Dangerous Water

Dangerous Water

Det sker desværre (alt for tit), at kinky taglines er alt, hvad en film har at byde på, som fx “Nogle kom for at feste. Andre kom for at æde”. Og selvom jeg godt ved, at den slags film skal tages med et forbehold, blev jeg nu lidt skuffet alligevel.

Tre veninder er på spring break i Florida, og hver dag på stranden er en fest. Vores charmerende hovedperson er blevet advaret om hajerne – men her blev vist mest tænkt på de tobenede af hankøn. Den første time er da også hovedsageligt en lang festscene, hvor vores heltinde vakler imellem to fyre, og hvor den ene selvfølgelig er en værre karl. Det hele afbrydes et par gange af nogle ganske korte og ganske umotiverede klip til personer, som bliver ædt af en haj. For der er naturligvis en skummel person, som lokker hajerne ind til stranden!

Først en time inde i filmen kommer hajerne. Men så kommer de til gengæld også nærmest i hundredvis, og forvandler stranden til et ædegilde. Heldigvis har vores heltinde dog et par tricks i ærmet, så jeg kan vist godt sige, at alt ender lykkeligt uden at afsløre for meget.

Spring Break Shark AttackUdgaven af “Dangerous Water”, som jeg har set, prøver med sit cover at sælge sig som en pendant til “Open Water”. Hvilket den langt fra er. Men havde jeg set den amerikanske titel og cover, ja så havde titlen fortalt lige nøjagtigt, hvad man fik: letpåklædte piger og hajangreb.

En præcis titel kan være alfa og omega. Tag f.eks. “Snakes on a plane” der var sjov og vellykket på sine præmisser. Her var slanger i et fly og en masse fede one-liners. For ikke at glemme Samuel L. Jackson.

Men som sagt mangler “Dangerous Water” stort set det hele.  Manuskriptet er for dårligt. Hajerne er for dårligt. Og filmen er ikke kitsch nok til, at man kan grine af det.

Om “Dangerous Water”:

Instruktør: Paul Shapiro
Udgivelsesår: 2005
Taglines: Spring Break. Some come to party. Others come for the buffet.

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.