Robert Louis Stevenson er i dag mest kendt for sin roman Dr. Jekyll & Mr. Hyde fra 1886, men et par år før den udkom, var han allerede begyndt at udforske det mørke i mennesket.
Stevenson boede en kort overgang i Kinnaird Cottage i det nordlige Skotland, og her fortalte hans værtinde, Mrs. Simms, om de såkaldte ”Resurrection Men” som stjal lig på kirkegårdene og solgte dem til universitet i Edinburgh, hvor professorer og studerende altid manglede kroppe til anatomi-undervisningen.
Historien inspirerede Stevenson til Ligrøverne, som han dog i første omgang synes var for uhyggelig til at blive trykt. I 1884 udkom den dog i The Pall Mall Gazettes julenummer, og avisen reklamerede stort for den bl.a. med plakater, som politiet dog måtte fjerne for ikke at støde folks følelser.
På en kro sidder fire mænd og drikker. En af dem er Fettes, en gammel, fordrukken skotte, som dog besidder en vis dannelse og med tiden er blevet en accepteret borger i byen. Denne aften dukker den betydningsfulde doktor Wolfe Macfarlane op for at tilse en syg gæst, og det viser sig, at Fettes og Macfarlane kender hinanden.
Som ung studerede Fettes medicin i Edinburgh, og her blev han hjælpelærer for en ekstern professor, dr. K., som underviste i anatomi. En af Fettes opgaver var at tage imod de lig, som blev brugt til undervisningen, og her stødte han på Macfarlane, som også studerede under dr. K.
En aften genkender Fettes liget af en ung kvinde, som han netop havde mødt aftenen før. Da han fortæller det til Marcfarlane, får denne ham dog overbevist om, at han må tage fejl. For hvilke følger kan det ikke få, hvis man begynder at grave dybere i, hvor de mange lig kommer fra! Så Fettes tier, og da der nogle nætter senere sker noget endnu mere mistænkeligt, er Fettes alt for impliceret til at kunne sige fra.
Ligrøverne udkom som sagt to år før Dr. Jekyll & Mr. Hyde, og allerede her studerer Stevenson menneskets skyggesider. Det er en velfortalt fortælling om en mand, der drives af sociale ambitioner til at give køb på sine moralske principper, men også en fortælling om medicinhistoriens mørke sider. For hvor dygtige ville lægerne være i dag, hvis de ikke havde brudt moralske grænser op gennem tiden? Det er en velskrevet og letlæst historie, og de mere end 100 år på bagen mærkes på ingen måde, og med Peter Mouritzens fine forord som introducerer historien, kan alle læsere være med.
Historien er tidligere oversat til dansk flere gange og findes i forskellige antologier, men Peter Mouritzens oversættelse med de originale plancher fra National Library of Medicine bringer nyt liv til denne 129 år gamle fortælling. Ligeledes er fortællingen også blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1945 hvor både Boris Karloff og Bela Lugosi var på rollelisten.
Om Ligrøverne skriver William F. Naufftus i “British Short-Fiction Writers, 1880-1914”:
“The Body Snatcher,” the first of the new short fictions, had been written in the summer of 1881, shortly before Treasure Island, but its author never liked it, considering it “horrid” and only publishing it because he owed a story to the Pall Mall Gazette and did not have anything else available. He insisted on having his fee reduced from forty to thirty pounds because of the story’s low merit and never reprinted it in any collection of his short fiction. The story is actually fairly effective but also rather gruesome and not particularly original … The two grave robbers are more surprised by the conclusion than the reader is, and the gothic machinery is fairly shopworn, but the double life of Macfarlane, a respected London physician with a secret criminal past, obviously looks forward to that other London physician, Dr. Henry Jekyll.”
Også omtalt på Litteratursiden
Om bogen:
Originaltitel: ”The Body Snatcher”, 1884
Udgivelsesår: 2013
Omslag: RubArt
