maj 2019
M T O T F L S
« apr    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘pandemi’

I morgen er alt mørkt – Marlens historie af Sigbjørn Mostue

I-morgen-er-alt-moerkt_Marlens-historieFor et halvt års tid siden læste jeg første bind i Sigbjørn Mostues fremragende serie “I morgen er alt mørkt – Brages historie“, der udspiller sig i nutidens Norge, hvor verden er under angreb af parasitten MTG – en lille organisme, der forvandler mennesker til rasende dræbermaskiner. Nu er bind to “I morgen er alt mørkt – Marlens historie” udkommet, og Mostue fortsætter sin isnende fortælling i samme dystre, men fremragende stil.

Denne gang følger vi Marlen, der går på samme skole som Brage, men ikke rigtigt har nogen venner. Hun er flyttet hertil sammen med sin mor, som har giftet sig igen efter Marlens fars død.

Marlen er, hvad man kan kalde utilpasset, og holder sig for sig selv. Hun har fulgt nyhederne på nettet, om hvordan parasitten har inficeret mennesker over hele verden, og ser det som naturens måde at slå tilbage mod menneskeheden. Vi har drevet rovdrift på jordens ressourcer og egenhændigt udryddet en lang række dyrearter, og nu får vi, hvad vi har fortjent.

Men da parasitten når Norge, og Marlen selv står overfor de forrykte (som de inficerede kaldes), er det svært at vedblive at være misantrop. Pludselig bliver livet vigtigt, men hvem har, hvad det tager at klare sig? Marlen må indse at handlekraft og viden ikke altid hænger sammen. Men også at hun er villig til at gøre stort set hvad som helst for at holde sig selv og sin ‘stamme’ i live. Og det er også nødvendigt …

Mostue fik idéen til serien, da han læste en forskningsartikel om parasitten Toxoplasma gondii. Toxolasma gondii er en katteparasit, som f.eks. sætter sig i mus og rotters hjerner og ændrer deres skræk for kattes urin til tiltrækning. Derved er der større chance for, at de bliver spist af katten, og parasitten kan fuldende sin livscyklus i kattens tarme.

Også mennesker kan bære parasitten, og det gør ca. en fjerdel af jordens befolkning, og nu har forskere fundet ud af, at parasitten også kan påvirke sin menneskelige værts adfærd. Ny dansk forskning konkluderer, at kvinder, som er inficeret med parasitten, har godt en halv gang højere risiko for at forvolde skade på sig selv, herunder at begå selvmord, end andre kvinder. Jo flere antistoffer kvinderne har dannet over for katteparasitten Toxoplasma gondii, des højere er risikoen for, at de ender med at gøre skade på sig selv, viser undersøgelsen. (Ingeniøren, juli 2012) I Mostues univers gør parasitten i stedet folk sindssyge af raseri og lader dem eksplodere i morderisk overfald på andre mennesker uden at kunne stoppe før ofret er dødt.

“I morgen er alt mørkt” minder mig på bedste vis om Robert Kirkmans fabelagtige tegneserie (og tv-serie) “The Walking Dead“, bortset fra at Mostues inficerede IKKE er hjernedøde og langsomme, men intelligente jægere som ikke giver op, når de først har fået færten af deres bytte. De ræsonnerer og samarbejder bevidst, og er dermed langt farligere skabninger end Kirkmans zombier. Og så har man i Mostues univers endnu ikke har fundet ud af, hvordan parasitten smitter, og dermed kan ALLE være smittede, uden at du ved det.

Mostue forfalder ikke til at lave sine personer til smukke glansbilleder, men lader dem være komplekse, mangefacetterede individer. Marlen er på én og samme tid en navlebeskuende teenager og en ung modig kvinde, der trodser sin frygt og gennemlever ubegribelige rædsler. Hun har måske nok sin mor hos sig, modsat Brage der måtte dræbe sin egen far, da han blev smittet. Alligevel er hendes historie ikke mindre grusom end Brages, for Mostue viser ingen nåde overfor sine personer. Det er ikke romantisk, når naturen slår tilbage, og der er intet retfærdigt over de forryktes bersærkergang. Og samtidig er der også den evige fjende, mennesket altid har haft at slås med – hinanden – hvor kvinder og børn er underlagt den stærkes ret.

