Wind Chill

Wind Chill er en af de film, hvor jeg har set forsiden og tænkt “den ser interessant ud”, uden at læse hvad den handler om. At se en film uden nogen former for forhåndskendskab kan for mig gøre oplevelsen rigtig god, også selvom jeg nogle gange bliver rigtig skuffet. Denne gang var det dog en positiv oplevelse.

Det er d. 23. december, og juleferien står for døren. Girl skal hjem fejre den med moderen i Delaware men  mangler kørelejlighed. Den får hun af boy, som skal samme vej. De skal nu tilbringe de næste fem timer sammen i hans smadderkasse af en bil, og hvor han forventer snak og samvær, vil hun bare have turen overstået.

Et stop på en tankstation giver hende bange anelser, og da han kort efter drejer væk fra hovedvejen, bliver hun for alvor bekymret. Så bliver de ramt af en modkørende bil, som bare fortsætter, mens de sidder fast i sneen. Mørket falder på, kulden trænger ind overalt, og der er ingen hjælp i sigte.

I ekstra-materialerne fortæller Steven Katz, Joe Gangemi og Gregory Jacobs om, hvordan filmen opstod.  De havde en ide om at prøve at barbere spøgelses-genren helt ned til dens grundelementer og lave ”the world’s smallest haunted house movie: Two people in a broken down car”.  Det lykkedes stort set perfekt for dem med Wind Chill, der blev optaget under kølige forhold i Canada.

Da hovedparten af filmen foregår i bilen mellem de to navnløse hovedpersoner, bliver det af stor betydning, at skuespillerne rent faktisk kan spille skuespil, og ikke som i f.eks. Penny Dreadful hvor tårer og snot flyver over det hele uden at berøre publikum det fjerneste. Men spille kan Emily Blunt (The Wolfman, 2010) og Ashton Holmes (A History of Violence, 2005) heldigvis. Der etableres lynhurtigt en relation til dem, og deres karakterer bliver bare stærkere og stærkere filmen igennem.

Wind Chill bygger langsomt op, og vi skal næsten 40 minutter ind i den, før uhyggen for alvor begynder at krybe ind under huden på én. Nogen vil sikkert synes, at det går for langsomt, men jeg lod mig indfange af den generelle stemning og personernes samspil, og synes det var rart med en historie, som fik tid til at udfolde sig.

Min eneste anke er en enkelt scene, hvor det virker som om, man tænker, at lidt splatter skal der sgu være, og så ganske umotiveret indsætter et temmelig tåbeligt udseende lig, hvor en ål spiller en stor rolle. Hmm, den scene kunne nemt undværes. Men ellers thumbs up for en glimrende atmosfærefyldt gyser med gode skuespillere og et ganske opfindsomt plot.

Wind Chill er i øvrigt fotograferet af danske Dan Laustsen, der har gjort et forrygende job med at få det sneklædte landskab og den til-isede bil til at blive mere end uhyggelige. Dan Laustsen var også manden bag kameraet i Silent Hill, der ligeledes er fyldt med utroligt stemningsfyldte billeder.

Om Wind Chill:

Instruktør: Gregory Jacobs
Udgivelsesår: 2007