed by the dominate image that begins and ends and is referenced throughout the text: “[Bruno] wants to look at the thermometer outside the window, but he cannot because of the ice crystals. Still only half awake, he remembers how as a child he had put a coin on the radiator and then pressed it against the ice crystals to give himself a little hole he could peep through, out into a dark winter’s morning like this” . And as time progresses, it becomes more and more difficult to see through the ice. The ice is no longer a barrier but a tomb. Bodelsen’s prose is characterized by an intensity made more and more unnerving as the ability to communicate and connect decays. Bodies might be resurrected in the semblance of earlier vitality but the future is not full of hope, the future is an alien landscape.” (Læs hele anmeldelsen)

The New York Times:
Mr. Bodelsen speculates on the metaphysics of geriatry with wit and imagination, projecting a time in the future when one’s vital organs will belong to “society” (for transplant purposes) and life will be eternail and unbearable.” (28.02.1971 New York Times)

Om Frysepunktet:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Gyldendals Tranebøger, 158 sider
Omslag: Leif Rosby
Oversat til engelsk i 1971 under titlen Freezing Point / Freezing Down (amerikansk)

Læs artiklen: The history of cheating death: A timeline of cryonics

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
The Circle af Dave Eggers
Den beske magt af Niels E. Nielsen
1984 af George Orwell
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Den hemmelige kode af William Sleator
Sin egen tanke af Jan Venzel Nielsen

Søster min af Helle Vincentz

Søster min af Helle VincentzAntropologen Sofie Munk er lige blevet ansat i CJ Consult, et privat efterforskningsfirma med speciale i at undersøge forhold internt i virksomheder, som de ikke nødvendigvis ønsker, at offentligheden får kendskab til. En sådan sag lander i Sofies skød, da medicinalfirmaet NomoDep Pharma henvender sig. Direktøren Alfred Berner ønsker at finde ud af, hvem af hans medarbejdere der har indsendt nogle ulovlige dokumenter til Lægemiddelstyrelsen.

Umiddelbart en relativ uskyldig fejl, men Alfred Berner har ambitioner om at drive sin virksomhed ordentlig, og ønsker ikke at blive slået i hartkorn de rådne kar i branchen. Ydermere har NomoDep Pharma en kæmpesatsning undervejs. Et antidepressivt middel rettet mod kvinder. Og intet må bremse satsningen.

Sofies undersøgelser afdækker dog også andre hemmeligheder hos NomoDep Pharma. Sideløbende med at hun forsøger at finde hoved og hale i sagen, følger vi den forholdsvist nyansatte Rasmus Lange i Lægemiddelstyrelsen. En lovende forskerkarrierer blev sat på hold da hans kone blev ramt af en depression, og han skiftede arbejde for at få hverdagen til at hænge sammen. Rasmus deler kontor med den pligtopfyldende Hanne Laursen. Men en dag dukker hun ikke op på arbejde.

Søster min er andet bind i Helle Vincentzs serie om Sofie Munk. Det er en spændende fortælling, som sætter spot på medicinalindustriens indflydelse, og hvor svært det kan være at regulere de store spillere på det internationale marked. Hovedpersonen Sofie er en handlekraftig kvinde, der bevæbnet med intelligens, utålmodighed og tør humor ufortrødent kaster sig ud i efterforskerrollen. En interessant karakter jeg fik lyst til at lære nærmere at kende.

Jeg kan personligt vældig godt lide videnskabskrimier, som giver et internt perspektiv på problemstillinger i en branche eller en videnskab, og det gør Søster min. De faktuelle afsnit flettes ubesværet ind i plottet, uden at sproget bliver kedeligt eller kluntet. Tværtimod er historien både velskrevet og spændende.

Søster min sætter fokus på medicinalindustrien. Hvordan forskningen ikke nødvendigvis indsættes hvor behovet er størst, men derimod hvor pengene er. Hvordan de store spillere forsøger at manipulere bl.a. medierne for at få fokus på områder, hvor deres produkter er løsningen. Og hvor langt nogle virksomheder er villige til at gå for at få godkendt deres produkt. Når jeg hører nyhederne fra USA, tænker jeg, at Vincentz roman nok desværre ikke er særlig langt fra virkeligheden.

Jeg var underholdt og fik samtidig stof til eftertanke. Og det er bestemt ikke et dårligt udbytte af en spændende krimi. Anbefales.

Uddrag fra Søster min:

Berner rystede på hovedet, og med diktafonen tændt nikkede hun opfordrende til ham.

Han sad lidt, som om han overvejede, hvor han skulle tage fat.

– Depression er det vestlige samfunds åg, begyndte han. – Det er en folkesygdom, som kun vil blive mere og mere udbredt i fremtiden. WHO mener, at depression i 2020 vil være den mest ødelæggende sygdom for det enkelte menneske og snart også den dyreste for samfundet.

Sofie kneb øjnene sammen, mens hun forsøgte at regne ud, hvor manden var på vej hen. At depression var et voksende samfundsproblem, behøvede man ikke at underskrive en fortrolighedserklæring for at blive delagtiggjort i.

Men Berner havde øjensynlig fået hul på sin fortælling.

– NomoDep Pharma ser det som sin opgave at afhjælpe disse katastrofale konsekvenser, fortsatte han.

Ja, mod klækkelig betaling, kommenterede Sofie tavst for sig selv.

– I årevis har vi derfor arbejdet på et særligt antidepressivt produkt til kvinder.

Nu så hun overrasket på ham.

Kun til kvinder?

– Ja. Han nikkede. – Præparatet er målrettet kvinder, der mister deres seksuelle lyst i forbindelse med en depression. Det problem koster samfundet langt flere penge, end man forestiller sig, så udover hjælp til kvinderne giver det også samfundsøkonomisk mening at fremstille sådan et præparat. AceOne hedder det, vores flagskib, og det kommer til at revolutionere både markedet og samfundet. Lykkepille og kvindelig viagra i én og samme pille, som min pressechef siger, jeg skal omtale det. Berner rystede let på hovedet. – Det kommer jeg ikke til. (side 30-31)

Om Søster min:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: People’s Press, 367 sider
Omslag: Rasmus Funder

Besøg Helle Vincentzs hjemmeside

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Pigen under jorden af Elly Griffiths
Metusalemgenet af Michael Lycke
Odins Labyrint af Mads Peder Nordbo
Djævelens værk af Lotte Petri