Stor stor anbefaling til Sigbjørn Mostues fantastiske serie, som både er velskrevet, skræmmende, realistisk og ond ind til benet. Læs den.

“Marlens historie” er en fritstående fortsættelse i serien I morgen er alt mørkt, hvoraf første del om “Brages historie” vandt den norske U-pris for Årets Ungdomsbog. “Marlens historie” er nomineret til samme pris i 2016.
Se mere på ABC Forlag

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Bergesen Superultraplus Designstudio
ISBN-13: 9788779163591
Sideantal: 272
Forlag: ABC Forlag

Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg

Og_jeg_saa_en_ny_himmelTitlen ”Og jeg saa en ny himmel” stammer fra Johannes Åbenbaring, som handler om de sidste tider: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere.« (Johs. Åb. 21,1), og romanen åbner lige på og hårdt.

Vi følger to brødre, som er på vej til Afrika, den ene som forretningsmand og den anden er hans livvagt. Men der er tydeligvis ikke meget kærlighed mellem de to brødre, og mødet i Afrika ender da også brutalt.

Så vender vi tilbage til Danmark og springer tre måneder frem i tiden. Martin Lindvad forsker i molekylær biologi, og en dag modtager han en kryptisk mail fra sin gamle mentor, Håkon Sandberg, som får ham til at slippe alt og flyve til Bergen for at mødes.

Men Martin kommer for sent. Håkon er blevet myrdet, og pludselig er Martin i politiets søgelys – mistænkt for mordet på sin ven. Hans eneste chance er nu at finde ud af, hvem der myrdede Håkon. Her fører den kryptiske mail ham i en uforudset retning, for hvad har SARS-udbruddet i Asien i starten af årtusindet med det hele at gøre? Martin og Håkons enke Elise blandes ind i et farligt spil, hvor de kommer op mod en ældgammel organisation med en grusom plan.

Romanen fortælles i to spor. Det ene er livvagten Sam, der arbejder for organisationen, og det andet spor følger Martin i dennes bestræbelser på at holde sig fri af politiet og opklare mysteriet. Kapitlerne er relativt korte, og krydsklipningen har til hensigt at øge spændingen. Da Hallenborg til tider skriver meget udførligt, lykkes det imidlertid ikke ubetinget. Lidt mere ’show’ og lidt mindre ’tell’ kunne have strammet handlingen op og øget suspensen.

Når det er sagt, er jeg til gengæld fuldstændig vild med konspirationsteorien, som Hallenborg bygger sit plot op over. Fra det øjeblik Martin kommer på sporet af Cordoum, sad jeg helt opslugt, og nød hvor elegant han får verdenshistorien til at passe ind i romanens univers. Det er virkelig spændende og interessant.

Ligeledes lykkes det at forklare ellers ganske kompliceret forskning letforståeligt og naturligt i historien. Hallenborg har da også en Ph.D. i molekylær- og cellebiologi fra Syddansk Universitet i Odense, hvor han forsker i at forstå udvikling af type II diabetes, så han ved, hvad han skriver om.

Forsiden er lækker med et lidt fortegnet biohazard symbol og en giftig gul farve, som virkelig fanger øjnene, og så skal Hallenborg også have ros for et godt arbejde med korrekturlæsningen.

Så selvom ”Og jeg saa en ny himmel” måske ikke ligefrem er en neglebiddende pageturner, så er den alligevel både underholdende og med spændende momenter. Ikke mindst giver den læseren noget at tænke over, i forhold til hvad nutidens teknologi kan forårsage, men også i forhold til tro og religion og hvad vi gør i dens navn.

