Creepshow 3

Creepshow 3Min kæreste er ikke særlig vild med gysere, men ind i mellem forsøger jeg alligevel at lokke ham til at se en. Da jeg foreslog, at vi skulle se Creepshow 3, var hans kommentar: “hvis en film hedder noget med 3, kan den umuligt være god!

Nu synes jeg nok, at der findes gode treere, fx Alien 3 og Star Wars 3 (eller 6 alt efter hvordan man tæller), men lige nøjagtigt hvad Creepshow 3 angår, har han desværre ret. Her er tale om en dårlig dårlig efterfølger.

Stilen er lagt som i den originale Creepshow af King og Romero. I stedet for at bruge tegnestilen fra EC Comics har instruktørerne dog valgt at tegne i en mere moderne streg. Måske for at vise at historierne her er noget helt andet. Og det er de – men i den dårlige forstand.

Første historie hedder “Alice”. Her kommer en møgirriterende teenage tøs hjem og finder hele familien samlet i dagligstuen. Faren har fået en ny fjernbetjening til tv’et, men hver gang han trykker, ændrer virkeligheden sig for Alice. Til sidst er resten af familien normale igen, mens Alice er blevet vendt inside-out, dvs. hendes hæslige indre er nu hendes ydre. Skær det lige ud i pap, ikke!

Og de efterfølgende historier er ikke meget bedre. Bedst er fortællingen om “Professor Dayton’s kone”. Her kommer to tidligere studerende på besøg hos deres gamle professor, som skal giftes. Da han underviste dem, fortalte han om, hvordan han ville opfinde den perfekte kvinde, og den kommende kone virker helt perfekt. Men så beslutter de to studerende sig for at finde afbryderknappen.

De øvrige historier hedder “The radio”, “Rachel the call girl” og “The haunted dog”.

Om Creepshow 3:

Instruktør: Ana Clavell, James Glen Dudelson
Udgivelsesår: 2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.