Robert Louis Stevenson er i gyser-sammenhæng nok mest kendt for klassikeren “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, som absolut også er værd at stifte bekendtskab med. Denne lille novelle “Olalla” er dog heller ikke helt ueffen.
Fortælleren er en soldat, som skal komme sig efter at være blevet såret. Han får husly hos en familie af fornem byrd, som tidligere var højt på strå både økonomisk og anseelsesmæssigt, men som gennem årtierne er forfaldet mere og mere, og nu lever ydmygt for sig selv langt oppe i bjergene.
Fortællerens første møde med familien er sønnen Felipe, der kører soldaten til huset. Felipe var usædvanlig velskabt, smidig og stærk med nydelige træk. Dog var han også mørk og med kraftig behåring samt gule, ikke særligt udtryksfulde øjne. Af væsen var han pludrende og lettere enfoldig, men fortælleren fandt dog behag i hans samvær.
Efter nogle dage møder han også fruen i huset. Hun slænger sig mageligt i solen, og ligesom Felipe har hun store gule udtryksløse øjne. Hun er ikke særlig snakkesagelig, men venlig nok. Fortælleren er dog nysgerrig efter at møde det sidste familiemedlem, datteren Olalla, og da han en nat hører skrækkelig skrig fra huset, er han sikker på, at Felipe (som han har observeret pine et egern) gør noget grufuldt ved Olalla. Men han er låst inde og kan ikke komme hende til hjælp.
Næste dag gennemsøger han dog huset og finder frem til Olallas værelse, og her finder han beviser på en meget tænksom og ærbar sjæl. Kort efter ser fortælleren Olalla, og hendes ydre er så smukt, som han forestiller sig hendes indre, så han forelsker sig hovedkulds i hende. Der er dog ikke nogen umiddelbart nem måde at forene de to, og hvad er det med moderen og Felipe?
“Olalla” er en blanding af en kærlighedshistorie og en fantastisk fortælling som første gang blev trykt i 1885 i “Court and Society Review”. Som Bo Hakon Jørgensen beskriver i sit efterskrift, så trækker novellen tråde til den gotiske roman med spørgsmålet om, hvem er jeg, og hvad er mit jeg? Olalla står fanget i midten mellem sit jeg og “det andet”. Hun forsøger ved hjælp af religionen at undertrykke slægtens dæmoniske træk, mens moderen tydeligt udlever al sin sensualitet uden hæmninger.
Jeg fik tanker om varulve, da jeg læste novellen. At familien gennem generationer er degenereret ind til det rent dyriske og nærmest er blevet varulve. Jeg ved dog ikke, om det er forfatterens hensigt. Til gengæld passer plottet godt ind i Stevensons tanker om splittelsen af jeg’et i følelser og intellekt, som han også beskriver i “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”.
“Olalla” er ikke en specielt uhyggelig historie i vore dages opfattelse, men den er et godt udtryk for tiden og stadig værd at læse.
Om “Olalla”:
Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.
Originaludgave: 1885