Besøg forfatterens hjemmeside
(oprindelig anmeldt på Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Philip Hallenborg
ISBN-13: 9788799897704
Sideantal: 431
Forlag: Hallenbooks

Regnen af Virginia Bergin

Regnen”The Rain” is a sci-fi apocalyptic/dystopian horror-thriller – with comedy, unsuitable footwear and a bacterium from outer space. It is also a story about love; love for your home, for your family, for your friends; love for strangers . . . for the planet we live on . . . and for the wrong guy. (Possibly.)

Alle ved, at livet på jorden er afhængig af vand; at regn er en livsnødvendighed for planter, dyr og mennesker. Hvad nu hvis en dag regnen forvandles til flydende død?

15-årige Ruby bor sammen med sin mor, stedfaren Simon og lillebroren Henry i den lille by Dartbridge. Hverdagen går med skolen, veninderne og skænderier med stedfaren. Ruby er med andre ord en helt almindelig teenager, men en aften under en fest hos en af kammeraterne ændres alt.

Det er en varm sommeraften i England. Stort set alle griller og hygger sig i haverne, da det pludselig begynder at regne. Og verden forvandles til et blodigt kaos. I starten forstår ingen, hvad der foregår, blot at regnen tilsyneladende dræber. Senere kommer det frem, at der i regnen gemmer sig en extremofil rumbakterie, som, når den rammer mennesker, graver sig ind i blodet, hvor den kopierer sig uhæmmet, hvilket til sidst dræber én under voldsomme smerter.

Ruby og hendes stedfar er heldige at overleve den første byge, men hvordan klarer man sig i en verden, hvor selv den mindste dråbe vand kan dræbe dig?

Jeg læste ”Regnen” nærmest i et stræk og var helt fanget trods visse usandsynligheder. Det er godt nok en ungdomsbog, men jeg finder det nu alligevel svært at tro, at makeup og om man er hip eller ej vil fylde så meget, som det gør for Ruby, hvis alle omkring én dør.

Ligeledes er der detaljer, som virker uigennemtænkte eller endda modstidende, som f.eks. når Ruby et sted fortæller, at hvis man drikker bakterien, dør man meget hurtigt, og 60 sider senere er der en, der drikker bakteriefyldt vand og alligevel overlever et stykke tid. Eller at de eneste væsner, der rammes af bakterien, er mennesker – hverken hunde, fugle, katte eller køer bliver tilsyneladende påvirket.

Alligevel var jeg som sagt dybt fascineret af fortællingen, hovedsageligt fordi Virginia Bergin virkelig formår at folde gruen ved det dødbringende vand ud. Det er f.eks. ikke nok at holde sig indenfor, mens det regner. Hvad nu hvis du går ud i vådt græs bagefter og får våde sko, så vandet når huden? Eller hvis du har gemt dig i en bil under en byge, og så falder der en dræbe vand fra karmen, når du åbner døren? Og når grundvandet bliver forgiftet, hvor længe kan menneskene så overleve?

”Regnen” er en velfortalt og yderst grum katastroferoman, som fortælles i tilbageblik en måneds tid efter den første regnbyge, og trods mine ankepunkter var jeg både underholdt og skræmt af fortællingen. Virginia Bergin debuterede med ”Regnen”, og på engelsk er der udkommet en fortsættelse med titlen ”The Storm”. Jeg håber, vi også får den på dansk.

Besøg Virginia Bergins hjemmeside

Læs mere på forlaget Turbines hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Karin Hald
ISBN-13: 9788740607352
Sideantal: 408
Forlag: Turbine

 

Station 11 af Emily St. John Mandel

Station11I 2012 læste jeg den fremragende Høstens engle, en post-apokalyptisk zombi-roman som udkom på forlaget Iris. Nu udgiver Iris endnu den post-apokalyptiske Station 11, som er mindst lige så interessant.

20 år efter en influenzaepidemi har dræbt de fleste mennesker, rejser skuespilleren Kirsten Raymonde sammen med teaterkompagniet Den Omrejsende Symfoni rundt blandt småbyer og enklaver. I en verden hvor hver dag er en kamp for overlevelse, hvor fremmede ses som en trussel og hvor den moderne civilisations teknologi er ubrugeligt skrammel, opfører de Shakespeare-stykker og klassiske koncerter, hvor de kommer frem, ud fra tanken om at det ikke er nok bare at overleve.

