december 2018
M T O T F L S
« nov    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘R.I.P.’

Vampyrens kød og blod (R.I.P 3) af Lasse Bo Andersen

Vampyrens kød og blod af Lasse Bo AndersenSommerferien i Krejlby udvikler sig alt andet end kedeligt for Rasmus, der ellers havde forberedt sig på den værste ferie EVER.

Krejlbys kirkegård hærges af hærværk. Rasmus finder sammen med sin fætter Philip, nabopigen Isabella og den sære romadreng Bozidar ud af, at nogen forsøger at vække en vampyr til live, der i generationer har ligget begravet her. De tre venner er overbeviste om, at baronen fra Krejlby gods er ansvarlig for hærværket, men bind tre Vampyrens kød og blod afslører nye overraskelser.

Man skulle næsten ikke tro, at det var muligt, men Lasse Bo Andersen sætter tempoet endnu et nyk op her i tredje del af R.I.P.-trilogien. Vores unge helte er blevet delt i to grupper, og ved at krydsklippe mellem skiftevis Rasmus og Philip og Isabella og Bozidar, forstærkes spændingen til det yderste.

Der er fuldfed action for den +9-årige målgruppe, når vennerne slås mod horder af zombie-vampyrer, og dramaet udvikler sig, da de opdager, at vampyrtjeneren slet ikke er den, de troede. Heldigvis giver vores unge helte ikke lige op, og mon ikke det ender med, at Krejlby bliver reddet?

Vampyrens kød og blod er ligesom de to første bind i serien fyldt med action og uhygge fortalt i et let forståeligt sprog. Det er underholdende og lidt klamt, og jeg er sikker på, at seriens unge målgruppe vil elske R.I.P. Selvom jeg er voksen, hyggede jeg i hvert fald vældig under læsningen.

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

– For helvede, det vrimler jo med de zombie-vampyrer! Philips ansigt var kridhvidt. Han stirrede med vidtåbne øjne. Rasmus var klistret ind i mudder. Han rystede over hele kroppen. Sværdet i hans hånd dirrede.

De var begge skræmt fra vid og sans. Lige for øjnene af dem var deres værste mareridt pludselig blevet til virkelighed. Vejen på den anden side af hækken var fyldt med levende døde.

Rasmus underlæbe bævede. 
– Se, hviskede han. – De har alle sammen mundene syet sammen. (side 9)

Om Vampyrens kød og blod:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tekstogtegning.dk, 92 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-trilogien:
Vampyrjægernes klub (27.09.2018)
Den forsvundne vampyr (11.10. 2018)
Vampyrens kød og blod (31.10.2018)

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Den forsvundne vampyr (R.I.P. 2) af Lasse Bo Andersen

Den forsvundne vampyr af Lasse Bo Andersen

Rasmus var sikker på, at det ville blive den værste sommerferie EVER, da hans fætter Philip uventet kom på besøg i første bind, Vampyrjægernes klub, i Lasse Bo Andersens nyeste serie R.I.P.

Men sjældent har Rasmus taget så meget fejl. Det viser sig nemlig, at der ligger en vampyr begravet på Krejlby kirkegård, og Rasmus og Philip begynder sammen med nabopigen Isabella at undersøge sagen, da kirkegården pludselig rammes af hærværk.

Her i bind to, Den forsvundne vampyr, har trioen fundet ud af, at der er noget skummelt med baronen på Krejlby Gods. De beslutter sig for at tjekke ham ud, og lister sig ind på slottet. Her opdager de baronen i fuld gang med at messe på et uforståeligt sprog. Men han opdager dem og jager dem bort med sine hunde.

For at finde ud af hvad baronen har gang i, opsøger børnene vikaren Leif, der i første omgang fortalte Isabella om den gamle dagbog i bind et. Han fortæller videre på historien om baronens oldefar, og det går op for Rasmus, Philip og Isabella, at sagen er langt mere alvorlig, end de troede. Det er nemlig ikke bare vampyren på kirkegården, som snart genopstår, med mindre de bremser baronen. Hele Krejlby er fyldt begravede med vampyrer. Og selvom børnene får hjælp af den mystiske romadreng Bozidar, er oddsene ikke gode.

Den forsvundne vampyr er anden del i LBAs vampyr-trilogi for de +9-årige, og handlingen fortsætter lige, hvor bind et slutter. Det kan derfor anbefales at læse bøgerne i den rigtige rækkefølge.

Tempoet er næsten endnu højere her i bind to, hvor de tre venner har slået sig sammen med Bozidar for at stoppe vampyrerne. Vores unge helte går fra den ene dramatiske situation til den anden, så læseren konstant sidder med hjertet i halsen. Teksten er letlæst og sat i korte, læsevenlige kapitler, men LBA formår alligevel at lade uhyggen sive ud fra siderne. Og så er slutningen på Den forsvundne vampyr noget af en cliffhanger, så jeg venter spændt på at få fingrene i Vampyrens kød og blod.

Tak til forlaget Tekstogtegning.dk der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Den forsvundne vampyr:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tekstogtegning.dk, 92 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-serien:

Vampyrens kød og blod
Den forsvundne vampyr
Vampyrjægernes klub

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo AndersenEn gammel dagbog. En begravet vampyr. En sommerferie der pludselig udvikler sig alt andet end kedeligt…

Rasmus bor alene med sin mor i den lille by Krejlby. Her sker aldrig noget, og da hans bedste ven, Viggo, ovenikøbet tager på ferie med sine forældre og efterlader Rasmus alene, er han overbevist om, at det bliver den værste sommerferie EVER! Den frygt forøges, da hans mor fortæller, at de skal have Rasmus’ fætter Philip på besøg, for Philip er en arrogant blæremås, der synes Krejlby er et dødssygt sted at bo.

Men da drengene hører om et omfattende hærværk på den lokale kirkegård og beslutter sig for at efterforske sagen på egen hånd, begynder der at ske ting og sager. Ikke mindst da de støder ind i nabopigen Isabella, som kan fortælle dem et og andet om byens historie. En gammel dagbog beretter nemlig, at der ligger en vampyr begravet i Krejlby. Og Isabella er overbevist om, at hærværket på kirkegården hænger sammen med vampyren.

Vampyrjægernes klub er første del i den nye trilogi R.I.P. af Lasse Bo Andersen. Serien er rettet mod de +9 årige, og jeg må sige, at historien tegner rigtig godt.

Indledningsvis får vi et smugkig i den føromtalte dagbog fra 1858, som straks fra start af slår en uhyggelig stemning an. I nutiden møder vi så Rasmus, Isabella og Philip, og introduceres også for den mystiske romadreng, Bozidar, der pludselig dukker op i Krejlby. Der lægges med andre ord an til både spænding og uhygge i plottet, som helt sikkert vil fange de unge læseres opmærksomhed.

LBA skriver et letforståeligt sprog, ligesom historien er opdelt i overkommelige kapitler for de lidt mindre øvede læsere. Det læsevenlige format gør dog ikke underholdningsværdien mindre, og selvom jeg er voksen, har jeg såmænd også fået ‘blod på tanden’ efter at læse de følgende bind.

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Vampyrjægernes klub:

Udgivelsesår: 27.09.2018
Forlag: Tekst & Tegning, 80 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-trilogien:
Vampyrjægernes klub (27.09.2018)
Den forsvundne vampyr (11.10. 2018)
Vampyrens kød og blod (31.10.2018)

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Også anmeldt på Bogrummet.dk