Baphomets æg del 1 er første album i NMAAR’s serie om Mørkets døtre. Heldigvis er der planlagt endnu syv bind, for jeg er hooked.
Infernus lider. Den hellige ild er slukket, og skaberen er forsvundet. I utallige år er riget blevet holdt i et nådesløst jerngreb af den onde konge, Asmodeus. Men et håb lever skjult i mørket. Agrat Bal Mahlat vågner pludselig et sted, hun ikke kender. Hvem er hun? Hvad er hendes formål? Agrat og de venner, hun møder på sin vej, rejser gennem Infernus’ ødemarker i deres søgen efter svar. Kan de overvinde tyrannen og sætte Infernus fri?
‘Mørkets Døtre’ er historien om de fire verdners skæbne. Om venskab, kærlighed og kampen mod overmagten. Om ubeskrivelig grådighed, forræderi og had. Det er historien om lyset og mørket, der intet er uden hinanden. (Fra bagsiden)
De tre keruber Kivli, Breex og Dhrak er blevet sendt på en mission af deres ældste. De skal finde noget, der kan hjælpe deres landsby i Nefilimernes dal. Kong Asmodeus’ soldater hærger hele Infernus, og keruberne frygter at blive udryddet.
På deres færd møder de Agrat Bal Mahlat, der dukker op ved en statue, fra før den hellige ild gik ud i Infernus. Agrat ved ikke, hvem eller hvor hun er, men keruberne tager hende til sig. Da de senere bliver overfaldet af døde sjæle, viser det sig at være en god idé. Agrat redder dem, og Kivli, Breex og Dhrak bliver enige om at tage Agrat med til deres landsby. Hun må kunne hjælpe dem mod Asmodeus. Men kan hun nu også det …
Vurdering
Baphomets æg er smuk, spændende og ufrasiglæggelig. Jeg er begejstret for, at NMAAR (igen) lader kvinder være både handlende og interessante. Ikke mindst er det befriende, at Agrat har normale bryster og en ordentlig dusk mellem benene. Hun er ikke en glat Lolita-dukke, men en voksen kvinde – eller hvad hun nu er 🙂
Selvom plottet kan ligne en fantasy quest a la Ringenes herre, virker fortællingen mere kompleks og karaktererne mere nuancerede. Og så fortælles historien med en humoristisk tone, samtidig med at den er barsk og blodig.
Jeg er imponeret over det store researcharbejde NMAAR har lavet i forbindelse med Mørkets døtre.
Serien udspiller sig i fire verdner. I del 1 introduceres vi til Infernus, hvis latinske betydning er underjordisk. Her bor keruberne i Nefilimernes dal. I Det Gamle Testamente beskrives Nefilim som en slags kæmper. Kerubernes dal er da også fyldt med kæmpestore menneskelignende statuer. Keruberne selv nævnes også i Det Gamle Testamente, og generelt beskrives de som er vingede mytologiske fabelvæsener. Kerubernes håb, Agrat Bal Mahlat, er ifølge Wikipedia navngivet efter en jødisk dæmon. Ligeledes har den onde konge Asmodeus, der har slukket ilden i Infernus, også sit navn fra hebraisk mytologi, hvor Asmodeus beskrives som dæmonernes konge.
Selve titlen Baphomets æg henviser til afguden Baphomet, som tempelridderne i Frankrig blev fængslet for at tilbede i 1300-tallet.
Billedsiden
NMAAR er en fantastisk dygtig tegner. Uanset hvad jeg har set af hans arbejde, har jeg været imponeret. Hans tegninger kan være overvældende og in-your-face. Andre gange er de nærmest drømmende og forførende.
Billedsiden er holdt i sorte, grå og hvide nuancer. Hvert kapitel indledes med en billedramme holdt helt i sort og med en latinsk overskrift samt en kort forklarende underrubrik. F.eks. hedder kapitel 1 “SILVAE INFERNI” som i Google translate oversættes til “helvedes skove”, mens underrubrikken lyder “– eller hvordan man ikke laver bål i en storm“.
Generelt er baggrundene ensfarvede flader, så al fokus er på figurerne og de nærmest omgivelser. Det fungerer rigtig godt, og jeg følte ikke, at historien af den grund manglede substans. Tværtimod er jeg imponeret over, hvor ubesværet NMAAR skaber en skov eller et landskab m.m. i ganske få streger. Og selvom vores tre små keruber umiddelbart ligner hinanden, er de alligevel tydeligt forskellige. Bl.a. er deres horn forskellige, og hunnen Dhrak har tre par øjne.
Mens historien overordnet fortælles i faste billedrammer, er der også sider, hvor en illustration fylder det hele. Men selv de faste rammer får liv med NMAAR’s tegninger, som ved hjælp af beskæring og zoom-effekter gør fortællingen nærmest filmisk.
Jeg kender desværre ikke de rigtige termer til at beskrive billedsiden af Baphomets æg, men for mig var det både en fascinerende visuel oplevelse og en spændende historie, som jeg glæder mig til at følge i de kommende bind.
En kæmpestor anbefaling herfra.
Andre skriver
Nummer9.dk
Tegnestilen er skarpsleben og præcis, som hvis Mignola havde en kærlighedsaffære med finelinere. Når der arbejdes i gråtoner, som NMAAR gør her, skal stregen ikke sættes mange nanometer forkert, før det kommer til at se mærkeligt ud. Men han mestrer det – og det ser organisk og kantet ud samtidig; som om alting er hugget ud af flint […] Kompositionen er også skøn – NMAAR kender sit medie. Mørkets Døtre er en meget filmisk oplevelse med variation i vinkler, perspektiv og rudestørrelse […] Første bind her lægger allerede i kakkelovnen til karakterudvikling og fortsatte fortællinger. Jeg er spændt på, om NMAAR kan bage det brød, han har slået op, over bålstedet. Men det ser pisse fucking lovende ud, og det ligner en historie, der har/får meget nuance. (Læs hele anmeldelsen her)
Morten læser tegneserier
Da dette værk er planlagt til at strække sig over otte (!) bind, er sagaen jo kun lige begyndt. Men fortællingen er dragende fra første mørke side […] Mørkets Døtre er en virkelig god og lovende start på et storladent fantasyeventyr, som jeg håber vi får lov at få samtlige bind af. (Læs hele anmeldelsen her)
Bibliotekernes lektørudtalelse
En kvik og sjovt fortalt historie, der trækker på en række okkulte og mytologiske tråde. Effektivt fortalt i mørke, sort-hvide og gråtonede tegninger, der grafisk fungerer helt perfekt. Tegneserieskaberen NMAAR leger med kompositionerne, zoomer ind og ud på en filmisk måde og får det til at gå op i en højere enhed. Det er super flot. Sproget er finurligt friskfyragtigt og burde bryde med det ellers højstemte fantasy-univers, men det gør det ikke. Det gør det bare sjovt og underholdende. Handlingen lægger op til noget større i de kommende bind.
Om Baphomets æg:
Udgivelsesår: 2026
Forlag: Afkom, 100 sider
Omslag: NMAAR
Læs også:
Visne kronblade af Embryu.
Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe.
Fandenivoldsk af Kramhøft, Kristensen og Blicher.
Deadboy af Tom Kristensen.
Blodets bånd af Christian Kronow.
Sort nadver af NMAAR
Noget er på vej – 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier.
Vinterherrens arving – legender fra Ishtaija af Casper Richter.
Skumringstid / red. Bjarke Friis Kristensen.
Alva i mørket af Studsgarth & Hansen.
De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen.
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann.