Sideløbende med fortællingen om Den Omrejsende Symfoni fortælles historien om skuespilleren Arthur Leander, som dør samme aften, som pandemien bryder løs i USA. På trods af det bliver Leander en samlende figur for romanen, idet vi følger personer, som i et eller andet omfang har været forbundet til Leander, herunder også Kirsten, der var barneskuespiller i samme stykke, som Leander dør i.

Romanen er opdelt i 9 overordnede kapitler, som igen er inddelt i 55 afsnit. Afsnittene fortælles gennem forskellige personer og skiftevis fra tiden før og lige omkring pandemiens udbrud til 20 år efter, hvor de overlevende efterhånden har fået etableret sig i små samfund. Det kunne blive yderst forvirrende, men Emily St. John Mandel mestrer den kalejdoskopiske fortællestil, og fletter de forskellige skæbner i Station 11 til en smuk og eftertænksom roman om undergang, overlevelse, håb, mod og kærlighed.

Station 11 er en velskrevet, nøgtern og i det hele taget uforglemmelig roman, som fortjent har vundet The Arthur C. Clarke Award 2015.

Om bogen:

Original udgivelsesår: 2014
Omslag: Sigrún Gudbrandsdóttir

Læs mere på Emily St. John Mandels hjemmeside

 

I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue

I-morgen-er-alt-moerktHvad har “Død sne“, “Troldjægeren“, “Vildmark” og nu ungdomsromanen “I morgen er alt mørkt – Brages historie” af Sigbjørn Mostue til fælles? De har alle overrasket mig positivt – og så er de norske.

Brage er en helt almindelig norsk teenager, som bor sammen med sine forældre og lillesøsteren Marte. For ham er det største problem et håbløst crush på klassens lækre pige, Frida, og om nu matematikprøven går godt. Hverdagen ændres dog for altid, da nyhedsudsendelserne begynder at rapportere om blodige massakrer i Japan. En farlig parasit får folk til at gå amok i blodrus og myrde løs.

I starten er man overbevist om, at det er noget, der kun sker langt væk, men langsomt breder smitten sig, og da også Europa til sidst rammes, begynder alvoren at gå op for Brage og hans venner. Alligevel er det et stort chok, da de første forrykte, som de smittede kaldes,  dukker op i Norge, og Brage og hans familie befinder sig pludselig i et mareridt. For hvordan forsvarer man sig mod truslen, når man ikke ved, hvordan smitten spreder sig? Hvor kan man gemme sig? Og hvem kan man stole på, når ens nærmeste pludselig kan forvandle sig til frådende monstre, der kun ønsker at dræbe en?

Jeg har næsten lige lagt “I morgen er alt mørkt” fra mig og føler mig stadig helt fanget ind i dens dystre og grufulde univers. Uden at svælge i blodige detaljer, men alligevel skræmmende som bare pokker, beskriver Mostue, hvordan civilisationen bryder sammen i land efter land, når epidemien rammer, og efterlader enkelte mennesker som desperat forsøger at overleve i kølvandet af blodbadet. Hvad det vil sige, at der pludselig ingen el er; at man ikke bare kan handle i supermarkedet, når man er sulten; at man aldrig ved, hvornår nogen vil gøre en ondt. Hvordan den vestlige verden pludselig oplever den rædsel, som mange af de flygtninge, der netop nu mens jeg sidder og skriver, flygter fra Syrien og andre steder i verden, der hærges af krig og terror, kender alt til. Det er godt trukket op, og det er skræmmende som ind i h…..

Det er ikke så længe siden, at jeg skrev om Line Kyed Knudsens “De døde vågner“, der overordnet set kan  minde om “I morgen er det mørkt” ved også at handle om en teenager, som pludselig befinder sig i et samfund, der kollapser under en zombi-lignende trussel. Men selvom jeg var godt underholdt af Line Kyed Knudsen, kan “De døde vågner” slet ikke sammenlignes med “I morgen er det mørkt”, som er langt mere dyster og tankevækkende.

