Jeg har haft lidt blandede oplevelser med Lucio Fulci film. Mens jeg var vild med “Rædslernes hotel” og syntes ok om “Zombi 2“, så må jeg indrømme, at jeg synes “The New York Ripper” er en halvdårlig affære.
En morder dræber kvinder i New York. Kommisær Williams sættes på sagen, og får hjælp af en profiltegner til at fange morderen, som ovenikøbet begynder at ringe til ham. Det hele bliver endnu mere personligt, da Williams faste prostituerede bliver en af morderens ofre.
Det er i korte træk handlingen, som i virkeligheden mest er en lang række enkeltscener: Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Forbrydelsen opklaret. Her er ikke den store sammenhæng i plottet, og her er ikke gjort noget for at flette det hele sammen i en helhed. F.eks. fylder Jane Lodges karakter lang tid i filmen, men hvorfor har jeg ikke rigtig nogen idé om. Det virker som om, at Fulci bare gerne vil vise nogle sexscener, som hun så bliver en del af med sine yderst udtryksfulde lystfuldt bævrende læber.
Der er enkelte okay elementer hist og pist, bl.a. scenen hvor Williams prostituerede bliver dræbt. Her er en meget effektiv knivsscene, hvor morderen skærer hende lige hen over det ene øje. Men det er desværre ikke nok til at gøre “The New York Ripper” en særlig interessant film set med mine øjne.
Med dvd’en følger en lille pamflet skrevet af Jesper Moerch om Giallo-film og i særdeleshed “The New York Ripper”. Han skriver bl.a.: “Op gennem 70’erne blev gialli’erne mere og mere bizarre, hårde og blodige, men ingen af disse film kan måle sig med Fulcis 1982-film, “The New York Ripper”, der er den absolut groveste, ondeste og mest berygtede giallo i hele genrens historie … Fulcis Ripper går langt, langt over stregen for god smag. Faktisk så langt at selv hærdede horrorfans ind i mellem får nok. Da man i sin tid prøvede at udgive filmen i England, valgte man ikke bare at censurere eller helt forbyde filmen – de fysiske filmruller fik politeskorte til lufthavnen for at sikre 100% at filmen kom ud af landet hurtigst muligt“. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at det var pga. de voldelige scener, man var så bange for Fulcis film. Derimod tror jeg, at de meget explicitte sex-scener nok har skræmt en lille habitklædt censor til en så overdreven reaktion. Mens de i dag – i hvert fald i mine øjne – mere trækker tempoet ud af en i forvejen yderst tynd historie.
Og for at gøre en tynd historie endnu mere mærkelig, så er morderen i “The New York Ripper” nærmest latterlig. Før vi ser ham, hører vi nemlig hans stemme, der beskrives af et af ofrenes husvært som “Han lød som en and, kvack kvack kvack” – og ja, han lyder som Anders And, når han taler i telefon med Williams. Jeg forstår ikke, hvorfor Fulci har fundet på det nummer, og det er igen med til at trække seriøsiteten ud af filmen. Hvis man så bare troede, at det hele var en joke, var der ligesom lidt fornuft i det, men det er heller ikke mit indtryk. Men jeg må nok bare indrømme, at jeg ikke forstår filmen, og ikke bryder mig særligt meget om den.
Instruktør: Lucio Fulci
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: Lo squartatore di New York
Andre film i AWE’s Giallo-serie:
Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina
