Som en ond drøm af Stephen King

Som en ond drøm af Stephen KIng

Som en ond drøm handler om de fire barndomskammerater Jonesy, Beaver, Pete og Henry. De mødes hvert år til en uges jagt i november, hvor alle problemerne bliver glemt og historierne fra gamle dage genopfrisket.

Som en slags femte mand i gruppen er Duddits, en retarderet dreng, som de hjalp tilbage i barndommen. Men efterhånden som de fire voksede op og flyttede fra byen, har de lidt efter lidt mistet kontakten med Duddits, og da bogen starter, har de ikke set ham i flere år.

Historien begynder på jagtturen i skoven, hvor en mand pludseligt dukker op foran Jonesy, der er lige ved at tage ham for et rådyr. Først i sidste øjeblik ser han, at det er en jæger. Jonesy tager manden med tilbage til hytten, da det går op for ham, at han er syg. Det viser sig dog, at det ikke er en almindelig sygdom, jægeren har. Han er blevet inficeret af et rumvæsen.

Et rumskib er styrtet ned i skoven, og der er flere overlevende rumvæsner. Militæret ved besked og forsøger at afspærre området. De folk, som er så uheldige at befinde sig inden for det inficerede område, bliver holdt i karantæne. Kurtz, som leder operationen, er halvgal, og da tingene kommer ud af kontrol, mister han sin sidste rest af fornuft. Det er nu i et kapløb med tiden og med Kurtz, at de overlevende venner må forsøge at stoppe rumvæsnet, der har besat Jonesy, inden det når at inficere hele Derry by.

King kan noget med ord. Hans beskrivelser af de fire mænds kammeratskab og det tætte bånd, de knytter til Duddits, er utroligt velskrevet. Selve historien er også elementært spændende, og så er hans beskrivelse af Kurtz og den mentalitet, han står for, i en klasse for sig.

Som en ond drøm blev skrevet, mens King rekonvalescerede fra ulykken i 1999, hvor han blev kørt ned på sin daglige gåtur. Han skrev den i hånden i løbet af blot et halvt år. I et interview til Rolling Stone i 2014 har King givet udtryk for, at han ikke selv brød sig særligt meget om den. Måske fordi han skrev den under indflydelse af Oxycontin, som han tog for smerterne fra ulykken.

Som en ond drøm blev filmatiseret i 2003 og har bl.a. Morgan Freeman og Damian Lewis på rollelisten.

Om Som en ond drøm:

Originaltitel: Dreamcatcher
Udgivelsesår: 2000

En tanke om “Som en ond drøm af Stephen King

  1. Pingback: Under kuplen af Stephen King

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.