Det er muligvis “kun” en ungdomsroman, men det bør ikke afholde voksne fra at læse med. Selvom der er lidt kærlighedsintriger osv., så er det altoverskyggende i romanen den uhyggeligt realistiske skildring af samfundets kollaps, og hvordan folk reagerer i en  krisesituation. Samtidig tager Mostue ikke særlige hensyn til sine hovedpersoner, så som læser kan man ikke vide sig sikker på noget, og så skriver han faktisk godt, så der også sprogligt er noget at komme efter.

Men fy da for en slutning! Jeg håber virkelig, at der kommer en fortsættelse.

Hør Sigbjørn Mostue fortælle om romanen eller besøg hans hjemmeside

Besøg ABC forlags hjemmeside

Læs interview med Sigbjørn Mostue

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Juve Design
ISBN-13: 9788779163065
Sideantal: 234
Forlag: ABC Forlag

De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)

hvidt-støv-1Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag bryder en dødelig epidemi ud. Den breder sig med lynets hast, og dræber unge såvel som gamle. Men Emily overlever og slår sig kort efter sammen med skolekammeraten Palina og et par andre unge, som tilsyneladende også er immune. Men hvad gør man, når verden omkring én er brudt sammen? Og endnu værre – når de døde vågner op igen med en umættelig trang til kød …

“De døde vågner” er første bind i en ny ungdomsserie af Line Kyed Knudsen, og ja – plottet er bestemt set før. Alligevel må jeg indrømme, at jeg var rigtig fint underholdt og ser frem til at læse bind to. Der er naturligvis lidt ungdomsdrama i form af kærlighed på kryds og tværs, men hovedsageligt har forfatteren fokus på, hvad personerne gennemgår, og hvordan de forholder sig til katastrofen.

Palina har f.eks. haft et reality tv-show næsten hele sit liv. I begyndelsen er hun overbevist om, at det hele er sat op af filmholdet for at se, hvordan hun reagerer i en krisesituation. Det lyder jo helt tåbeligt, men hvis man altid  har haft kameraer omkring sig, må man nødvendigvis få et forskruet forhold til, hvad der er virkeligt.

Emily er en gæv pige med en lidt speciel baggrund, og bind et slutter med noget af en cliffhanger for  hende.

Sproget er enkelt og effektivt, og “De døde vågner” er en ungdomsroman der godt kan tilbyde den voksne læser et par underholdende timer. Hvis man altså er til undergangslitteratur med zombier.

Min faster vender sig mod mig og snerrer. Hendes øjne er grågrumsede, hendes tænder er sorte, og pletterne på hendes kinder er blevet til kratere, der blotter knoglerne i hendes kindben. “Tag kniven!” råber drengen, mens han slås med Linda. Han får sparket sig fri, men hun bliver ved med at kaste sig over ham. “Linda!” skriger jeg igen, selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan snakke hende til fornuft. “Hjælp mig nu, for helvede!” skriger drengen. Så får jeg øje på skovlen på verandaen, og jeg kaster mig ud efter den og svinger den mod Lindas ryg. Hun vælter forover, men springer op igen og vender sig knurrende mod mig. Jeg svinger skovlen igen, denne gang så hårdt, at hun vælter om på maven og bliver liggende. Jeg lægger mig på knæ ved siden af hende. Jeg er sikker på, at jeg har slået hende ihjel. Men så hæver hun sit hoved op og drejer det mod mig.”

Besøg Line Kyed Knudsens hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Gyldendal, 236 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

Carriers

CarriersForleden så jeg et klip på YouTube med en ung mand, der havde planlagt, hvordan han ville klare sig, når zombierne kommer. Jeg har ikke på samme måde lagt en plan, men jeg er ikke desto mindre vældig fascineret af tanken om, hvordan man egentlig ville klare sig, hvis jorden blev udsat for f.eks. zombier eller en dødelig pandemi. Derfor sluger jeg katastrofefilm, og en sådan er Carriers.

