Det mørke tårn V: Ulvene af Stephen King

Ulvene af Stephen KingRoland og hans ka-tet bestående af Eddie, Susannah og Jake blev i bind fire ført fra et grønt palads, der i mistænkelig grad mindede om troldmanden fra Oz, til en vej, der fulgte strålens sti. I dette femte bind møder vi ka-teten, mens den fortsætter ad denne.

Undervejs bliver de opsøgt af en gruppe mænd fra byen Calla. Calla er et idyllisk landsbysamfund, som dog har et stort problem. En gang ca. hvert 23. år bliver byen hjemsøgt af ”ulve”, som tager halvdelen af børnene med sig. Børnene kommer tilbage, men de er ødelagte i sindet.

Ingen har turde stå op imod ulvene, men denne gang foreslår en ung farmer, at man kæmper for sine børn. Han får støtte af præsten Callahan, som har set Roland og hans ka-tet og ved, at revolvermænd skal hjælpe de svage. Trods tvivl hos nogle af byens borgere spørger gruppen alligevel Roland, som indvilliger i at hjælpe. Men hvad er ulvene egentlig?

Og det er ikke de eneste problemer, gruppen slås med. Susannah er nemlig gravid, og spørgsmålet er, om Eddie er faderen, eller om det er dæmonen, som tog hende, mens de kæmpede for at få Jake ind i Mid-World…

Ulvene er femte bind i serien om Det Mørke Tårn, og Stephen King fortsætter fortællingen om Roland og hans tre venner på bedste vis. Denne gang befinder vi os næsten i en cowboy-film, hvor de svage får hjælp til at stå op mod undertrykkerne. Samtidig skriver King tråde ud til andre af sine romaner, f.eks. er præsten Callahan hentet fra De dødes by, og der er også henvisninger til ”Lumpne mænd i gule frakker” fra Atlantis.

Man mærker, at nettet strammes omkring Tårnet, og Rolands gruppe må på flere besøg ind i vores verden for at holde øje med rosen på byggepladsen. Her støder de på flere gamle bekendte fra bind to. Vi får også historien om, hvad der skete med fader Callahan efter hans konfrontation med vampyren Barlow, og så er der som sagt historien om Mia – en ny side af Susannah. Så der er masser af tråde at holde rede på, men som altid styrer King sikkert igennem.

Besøg bøgernes hjemmeside

Om Ulvene:

Originaltitel: Wolves of the Calla
Udgivelsesår: 2003

Serien Det Mørke Tårn:

Det mørke tårn VII (2004)
Susannah (2005)
Ulvene (2003)
Vinden gennem nøglehullet (2014)
Troldmanden og Glaskuglen (1997)
Ødemarken (1991)
Udvælgelsen (1987)
Revolvermanden (1982)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.