Der kommer ikke så mange danske horror-udgivelser (selvom det heldigvis er blevet bedre i løbet af de seneste år), så når jeg falder over en ny forfatter, stiger forventningen straks i håbet om en gyselig god læseoplevelse. Sådan havde jeg det også, da jeg fandt Sorte historier af Stefan Polke.
På bagsiden står der: “Sorte historier – sortere end du kan forestille dig dem. I Stefan Polkes kulkælder af morbide, skrækindgydende, groteske, men også humoristiske historier, der sjældent ender godt, brænder et lys, der kaster skygger over menneskets tanker og fantasier om mørket og livets finalitet. Novellerne er stemningsbilleder fra tusmørket. De provokerer, forbavser, forskrækker og åbner en dør ind til det moderne menneskes forestillinger om livets forfaldsprocesser.”
Jeg falder dog ikke helt på halen over samlingen, på trods af at jeg egentlig synes, at flere af historierne udspringer af en vældig god idé. Desværre kan sproget ikke helt følge idéerne. Historierne fortælles meget refererende uden sproglig sprudlen, og uden at Polke overlader ret meget til læserens egen fantasi. Det bliver lidt fladt, og personerne og stederne kommer aldrig rigtig til at leve.
“En sort Jaguar kører hurtigt gennem Vendsyssels kuperede terræn. Solen står højt på himlen. Bag rattet sidder den midaldrende og gifte finansmand Jørgen Bech. Ved siden af ham befinder hans unge, mørkhårede sekretær Marie Møller sig. I de seneste måneder er der vokset varme følelser imellem dem. Hans interesse blev for alvor vakt under sidste års julefrokost, som endte med en hed nat på Hotel Sheraton. Siden dengang har de haft mange stævnemøder. Marie har længe glædet sig til denne weekend, hvor de endelig har mulighed for at nyde hinanden i mere end blot et par timer.”
Der er dog som sagt flere gode idéer i samlingen, som bl.a. byder på en gendigtning af Jørgen Leths forhold til unge haitianske piger og af Dagmar Overbys voldsomme karriere som barnemorderske. Polke byder også på en glimrende idé til en ‘hjemsøgt hus-fortælling’ i novellen “Huset”, hvor den fraskilte Flemming finder drømmeboligen i en gammel murermestervilla. Desværre var den tidligere beboer en hård, men retfærdig kvinde, der efterlod et uudsletteligt indtryk.
I den lidt morsomme ende findes novellen “Lyset” om sognepræsten Otto, der tolker en konference han var til i USA om kristendom og fornyelse, som betoner det sanselige og kvindelige element i troen, på en lidt alternativ måde, hvilket ender helt galt.
Bedst fortalt er “Min far”, som handler om Inger, der selv fortæller sin historie i modsætning til de fleste andre noveller, der fortælles af en alvidende fortæller. Den referende stil passer bedre til en jeg-fortæller, og Ingers søgen efter sin far virker troværdig, samtidig med at slutningen har et passende twist.
Polke angiver selv sin inspiration til Sorte historier navne som Stephen King og Edgar Allan Poe, så jeg ved ikke, om det er med vilje, at han genbruger titlen Sorte historier som også er titlen på en oversættelse af en række Ambrose Bierce noveller fra 1966 fra forlaget Biilmann og Eriksen. Under alle omstændigheder kunne jeg ønske en lidt større sproglig sprudlen, så de udmærkede idéer kunne udfolde sig til gode og gysende historier. Som de foreligger her, løfter læseoplevelsen sig aldrig rigtig fra jorden.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2011
Omslag: Tine Wichmann
Læs mere på Forlaget Mellemgaards hjemmeside