Brødrene Brian og Danny er på vej til havet sammen med de to piger, Bobby og Kate. Verden er blevet ramt af en dødelig influenza-pandemi, og ingen steder er der sikkert, så hvorfor ikke taget til strandhotellet, som for brødrene er fyldt med gode barndomsminder.

Men vejen dertil er fyldt med farer. Dels er der risikoen for at møde smittede – og selv blive smittet. Dels er der behovet for mad, vand og benzin til bilen, og det er ikke altid let – eller ufarligt – at få fat i.

Samtidig er der også det menneskelige spørgsmål. Godt nok har de fire lavet en pagt, hvor aftalen er, at bliver nogen smittet, må de anses for døde og efterlades. Men hvordan fungerer den strategi, når de stilles overfor den i praksis?

Jeg købte Carriers på en ferie i Thailand, og bagsiden stod kun på thai, så jeg anede intet om indholdet udover de stills, der var på coveret. Men jeg blev kun positivt overrasket. Carriers er filmet i New Mexico, og stemningen emmer af undergang. Jeg tror ikke, at brødrene Pastor har haft et overvældende budget, men med beskedne midler har de alligevel skabt et troværdigt efter-katastrofen scenarie.

Samtidig synes jeg egentligt også, at de unge skuespillere gør det udmærket, og så er der lige en birolle til Christopher Meloni (Special Victims Unit), som er overraskende god i rollen som Frank Holloway, faren til en lille syg pige, som de fire møder på deres vej.

Filmen skildrer både gruen over sygdommen, og de moralske spørgsmål som de overlevende stilles overfor. Og så er der nogle umanerlig ubehagelige makeup-effekter af de ramte. Alt i alt en rigtig vellykket pandemi-film, om hvilken min yndlings forfatter Mr. King skriver i Entertainment Weekly: “Is Carriers a great movie? No. But it’s a good movie. Piper Perabo is sensitive and believable as the survivalist older brother’s girlfriend, and Christopher Meloni turns in a bravura performance as the desperate father. When he’s on the screen, you can’t take your eyes off him; the simplicity of his rage and grief compels belief … The real pleasures of Carriers though are its bleak, believable script and the gorgeous daylight-nightmare cinematography of Benoit Debie. Downbeat or not, Carriers is a beautiful thing to look at.”

Om filmen:

Instruktør: David Pastor og Àlex Pastor
Udgivelsesår: 2009
Tagline: The rules are simple. You break them, you die…

The Uninvited af Liz Jensen

The UninvitedJeg har tidligere læst Varslet af Liz Jensen, som jeg synes var rigtig interessant. Det var derfor med visse forventninger, at jeg gik i gang med The Uninvited, og de blev heldigvis opfyldt.

Hesketh Lock er uddannet antropolog og arbejder for firmaet Phipps & Wexman, hvor hans utrolige evne til at finde mønstre i informationsstrømme kan bruges til at hjælpe firmaer med at komme videre efter PR-katastrofer. Hesketh lider af Aspergers syndrom, så han har visse mangler i forhold til de sociale omgangsformer, men til gengæld har han en enestående hukommelse for ting, han har læst, og han taler et utal af forskellige sprog.

Da et tømmer-firma i Taiwan bliver afsløret som korrupt af en anonym ansat og tvinges til at lukke, bliver Hesketh sat på sagen. Det lykkes ham af finde frem til angiveren – en mand ved navn Sunny Chen. Men Chen matcher ikke profilen på en utilfreds ansat, og ydermere giver han udtryk for, at han er blevet tvunget til afsløre firmaet af “forfædrenes ånder”. Kort efter begår han selvmord og efterlader en besked, som hans hustru insisterer på, at han IKKE har skrevet.

Samtidig sker en lang række mord, hvor børn fuldstændigt umotiveret slår familiemedlemmer ihjel uden at have nogen hukommelse om det bagefter efter at have drømt om hvide ørkener. Og da andre firmaer over hele verden snart efter rammes af “sabotage-handlinger” som Sunny Chens, går det op for Hesketh, at der er en sammenhæng mellem børnene og de mennesker, som ødelægger deres virksomheder på forskellig vis. Men hvad betyder sammenhængen?

