Efter at have set den indiske gyser “Fear” trængte jeg til lidt god, gammeldags vestlig uhygge, så jeg hoppede på Robert Harmons film “They”, der tager ordet mørkeræd til helt nye højder.
Julia studerer psykologi og er kæreste med den jordbundne Paul. En aften bliver hun ringet op af barndomsvennen, Billy og mødes med ham på en café. Han er tydeligt bange og meget usammenhængende, og før Julia finder ud af, hvad han vil, skyder han sig for øjnene af hende.
Da Julia senere tager med til begravelsen, møder hun to af Billys venner. De er meget interesserede i, hvad Billy sagde den aften – og i om Julia er begyndt at lide af mareridt igen! Det gjorde nemlig både hun og Billy, da de var børn. Julia har svært ved at følge vennernes antydninger, men ikke desto mindre er hun begyndt at have onde drømme. Samtidig sker der også en masse underlige ting, og det elektriske lys har en tendens til at gå ud omkring hende.
Men er der virkelig noget i mørket, der lurer og venter på at hente Julia? Eller er det hele blot et produkt af hendes fantasi?
Der er lavet flere film om boogeymanden under sengen, bl.a. “Boogeyman“, “Boogeyman 2” og “Darkness falls“, men jeg må sige, at “They” er en meget effektiv og vellavet lille film. Den bliver måske en anelse for lang, men det meste af tiden holder den pulsen godt oppe hos seeren, og slutningen er rigtig grum.
Den amerikanske titel er “Wes Craven presents They”, men Craven har, så vidt jeg kan, se ikke haft noget med filmen at gøre andet end at sætte sit navn på forsiden.
Robert Harmon har også instrueret den oprindelige “The Hitcher” fra 1986 med Rutger Hauer.
Om “They”:
Instruktør: Robert Harmon
Udgivelsesår: 2002