december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Vincenzo Natali’

Splice

SpliceGuillermo del Toro er executive producer på denne scifi-thriller om gensplejsningens muligheder og fælder.

Clive Nicoli og Elsa Kast er forskere hos Newstead Farmaci, hvor de forsker i gensplejsning af forskellige dyr med den hensigt at finde medicinske fordele for menneskeheden. Det er lykkes dem at skabe to hybrider, Ginger og Fred, men efter et uheld under en pressekonference beslutter ledelsen sig for at lukke eksperimentet.

Clive og Elsa fortsætter dog i hemmelighed, og det lykkes dem at kombinere hybriden med menneskelig DNA. Eksperimentet går dog for vidt for Clive, da deres eksperiment udvikler sig til en intelligent skabning, men Elsa knytter sig tæt til Dren. Det viser sig naturligvis, at det ikke er uden konsekvenser at skabe en ny, intelligent race – og slet ikke når den også indeholder DNA fra stort set alle levende væsener.

Jeg må nok erkende, at jeg blev lidt skuffet over Splice, som ikke helt er hverken fugl eller fisk. Filmen har flotte CGI-effekter, og med Adrian Brody og Sarah Polley i hovedrollerne er skuespillet sådan set også ok. Men handlingen overrasker stort set ikke, og de steder, hvor man kunne have forsøgt at grave dybere (som fx Elsas problematiske barndom og dennes konsekvenser eller prøve at se verden fra Drens øjne) nøjes man med at skøjte hen over overfladen.

Splice ender dermed som et ret forudsigeligt indlæg i debatten om gensplejsning forklædt som underholdning, og jeg vil langt hellere anbefale Vincenzo Natalis fantastiske film Cube fra 1997.

Om Splice:

Instruktør: Vincenzo Natali
Udgivelsesår: 2009

Cube

CubeJeg så første gang Cube for en del år siden, og jeg kan huske, at jeg synes, skuespillerne trak lidt ned, men at historien var vildt fascinerende. Et gensyn bekræfter begge minder.

Filmen foregår i et stort bygningskompleks formet som en række kubiske rum, der forbindes med 6 døre i hvert rum. 7 personer vågner op inde i denne bygning uden at vide, hvor de er eller hvorfor. De ved heller ikke, at der er andre mennesker der, men efterhånden som de bevæger sig rundt, støder de ind i hinanden. De opdager også, at nogle af rummene er fælder med det formål at dræbe.

Filmens tagline lyder: Don’t look for a reason – look for a way out! Og den er vigtig at have i baghovedet, når man ser filmen, for der er ikke mange forklaringer. Undervejs kommer personerne med hvert deres bud på, hvad Kuben er, og hvorfor den er blevet lavet, og teorierne rækker lige fra en rigmands excentriske morderlyst over regeringens skjulte dagsorden til en tilfældighed, som har vokset sig stor.

Men uanset grunden til Kuben vil gruppen i hvert fald ud af den, så de må forsøge at finde en udgang, og det er som før nævnt ikke ufarligt. For udover fælderne i rummene skal de 7 også forholde sig til hinanden. Og det står snart klart, at det er 7 meget forskellige mennesker, der er samlet her – og at de har helt forskellige holdninger til, hvordan de skal klarer sig igennem, og om alle skal med hele vejen.

Som jeg skrev indledningsvist, er skuespillet desværre ikke specielt godt. Især politimanden Quentin og lægen Holloway overspilles næsten hysterisk fra første scene. Derimod er både Worth (David Hewlett) og Kazan (Andrew Miller) samt delvist Leaven (Nicole de Boer) ganske overbevisende.

Cube er en klaustrofobisk fortælling med kafkaske undertoner. Jeg synes, det er lykkes at lave et meget skræmmende setup med Kuben, hvor alle rum er ens pånær farven. Det virker uendeligt, selvom det bare er små rum ved siden af hinanden. Om man ligefrem finder frem til meningen med livet ved at se filmen, tror jeg ikke. Men det er i hvert fald glimrende underholdning til en vinteraften.

I 2002 lavede Andzej Sekula en efterfølger Cube 2: Hypercube, som jeg ikke har set, og derfor ikke ved om har nogen sammenhæng med første film.

Om Cube:

Instruktør: Vincenzo Natali
Udgivelsesår: 1997
Tagline: Don’t look for a reason – look for a way out!