Løbende tjener af Dennis Jürgensen

Løbende tjener af Dennis Jürgensen

Nervepirrende pageturner med en sympatisk hovedperson og et blodigt, men velkonstrueret plot

Da den rige forretningsmand Frans Jessen bliver overfaldet i sin private skov og tvinges til at se sin halshuggede og lemlæstede hund, er det kun begyndelsen på en makaber sag, som ryster Københavns befolkning.

Overfaldet følges nemlig op af flere yderst brutale mord, og fællesnævneren mellem sagerne er Frans Jessens milliardforretning, Løbende Tjener.

I spidsen for opklaringens står efterforskningsleder Roland Triel. Triel var selv midtpunkt for en voldsom sag 4 år tidligere, hvor hans hustru blev myrdet og datteren svært mishandlet. Traumet har gjort hende stum, og hun er nu indlagt på en institution.

I kapløb med tiden forsøger Triel at finde Knoglebrækkeren, som medierne har døbt morderen, men fortiden dukker distraherende op, da han pludselig modtager livstegn fra sin kones morder.

Dennis Jürgensen har haft 30-års jubilæum som forfatter, men har tidligere skrevet for børn og unge. I et interview i Femina fortæller han, hvordan han ofte har mødt læsere, som er vokset op med hans bøger og nu er blevet så gamle, at de selv har børn, som læser ham, og som spørger, hvornår han skriver noget for deres generation. Det har han nu gjort med Løbende Tjener, og jeg må sige, at springet til forfatter af voksen-krimier er faldet yderst heldigt ud.

Løbende Tjener er velskrevet med en solid spændingskurve, der holder læseren fanget hele vejen igennem. Persontegningerne er troværdige, og selvom Triel på sin vis minder meget om andre fordrukne politimænd med en traumatisk fortid, så bliver han aldrig en kliché. I stedet får man sympati med ham, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Tellerup, 489 sider
Omslag: Peter Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.