Jeg har tidligere omtalt Johan Theorins Natstorm her på siden for dens fremragende atmosfære, selvom den ikke er rigtig horror. Det er Sankt Psyko heller ikke, men som Natstorm er også her tale om en fantastik bog.
Jan Hauger er børnehavepædagog. Han har aldrig haft et fast job, men flytter fra vikariat til vikariat. Alle steder er han utrolig samvitighedsfuld og meget påpasselig overfor børnene, som straks kan lide ham, fordi han hellere leger med dem end snakker med de voksne kollegaer.
En dag søger han et vikariat i Lysningen – en børnehave, der er tilknyttet det psykiatriske hospital Sankt Patricia, eller Sankt Psyko som det kaldes i folkemunde. Jan får jobbet, og indgår nu i det lille team, som dels er en ganske almindelig børnehave for børnene, men som også sørger for at følge børnene til hospitalet, når de skal besøge deres indespærrede forælder.
Jan er meget fascineret af hospitalet, hvor nogle af Sveriges farligste sindssyge sidder, bl.a. morderen og pyromanen Ivan Rössel. Men Jan håber også på at finde en gammel bekendt, som han har delt nogle meget voldsomme oplevelser med i fortiden.
Johan Theorin er efter min mening en af Sveriges bedste forfattere sammen med John Ajvide Lindqvist. Han skriver fantastisk og formår på ganske få sider at trække læseren ind i personerne og deres historie. Som i Natstorm lykkes det også her at skabe en utrolig intens atmosfære, som veksler mellem frygt, nysgerrighed og sørgmodighed.
Portrættet af Jan er både komplekst og fascinerende, og et langt stykke ind i romanen ved læseren ikke, om Jan er en ravende pædofil eller bare en misforstået, genert, ung mand. Jeg kom til at tænke på Hitchcocks portræt af Norman Bates i Psycho, hvor Bates splittede personlighed er filmens grundsten.
Fortællingen springer mellem nutiden, hvor Jan arbejder i Lysningen, over hans første job i børnehaven Lossen, hvor noget skrækkeligt sker, til hans fascination af kvinden Rami, som trækker tråde til Jans barndom.
Sankt Psyko er ikke en bloddryppende seriemorder-thriller, men snarere et psykologisk portræt af en ensom og rodløs ung mand som plages af en traumatisk fortid og drives mod sindets mørke afkroge. Mod slutningen accellererer handlingen, men stadigvæk er det den psykologiske vinkel, der driver plottet – og gør det godt. Slutningen er af den slags, som efterlader læseren med både svar og spørgsmål, og for mit vedkommende sad jeg også med en vis sørgmodighed i kroppen, for Theorin fornærmer ikke læseren med en “happy ever after”-slutning.
Hvor Natstorm legede med overnaturlige træk i krimiens socialrealistiske verden, befinder Sankt Psyko sig 100 % i vores virkelighed men beskæftiger sig med fascinationen af det anderledes – det onde – som gyseren ofte kredser om. Om Johan Theorins leg med genrekonventionerne skriver Kim Toft Hansen på Kulturkapellet: “Det er et interessant træk ved Theorin, at han – når han trækker på forskellige genrekoder – blander kortene på en måde, der nærmest strider lidt imod ’det, man må’. Genrepurister vægrer sig ved spøgelser og trolde i krimiens normalt sandsynlige univers, mens Sankt Psyko – i sin mere eksplicitte brug af gyserens træk – ikke indsluser det overnaturlige – nærmest omvendt. Virkeligt originalt. Portrættet af den krakelerede psyke står i centrum, og er den vigtigste spændingsgenerator.”
Selvom anmelderne har været positive overfor Sankt Psyko, så har flere af dem nævnt, at den ikke når på højde med Ø-lands kvartetten, som Natstorm hører til. Jeg er ikke enig. For mig er Sankt Psyko Johan Theorins bedste bog til dato, og jeg kan kun anbefale den.
Om Sankt Psyko:
Udgivelsesår: 2012
Forlag: Politiken, 415 sider
Omslag: Imperiet / Harvey Macaulay
