I skyggen af Sadd 2 af Friis, Holm, Kjædegaard og Langstrup

I-skyggen-af-Sadd-2Godt 10 år efter første bog om gangsterbossen Jimmy Sadd høstede roser blandt læsere og anmeldere, udkommer del to om den berygtede forbryder, og ligesom sidst består romanen af fire dele, skrevet af hver sin forfatter med hver sin stemme.

Det lå dog langt fra i kortene, at der skulle komme en efterfølger til Sadd. Steen Langstrup, som er idémanden bag bøgerne, fortæller på sin blog om overvejelserne:

For mig var tanken om en 2’er lettere irriterende. Lidt som om, at nu det er en vellykket krimi, og krimier, de har det jo så godt med at udkomme i serier, så må alle gode krimier føre en serie med sig. Men for mig var ‘I skyggen af Sadd’ alt andet en bare endnu en krimi. Det var en udfordring af genren og af kultursnobberes opfattelse af, at genrelitteratur og litterære eksperimenter intet havde med hinanden at gøre. Vi havde vist dem at man kunne ting med krimigenren, som brød som med de stive, kedelige kasser, hvis man turde … Det var ikke genren, der krævede den skabelon-agtige tilgang til at skrive, det var måden, man tænkte genren på, der hæmmede kreativiteten.”

Men på et tidspunkt begyndte Gretelise Holm at puffe til Langstrup og fik ham efterhånden overbevist om, at en fortsættelse kunne være en god idé, og – lang historie kort – ”I skyggen af Sadd 2” blev virkelighed med en enkelt udskiftning på forfatterholdet, som denne gang består af Agnete Friis, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup.

Også i Byen er der gået 10 år, og kynismen og grådigheden styrer i endnu højere grad. Selvom Sadd nu indtager den offentlige scene som en respektabel forretningsmand, styrer han dog stadigvæk Byens kriminelle netværk med hård hånd bag kulisserne.

I første afsnit møder vi stuepigen Frida – eller servicemedarbejderne som hotelledelsen nu kalder dem. Hun arbejder på det mondæne Royal Park Palads Hotel, hvor diskretion er mere end en æressag. Under morgenrengøringen finder hun en død kvinde i et af værelserne, og ikke bare en hvem-som-helst.

I afsnit to møder vi radioværten fra Radio Fake, Baggårdskatten Jack, der har økonomiske problemer og er midt i en skilsmisse. Også han befinder sig på Royal Park Palads Hotel, hvor han skal mødes med en ung talentfuld sangerinde, der gerne vil have en hjælpende hånd for at få karrieren skudt i gang.

I tredje afsnit ankommer kriminalbetjent Andrea Sabueso til Royal Park Palads Hotel for at undersøge, hvad der er sket, mens sidste afsnit introducerer Ministeren, som har haft en kometkarriere i Byen de seneste år. De fire afsnit fletter sig ligesom i første bog efterhånden sammen, så plotbrikkerne langsomt falder på plads, og trods de forskellige vinkler og stemmer er resultatet endnu en gang vellykket og godt tænkt.

Selvom forbindelsen mellem romanens fire afsnit måske nok står lidt tydeligere end de gjorde i første bind, hvor alle persontråde først blev knyttet i allersidste afsnit, så er “I skyggen af Sadd 2” bestemt en værdig efterfølger. Stemningen er rå og betændt, og der er hverken meget kærlighed eller håb at finde i Byen, hvis mørke og dystre kulisse læner sig tungt ind over fortællingen. Penge og magt er alt, der tæller, og enhver tager grådigt de chancer, der byder sig, uanset love og moral.

Det er beskidt, barskt og ingen kan føle sig sikker. Heller ikke læseren, som nok engang snydes af en plotdrejning i den overraskende slutning. Og selvom det ikke ligefrem er opmuntrende at bevæge sin ind i Byen under Sadds skygge, så er det fremragende læsning om forhutlede menneskeskæbner i et sjældent kynisk univers.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Steen Langstrup
ISBN-13: 9788779944077
Sider: 186
Forlag: 2FeetEntertainment

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.