Ji-Won har skrevet en række artikler om seksualforbrydelser, og nu bliver hun forfulgt af bagmændene. For at slippe væk fra dem og for at få fred til at skrive sin bog, får hun en ny mobil og låner søsterens hus for en periode.
Men det hjælper ikke med den nye mobil. Ji-Won får nogle mærkelige og meget uhyggelige opkald, og da niecen en dag svarer Ji-Wons mobil, ændrer hun pludselig personlighed. Hun bliver aggressiv overfor moren og knytter sig nærmest upassende til sin far.
Ji-Won sætter sig for at finde ud af, hvem der har haft mobilen før, og opdager at den har tilhørt teenagepigen Jin-Hee, som nu er forsvundet. Siden er de to andre, som har haft mobilen efter Jin-Hee, døde under mystiske omstændigheder. Ji-Won er overbevist om, at Jin-Hees elsker står bag hendes forsvinden. Men hvem er han? Og hvad kan Ji-Won gøre for at stoppe Jin-Hees hævn og redde sin niece?
“Phone” indeholder flere af de velkendte elementer fra asiatiske gysere som “Ringu” og “Ju-On“, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg flere gange hoppede lidt i sædet. Der er tilsyneladende bare noget yderst skræmmende ved en sorthåret kvinde, hvis ansigt man ikke kan se.
Plottet i “Phone” minder om en vestlig film og er derfor let at følge med i. Det kan ellers ind i mellem kan være et problem med de asiatiske gysere efter min mening. Dels er det svært at tolke sprogtonen, og dels kan det være vanskeligt at følge navnene og de indbyrdes forhold. Men i “Phone” er det som sagt nemt nok, da plottet forklares på en god og stadig spændende måde undervejs.
På grund af bla. det sproglige synes jeg også, at det ind i mellem er svært at vurdere selve skuespillet. Denne gang er jeg dog dybt imponeret af den lille pige, som spiller Ji-Wons niece. Når hun smiler, er hun et sødt og charmerende barn, men fra det øjeblik Jin-Hees ånd dukker op, bliver hun vildt uhyggeligt. Hun ligner nærmest en sindssyg rasende dværg, der bare ønsker at dræbe alle i nærheden. Det er utrolig godt spillet.
Om “Phone”:
Originaltitel: Pon
Instruktør: Byeong-ki Ahn
Udgivelsesår: 2002