Liz Jensen skriver fremragende, og at bruge den 100 % rationelle Hesketh som fortæller-stemme giver The Uninvited en helt særlig tone, som jeg var vild med. Om det skriver Jean Bedford på The Newton Review of Books: “Hesketh’s perspective, erudite, self-conscious and naïve all at the same time, adds irony and humour to what is basically a horrific story. It’s a great narrative voice, dispassionate, analytical and unknowingly funny, and Lock can’t lie or be less than objective.”

Og fortsætter: “Jensen borrows from Scandinavian, Celtic and eastern mythology, as well as Gaia theory, to produce a novel that is at once a thriller, a horror story and a piece of speculative fiction. At times it veers almost into the realms of magic realism, and without Lock’s specific and impersonal narration, as well as his careful explanations of fairly complicated technical matters, it could be dismissed as whimsical, doom-saying fantasy. But, as with The Rapture, there is something horribly convincing about the possible future explored here.”

Som i Varslet er The Uninvited et udtryk for bekymring over den måde, vi behandler vores planet på, men tilgangen er helt anderledes, og man sidder ikke med en fornemmelse af forfatterens helligt løftede pegefinger. Tværtimod er romanen spændende og interessant hele vejen igennem, dog ikke nødvendigvis på en pageturner-agtig facon.

Alexandra Heminsley skriver om romanen på The Independent: “As difficult to read as it is to put down, The Uninvited is a masterclass in creepiness – as unsettling as Margaret Atwood or Kazuo Ishiguro but with modern detail such as Skype calls, industrial espionage and Twitter. It is this hybrid of haunted souls and capitalist cautionary tale that gives the novel its power.”

Udkommet på dansk i 2013 under titlen De ubudne

Læs mere:

Læs hele anmeldelsen på The Independent
Læs hele anmeldelsen på The Newton Review of Books

Læs et rigtigt interessant interview med Liz Jensen på Apokalyptisk

 

Contagion

ContagionDet myldrer med stjerner i Steven Soderbergs skræmmende Contagion, hvor en dødelig virus pludselig skaber panik overalt i verden.

Filmen er kronologisk bygget op, og vi starter dag 2, hvor Beth (Gwyneth Paltrow) flyver hjem efter en forretningsrejse til Hong Kong. Hun har kun været hjemme i kort tid, da hun bliver alvorlig syg og kort efter dør på hospitalet. Det bliver starten på et skræmmende kapløb, hvor forskere over hele verden forsøger at finde frem til virussen – og ikke mindst en vaccine mod den – som dræber i millionvis.

Vi følger forskellige personer undervejs i filmen. Beths mand Mitch (Matt Damon), som viser sig at være immun og nu kæmper for at datteren skal overleve. Det er nemlig ikke kun sygdommen, der er farlig. Også menneskene omkring dem bliver farlige efterhånden som samfundets normer bryder sammen under virussens angreb.

Laurence Fishburne spiller dr. Ellis Cheever, som står i spidsen for CDC (Center for Disease Control) i Atlanta. Her kæmper man for at finde en vaccine, men må også hele tiden forholde sig til rygter om hemmeligholdelse af en kur og forfordeling af visse befolkningsgrupper fremfor andre.

Marion Cottilard spiller dr. Leonora Orantes fra WHO (World Health Organization), som bliver kidnappet under sit ophold i Kina og ført til en lille landsby, hvor halvdelen af byens indbyggere er døde af sygdommen. Indbyggerne holder Orantes som sikkerhed for at få fingre i vaccinen, når den engang kommer.

Kate Winslet spiller dr. Erin Mears, som i virusudbruddets indledende faser forsøger at få styr på hvem, hvor og hvordan.

Jude Law spiller bloggeren Alan Krumwiede, som hurtigt spotter virusudbruddet og siden får millioner af læsere på sin blog, hvor han skriver om rygter, sandheder og for egen vindings skyld.

Og rækken af dygtige skuespillere fortsætter helt ud i bittesmå roller, som viceværten på CDC der spilles af John Hawkes som kun er med i et par scener.

Til slut i filmen får vi dag 1, hvor vi ser starten på udbruddet, og dermed bindes hele forløbet sammen, og det tydeliggøres hvor lidt der skal til for at tingene går galt.

Steven Soderbergh har ikke så stort fokus på de fysiske konsekvenser af virussen i Contagion, men mere på den psykologiske effekt. Hvordan reagerer mennesker når alle pludselig er en potentiel dødsfare? Hvor længe fungerer samfundet normalt, når verden bliver unormal? Ændrer vores moral sig når vi eller vore kære er i fare? Og så videre.

Det udvikler sig til en efter min mening yderst sober og seværdig film, der trods sit lille fokus på virussens fysiske effekter, leverer en af de mest uhyggelige dødsscener jeg kan mindes, da Beth dør.

Læs også hvad Roger Ebert skriver om Contagionrogerebert.com: “The virus in Contagion is a baffling one, defying isolation, rejecting cure. This film by Steven Soderbergh is skillful at telling the story through the lives of several key characters and the casual interactions of many others. It makes it clear that people do not “give” one another a virus; a virus is a life form evolved to seek out new hosts — as it must to survive, because its carriers die, and it must always stay one jump ahead of death. In a sense, it is an alien species, and this is a movie about an invasion from inner space.”

Om filmen:

Instruktør: Steven Soderbergh
Udgivelsesår: 2011

Martyrens sang af Stephen Miller

Martyrens sangDaria er vokset op i en flygtningelejr i Mellemøsten. Begge hendes brødre er døde, så Daria vælger martyrdøden. Men i stedet for at blive udstyret med et bombebælte, bliver hun sendt i skole i Europa, hvor hun lærer at opfører sig dannet, oplever kultur, har det sjovt, får en kæreste, ser verden. Og så bliver hun sendt med et fly fra Berlin til New York med besked om at røre ved så meget og så mange som muligt. Hendes våben er nemlig en virus med meget høj dødelighed, som først bryder ud efter flere uger …

Martyrens sang fortælles af Daria selv. Vi hører, hvordan hun starter overbevist ud med tanken om at ofre sig for Gud. Hvordan hun foragter Vesten, mens hun for sig selv planlægger, hvordan filmen om hendes liv skal være. Ved ankomsten til New York gør hun alt for at opfylde sin martyrpligt, og mens hun spreder smitten i New York, er andre i gang med at sprede miltbrand som vildledning.

Sam Watterman har tidligere forsket i biologisk krigsførelse, men blev “pensioneret” da han kom uheldigt af sted for nogle år siden. Nu trækker CIA og FBI ham på banen igen, og han bliver modvilligt en ledende spiller i kampen om at få stoppet pandemien, før det er for sent.

Martyrens sang er en fremragende thriller, som fortjener en omtale her på siden for sit skræmmende scenarie af biologisk krigsførelse. Det er yderst ubehageligt at forestille sig, hvor hurtig en sådan virus vil kunne sprede sig i vores moderne samfund, og hvor svært det vil være at inddæmme den.

“Selv i New York er amerikanerne for høflige, tænker Daria. Hun beder om at låne toiletter, hun udfylder blanketter, hun trykker folk i hånden. Hun tjekker sin saldo i en hæveautomat. Hun shopper. Hun kører hænderne ned ad gelænderne, spørger sikkerhedspersonalet, om der er et sted at ryge. Hun rører ved alle hanerne på toiletterne, ved wc-papiret, ved slåerne på alle dørene, ved trykknapperne på sæbedispenserne. En hjælpsom vicevært fortæller hende, hvor den nærmeste brandstation er. Han går endda med udenfor og udpeger den for hende. Sådan er det overalt, hvor hun kommer. Hun lader bare folk komme med forslag, mens hun går omkring og slår dem ihjel.”

Om Martyrens sang:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Anne Kragelund

Se mere på forlaget Punktums hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk